Jeg har altid hadet min hud, men det skal være slut nu

© Privatfoto

Okay, det her er faktisk det mest personlige indlæg, som jeg nogensinde har skrevet til jer. Og det siger ikke så lidt. Jeg har nemlig både fortalt jer om mine akavede Tinder-oplevelser, mine værste dates og venindeproblemer, da jeg var til scorekursus – og så selvfølgelig mine egne utilstrækkeligheder. Men det, jeg nu skal til at afsløre for jer, er uden tvivl det mest omtålelige for mig. Helt ærligt, så vil jeg næsten hellere sende jer alle et nøgenbillede, men det lader jeg lige være med – for vores allesammens skyld.  

Nå, men jeg skal jo springe ud i det. Please be kind! For nogle af jer vil det helt sikkert virke på grænsen til banalt, at jeg har været SÅ ked af min hud. Men andre af jer vil måske kunne genkende det. Så here we go: Jeg har altid været ked af min hud. Sådan har det i hvert fald været indtil for nyligt, men nu er alt det heldigvis fortid, og det skal jeg nok komme ind på senere. Og grunden til, at jeg deler denne (relativt) lange fortælling, er fordi jeg håber, at jeg måske kan hjælpe en af jer, måske med en pænere hud – måske bare med mere selvaccept. For uanset, hvor pæn eller mindre pæn din hud er, handler det jo egentlig bare om, hvordan du ser på dig selv. Og du skal da smile, når du kigger i spejlet. Bumsefri eller ej.

Det værste pokerface

Selvom det er mere end et årti siden, jeg var teenager, har mit ansigt i mange år alligevel skabt sig som en tvær og ustabil teenager. Det var næsten, som om min hud havde det værste pokerface i verden, for den afslørede ALT: Hvis jeg var stresset, træt, på vej til at blive syg, manglede søvn eller havde haft hånden lidt for langt nede i kagedåsen – ja, endda hvis jeg havde siddet mere end et par timer i et fly med tør luft, så slog jeg ud. Jeg præsterede endda at gå i biografen uden en bums og så komme ud med en kæmpe en i panden! Også i forhold til vind og vejr kunne jeg også være ramt. Hvis jeg havde været ude i kulden, tog det nogle gange 30 minutter, før mit ansigt fik en nogenlunde normal ansigtsfarve og ikke bare lignede en rød ballon.

Kæmpe usikkerhed

Nu var det ikke, fordi jeg var ramt af voldsom akne, men urenhederne var der, og de blev ved med at komme, og jeg var meget påvirket af det – og måske også mere end hvad der var grund til. Jeg skammede mig, og jeg følte mig ulækker og utilstrækkelig og endda dummere, når min hud var allermest tarvelig. Jeg kunne finde på at aflyse aftaler, og mange gange kiggede jeg misundeligt på mine veninder, der aldrig behøvede så meget som en klat foundation. Når det handlede om nye bekendtskaber – og især de mandelige –udviklede jeg alverdens metoder til at dække mit ansigt (det er utroligt, hvor god man bliver til vinkler!) og undgå at de fik direkte udsyn til ’herlighederne’, når der var lidt ekstra nærkontakt. Og min foundation var altid været inde for rækkevidde – på alle tider af døgnet.

Min evige kamp mod urenhederne og rødmen resulterede selvfølgelig også i, at jeg har prøvet diverse kure, cremer og endda piller, men resultaterne har aldrig været vedvarende. Og hold kæft, hvor har det også føltes uretfærdigt, når jeg konsekvent og uden at snyde en eneste gang flittigt har renset min hud hver dag, mens mine veninder (med flot hud) aldrig brugte så meget som makeupfjerner.

Slut med at skamme sig

Men hvornår ændrede det sig så? En dag mødte jeg Rie, en meget sød og dygtig kosmetolog hos pHformula. Hun var overbevist om, at hun kunne hjælpe mig med både rødmen og mine urenheder. Og det gjorde hun. På flere måder faktisk.

Først var jeg meget skeptisk og havde slet ikke lyst, for når du har gjort så meget for at skjule noget, så er det mildest talt ubehageligt, at du pludselig skal blotte det under en kæmpe lup – endda også for folk, du ikke kender, og som arbejder med det til dagligt. Men Rie fik mig omgående til at føle mig helt tryg, og følelsen af at være flov forsvandt med det samme. Hun forstod og anerkendte, at det er en kæmpe byrde at kæmpe med tvær teenage-hud. Og hendes mål var at hjælpe og ikke dømme, og det mærkede jeg med det samme.

Noget af det første Rie fortalte mig var, at min hud var ekstrem sensitiv, men at den også var stresset, og vi skulle arbejde på at få mere balance. Derfor begyndte jeg konsekvent at bruge produkter fra pHformula, både deres rens, serum og fugtighedscreme, øjnecreme, solcreme og cc-creme, og jeg droppede altså alle andre produkter – uanset hvor fristet jeg var til at prøve en eller anden ny vidundercreme. Det hjalp faktisk hurtigt, og jeg kunne mærke, at min hud var mindre irriteret. Derudover gik jeg også til behandlinger hos Rie, der dog også var meget ærlig omkring, at livsstil og kost også spiller ind, og at ingen cremer i verden kan give dig perfekt hud, hvis du bare ignorerer dit indre. Derfor anbefalede hun mig også kosttilskuddet Symbioflor+, der kan fås i Matas til at opretholde min mælkesyrebalance i kroppen og hampolie, der også vil kunne styrke huden.

Stadig ikke perfekt, men...

Min hud er ikke perfekt, og det bliver den aldrig. Medmindre jeg flytter et sted hen uden forurening, ingen fester, chips eller øl og med Ritter Sport-forbud. Og det bliver sgu for kedeligt for mig. Jeg slår stadig ud fra tid til anden, men jeg føler, at jeg har en anden kontrol over det, for min hud ér blevet pænere, og min overflade er mere glat. Derfor fortsætter jeg helt sikkert med Rie, for jeg kan mærke, at det giver min hud ro og mindre rødmen, og vigtigst af alt, så har Rie hjulpet mig med at acceptere, at det måske bare er en del af mig, og det behøver jeg ikke skamme mig over.

Nedenunder kan I se et par (100 procent makeup-frie) billeder fra, før jeg gik i gang og resultatet efter. Jeg er også 100 procent ikke vild med at vise jer dem, men nu får I dem altså.  Som I kan se på de første billeder, er det fra en periode, hvor min hud er virkelig irriteret og rød. På billederne efter er min hud ikke perfekt, men den er meget mindre irriteret, og jeg har færre urenheder.

Før-billeder

Efter-billeder

Mariannes mumlerier

Marianne er Womans digitale redaktør. Hun mumler en smule, men hun ved, hvad hun vil. Marianne er ikke bange for at kaste sig ud i nye ting og siger sjældent nej. Og her vil du kunne læse lidt om alt det, Marianne siger ja til.

 

Hvad synes mændene?