Sanne bruger meget tid sammen med sin søsters børn og drømmer også selv om at blive mor engang i fremtiden.

© Foto: Privat / Sanne Troelsgaard

“At få børn har været et tabubelagt emne, som vi ikke har snakket om i omklædningsrummet”

I 2022 hører vi nogle gange om, hvordan frivillig barnløshed kan være et tabu. Blandt kvindelige fodboldspillere er det dog lige omvendt. Drømmen om familie er nemlig ikke altid lige nem at forene med en professionel karriere på de store baner.

2. august 2022 af Benjamin Creative for VISA

Reglerne er de samme, passionen er den samme, og målet er det samme: at vinde. Alligevel er der nogle væsentlige forskelle på kvinde- og herrefodbold – blandt andet hvor stor en betydning familieforøgelse kan få for ens karriere.

Da Andreas Christensen for nyligt blev far, var han allerede få dage senere klar til at komme i aktion for Danmark. Men så nemt er det ikke for en kvindelig spiller. Hun skal først igennem en – nogle gange lang og hård – proces for at genfinde sit niveau ovenpå graviditet og fødsel.

Ifølge EM-profil Sanne Troelsgaard er det ikke rigtig noget, der er blevet talt om i omklædningsrummet. Faktisk har det nærmest været et tabu. Lige indtil islandske Sara Björk valgte at dele sin historie om vejen tilbage til banen, efter hun blev mor:

“Jeg synes, at Island er et stort forbillede, og jeg håber, at vi om nogle år også ser flere mødre på det danske landshold. Island har virkelig vist, at du godt kan forene det at være professionel fodboldspiller med at være mor,” fortæller Sanne til bold.dk.

Er det noget, du selv er inspireret af?

“Ja, det er det. Men jeg ved også, at jeg nu er nået så langt op i årene, at jeg vil gøre fodbold færdigt, før jeg skal stifte familie. Det er klart, at der er nogle til- og fravalg, og det har jeg også mærket på egen krop og i forhold til partner,” siger Sanne og tilføjer:

“Folk har ikke så meget tålmodighed, når man siger, at man vil vente med at få børn, til man er færdig med at spille.”

Kan ændre synet i kvindefodbold

For Sanne har fodboldkarriere og familieforøgelse altid været et enten-eller-spørgsmål. Hun har indtil for nyligt tænkt, at det ikke var muligt at kombinere de to ting. Men det betyder ikke, at hun ikke har ønsket begge dele.

Tværtimod har den 33-årige EM-spiller faktisk en stor drøm om at kunne kalde sig mor engang i fremtiden:

“Jeg elsker børn, og jeg vil også selv gerne have børn. Så jeg har haft overvejelser, som har været oppe at vende, men det har været et tabubelagt emne, som vi ikke har snakket om inde i omklædningsrummet.

“Vi snakker ellers om alt. Men det med børn har været lagt lidt væk. Så det er ikke noget, jeg har tænkt over i det daglige.”

Af netop den årsag er det ifølge Sanne vigtigt, at kvindefodbolden har et hold som Island, hvor graviditet ikke længere er et tabubelagt emne – og hvor ikke bare en, men flere spiller har vist, at det godt kan lade sig gøre at fortsætte karrieren bagefter.

“Jeg håber, at Island kan være med til at inspirere de unge mennesker på dette hold og vise, at man sagtens kan få børn og komme tilbage. Island er i hvert fald et fedt bevis på, at det kan lade sig gøre.”

UEFA Women’s EURO 2022TM på Woman.dk er støttet af Visa, og artiklen er udarbejdet i samarbejde med bold.dk

Hep med, og nyd det!