Jeg fik helt ærligt mere ud af mit praktikophold end af hele min videregående uddannelse

© Privatfoto

Da jeg studerede, var det lidt ved et tilfælde, at jeg overhovedet fandt ud af, at jeg kunne komme i praktik. Min gode veninde på studiet havde fundet et vildt fedt praktiksted, og det fik mig til at tænke: ‘Tjoo, det kunne være, at jeg selv skulle prøve det der praktik.’ Jeg fik bakset mig igennem de mange dokumenter og godkendelser, der skulle til for at få sådan et praktikforløb stablet på benene, og søgte en praktikstilling som kommunikationspraktikant på en kunst- og kulturinstitution. Jeg fik det (yes!), og det skulle vise sig at give mig meget mere, end jeg havde forestillet mig.

1. Det lærte mig om det virkelige liv 

På studiet var jeg vant til at have undervisning højst otte timer om ugen, så da jeg pludselig skulle sætte vækkeuret til samme tidspunkt hver eneste morgen, ikke kunne lave spontane caféaftaler med veninderne om formiddagen og måtte smutte i fitnesscenteret klokken 17, hvor der er absolut flest mennesker, var det lidt af en omvæltning. En af de vigtigste ting, mit praktikforløb gav mig indsigt i, er, hvordan det virkelige liv er – eller i hvert fald kan være.

2. Jeg bevægede mig – ofte! – ud af min komfortzone

Som kommunikationspraktikant skulle jeg blandt andet ringe til magasiner for at gøre dem opmærksomme på vores arrangementer. Det var ret grænseoverskridende i starten, for selvom der på studiet var fremlæggelser, eksamener og andre tidspunkter, hvor “jeg skulle være på”, var det her altså the real deal. Jeg følte, at jeg fik et ansvar, og det var rart, at mine kollegaer værdsatte mit arbejde.

3. Mit teamwork-game blev lige boostet 100 procent

Selvom jeg var vant til at arbejde i grupper på universitet, var teamworket på arbejdspladsen helt anderledes. Jeg var helt vild med, at vi havde forskellige arbejdsområder, og at vi på tværs af organisationen arbejdede sammen. På universitetet kunne hele mit hold proppes ind i samme kasse: Vi var cirka lige gamle, og vi interesserede os for nogenlunde det samme – i hvert fald uddannelsesmæssigt. I min praktik lærte jeg at arbejde sammen med kolleger, som var meget ældre end mig og som havde meget mere erfaring end mig.

4. Jeg fik kontakter, som jeg ikke ville have fået andre steder

Eftersom jeg var en del af teamet i et halvt års tid, lærte jeg mange forskellige mennesker at kende: Både kolleger og personer, som vi samarbejdede med. Udover at få en anbefaling med, da jeg stoppede, fik jeg altså på den måde skabt mig et netværk, som kunne blive utroligt nyttigt senere. 

5. Jeg fik lov til at lave noget, som faktisk nåede ud til andre end min lærer

På studiet lavede jeg utroligt mange opgaver og eksamener. Desværre blev de aldrig rigtigt set af andre end mine undervisere og min læsegruppe. Som kommunikationspraktikant skrev jeg pressemeddelelser og nyhedsbreve, og det var derfor helt vildt at producere noget, som rent faktisk blev set og læst af nogle andre. 

6. Jeg fandt ud af, hvad der egentlig interesserede mig

Det var først, da jeg kom i praktik, at jeg fandt ud af, hvilken retning jeg ville gå efter min uddannelse. I praktikken fandt jeg hurtigt ud af, hvilke arbejdsopgaver jeg brændte mest for, og hvilke jeg glædede mig knap så meget til. Personligt fandt jeg eksempelvis ud af, at jeg brændte for kommunikation, men på en anderledes måde, end det jeg lærte på min praktikforløb. Og det var altså skønt at finde ud af på tredje semester af min uddannelse i stedet for at finde ud af det på mit første job!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Rie reflekterer

Rie Louise Kirkebjerg er redaktør på Woman.dk. Hun elsker træning højt – men bland selv-slik endnu højere. Hun foretrækker vin frem for øl, men hvis hun er nødsaget til at drikke sidstnævnte, skal det helst være en lunken én af slagsen i en ølbong. Det er hun faktisk pænt god til (synes hun selv)

Hvad synes mændene?