Jeg bliver rigtig ofte spurgt, om jeg fortryder én specifik tatovering

Du har måske selv set det. Den der forundring og store fortvivlelse, der dukker op i hovedet på folk, når de ser din tatovering. Den undrende mine munder ud i så negativt ladet et spørgsmål, at du i hvert fald godt kan fornemme, hvad de synes om din tattoo: “Har du nogensinde fortrudt den?”

Jeps, det spørgsmål har jeg også fået. Rigtig mange gange endda. Ofte smiler folk og griner lidt, når de får øje på tatoveringen. Jeg kan fornemme, at de fleste tænker, at jeg er skør.

Jeg har på ingen måde fortrudt

Jeg var sytten år gammel, da jeg fik lavet min første tatovering på en ferie i Tyrkiet. Den var ikke impulsiv. Tværtimod så havde jeg ønsket mig den meget længe. Med fuld opbakning hjemmefra fik jeg tatoveret en af mine absolutte største passioner på min fod: F.C. København. 

Den er god nok, det er min fod på billedet. Jeg ELSKER min tatovering, og det eneste, jeg fortryder, er, at jeg endnu ikke har været inde at få den tegnet op igen (den er falmet lidt over årene). Jeg har oplevet mange, der er komplet uforstående over for, at jeg har valgt at få en fodboldklub tatoveret på foden, for “hvad nu, hvis du en dag ikke holder med dem længere?”. I behøver ikke bekymre jer – det sker ikke.  

Godt at gøre sig tanker om sin tatovering

Nu kan jeg jo ikke tale på vegne af alle mennesker med tatoveringer, men selv har jeg i hvert fald altid været meget velovervejet omkring, hvad jeg skulle have permanent på min krop. For mig skulle det have en betydning. Af samme grund har jeg også tatoveret Kræftens Bekæmpelse-logoet på mit håndled – til evigt minde og ære om min morfar, der tabte kampen til kræft.

Jeg kender også en del mennesker, der ikke har skænket motivet mange tanker, men som bare gerne ville have noget flot på kroppen. Nogle har fortrudt deres valg, andre er stadig superglade for deres tatovering – og det gælder egentlig både for dem, der har tænkt længe over det, og dem der var mere impulsive.

Jeg vil måske stadig argumentere for, at der er større sandsynlighed for, at du ikke kommer til at fortryde din tatovering, hvis du bruger lidt tid på at overveje, om det virkelig er det motiv eller tekst, som du skal have. Så gør dig selv den tjeneste, inden du lægger dig under nålen. 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Simones skriverier

Simone er studentermedhjælper på Woman.dk. Hun er helt pjattet med fodbold og bruger mere tid på stadion end på tv-serier. Dagen er en kæmpe succes, når hendes hold vinder, og der er sushi til aftensmad – og ekstra god, når kæresten en sjælden gang i mellem køber blomster med hjem

Hvad synes mændene?