“Hvad er en diskette?” Og 10 andre spørgsmål, folk stiller mig, fordi jeg er f***ing gammel

Niels Hausgaard, Erik Clausen, Maria Rothmar, Sara Møller Christensen
© Privat

1. “Kan du huske, hvordan vi bare havde de mest kiksede Arto-profiler i folkeren?”
Nej. For da jeg gik i folkeskolen, var Internettet stadig noget, der blev stavet med stort I. Og vi kunne kun bruge det, når vi sad i skolens computerlokale. Og det fandtes vist endda først, da jeg kom i 9. klasse. Og dengang var der omkring syv hjemmesider i alt på hele nettet.

2. “Hvad forestiller det der gemme-ikon i Word? En diskette? Hvad er det?”
Forestil dig en CD-rom, som... nej, vent. Forestil dig en USB-nøgle, bare i... nej, det går heller ikke. Okay: En diskette var ligesom iCloud, hvis iCloud kun havde plads til tre Rihanna-sange. I øvrigt ved Rihanna nok heller ikke, hvad en diskette er...
 

3. “Var jeg overhovedet født der?”
Eftersom jeg allerede havde fået min første discman, min første tandbøjle og min første vodka-appelsinjuice-brandert, før du stak i et vræl på fødegangen, så nej.


4. “Heldigt for ham der Eminem, at han fik Ed Sheeran med på sit nye nummer, hvad?”
Heldigt for barnet Ed Sheeran, at verdens bedste rapper gennem de sidste 20 år gerne vil have ham med på sin single!


5. “Var I så nødt til at være hjemme, når I skulle ringe til hinanden? Hvad så hvis den, du skulle have fat på, ikke var hjemme?”
Så sendte vi et telegram med diligencen. True story.

6.“Så du virkelig aldrig MGP som barn?”
Første gang, DR lavede MGP for børn, var i 2000. Der var jeg 19 år. Men jeg så Popstars!

7. “Fandtes der overhovedet mobiletelefoner, dengang du gik i skole?”
Øh, ja? Hvor gammel tror du lige, jeg er? (Okay, hvis vi definerer ‘skole’ som ‘gymnasium’, så fandtes der mobiltelefoner. Jeg fik min første af slagsen, da jeg gik i 1.g. Den var metallisk grøn med en skærm på tre linjer i gul og sort. Abonnementet var fra Mobilix. Den var SYGT nice!)

8. “Hvem er S.O.A.P.?”
Børn, kom og sæt jer. Så skal jeg fortælle jer om dengang, Saszeline ikke havde et Z i sit navn. Til gengæld havde hun et slags band (?) med sin søster og Remee (ham kender I da, ikke børn? Det er ham den rare mand fra X Factor). De fremtryllede udødelige pophits! Eller, de fremtryllede i hvert fald ét: This is how we party!

 



9. “Ingen GPS? Hvordan fandt I så vej, når I skulle nogen steder?”
Vi printede en ruteanvisning ud fra nettet! Og så sad vi der i bilen og baksede med fem A4-sider fyldt med vejvisningsinstruktioner! Og hvis vi missede en linje og kørte forkert, så var det bare ærgerligt, du! Alternativt brugte vi vores forældres store, tunge bog med Kraks-kort fra 1986.

10. “Hvorfor er du så glad for det der billede af dig og de to gamle mænd?” 
Fordi de to gamle mænd er de LEVENDE LEGENDER NIELS HAUSGAARD OG ERIK CLAUSEN FOR HULAN DA! Jeg bliver så træt. Jeg går op og lægger mig. Hvem kommer med en plaid og en pose Werthers Echte?


11. “Gik I virkelig allesammen rundt med penge af papir? De ser jo helt falske ud!”
Okay, for at være helt fair kom denne ikke fra et voksent menneske, men fra min 8-årige datter. Vi så et program om finanskrisen, hvor en bankmand talte et bundt pengesedler, da spørgsmålet kom. For hende er konceptet om kontanter lige så antikvarisk, som drejeskivetelefonen er for mig. Lige der slog det mig: Fra nu af og resten af mine dage tilhører jeg Den Ældre Generation.

Rothmar regerer

Maria Rothmar er skønhedsredaktør og redaktionschef på Woman. Rothmar, som kollegaerne kun kalder hende, bor i Albertslund med sin mand og to døtre på 5 og 8 år. Hun forsøger dagligt at regere både skønhedssager, børn, snusfornuftig bankmands-mand og alle mulige andre ting, der dukker op i hendes liv.

Hvad synes mændene?