© Foto: Privat / Sofie Junge

Hjernerystelse satte Sofie Junge ud af spillet i 10 måneder: ”Jeg kunne ikke engang holde ud, at fuglene kvidrede”

Sofie Junge var midt i et spændende udlandseventyr i klubben FC Rosengård, da en hjernerystelse sendte hende ned i et sort hul. I stedet for at suse rundt på banen, lå hun pludselig med lukkede øjne 20 timer i døgnet, og vejen tilbage til fodbolden virkede umulig. Men det var den heldigvis ikke.

6. juli 2022 af Benjamin Creative for VISA

Et par måneder efter det slag i hovedet, der siden viste sig at være en slem hjernerystelse, gik Sofie Junge en tur langs stranden. Der lå en vej et stykke væk derfra, men Sofie kiggede sig hele tiden over skulderen, fordi hun syntes, at bilerne larmede helt vildt meget.

Efter lidt tid gik det op for hende, at det blot var lyden af bølgerne, der slog lige så stille ind over stranden.

“For mig føltes den lyd som en motorvej. Det siger noget om, hvor lydfølsom jeg var,” fortæller Sofie i et interview med bold.dk.

Som følge af hjernerystelsen var Sofie flyttet hjem til sine forældre for at få ro og hvile. På de værste dage måtte hun ligge med lukkede øjne i op til 20 timer i døgnet, og hun frygtede, at hun aldrig nogensinde ville komme til at spille fodbold på topniveau igen.

Klar til eventyr og drømme

2016 var ellers startet rigtig godt for Sofie. Hun var skiftet til den svenske storklub FC Rosengård et halvt år forinden, hvor hun havde været med til at vinde mesterskabet.

“Jeg følte mig i virkelig god form. Jeg var en fast del af det danske kvindelandshold, og jeg var så klar til mit udlandseventyr i Rosengård. Der var så mange ting, jeg så frem til,” siger Sofie.

Men til årets allerførste træning væltede hun og slog hovedet ned i græsset. Hårdt.

“Jeg var inde i en duel, hvor jeg væltede bagover og fik roteret kroppen, så jeg landede med panden ned i banen. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde fået et slag i hovedet, men jeg spillede videre bagefter og syntes egentlig, at det gik fint.”

Sofie tænkte ikke videre over det og fortsatte sit liv som normalt. Men til træning fire-fem dage efter var det pludselig som om, at hendes øjne ikke kunne følge med spillet. Hun følte sig tung i hovedet og fik hovedpine, så hun blev hjemme et par dage for at hvile sig.

“Jeg kom tilbage til træning, men måtte holde pause igen, og sådan fortsatte det frem og tilbage i to måneder, indtil jeg pludselig fik rigtig ondt i hovedet. Så jeg pakkede sammen og tog hjem til mine forældre.”

Da Sofie var hårdest ramt, var hun kun udenfor ganske kort tid hver dag. "Et billede fra en sjælden og kort fornøjelighed med familien - solbriller var en nødvendighed", fortæller hun.

© Foto: Privat / Sofie Junge

Depressive tanker

På dette tidspunkt var det blevet rigtig slemt. Sofie havde ondt i hovedet nærmest konstant og var så følsom over for lys og lyde, at det ikke kun var bølgerne på stranden, der satte hendes system på overarbejde:

“Jeg hørte alt, og jeg kunne ikke engang holde ud, at fuglene kvidrede. Jeg havde altid solbriller på – også indenfor. Det var en meget vild oplevelse.”

Sofie gjorde alt, hvad hun kunne for at komme tilbage på banen hurtigst muligt. Hun tilbragte det mest af tiden i sin seng med lukkede øjne, gik kun små ture på ti minutter ad gangen og talte ikke med nogen udover sin nærmeste familie.

“Jeg vågnede hver morgen og tænkte: I dag sker der et vendepunkt. Men det kom bare ikke.”

Efter flere måneder uden bedring begyndte Sofie at frygte, at hun måtte sige farvel til fodboldkarrieren, og de depressive tanker tog til:

“Jeg vil ikke sige, at jeg havde en depression, men jeg var meget deprimeret, fordi jeg ikke vidste, hvor lang tid det ville tage.”

“Det var virkelig frustrerende og hårdt, og jeg havde mange triste tanker. Jeg var ikke bange for, om jeg skulle have det sådan resten af livet, men hvad hvis der gik to år? Ville jeg så kunne komme tilbage på topplan? Det var jeg i tvivl om,” fortæller hun.

Tilbage på toppen

Lige så stille begyndte Sofie dog endelig at få det bedre. Hun begyndte at spille lidt bold med sin far, lytte til lydbøger og lavede så meget fysisk træning, som hovedet kunne klare.

Og efter ti måneder på sidelinjen var hun endelig klar til at spille for FC Rosengård igen:

“Jeg fik lov til at spille de sidste ti minutter i vores sidste Champions League-kamp det år. Det var rart at spille igen, men det var også hårdt, fordi jeg kunne mærke, at jeg var langt fra mit topniveau.”

Faktisk var det først i EM-finalen mod Holland i 2017, at Sofie for alvor følte, at hun var tilbage, fortæller hun:

“Op til EM havde jeg haft rigtig mange skader, fordi min krop slet ikke var klar til den hårde træning og de hårde kampe. Men jeg kom med til EM, sad på bænken indtil semifinalen og spillede i finalen den bedste kamp i min karriere. Dér følte jeg virkelig, at nu var jeg tilbage på topniveau – og mere til.”

I dag spiller Sofie i den italienske klub Juventus, som hun i sidste sæson vandt hele tre trofæer med, og lige nu er hun i England til sin tredje EM-slutrunde med det danske kvindelandshold.

Selvom karrieren er tilbage på skinner, fylder tankerne om hjernerystelsen dog stadig:

“Det gør mig trist at tænke på, at jeg var sådan et godt sted, og så blev det hele bare slået i stykker.”

“Men i dag føler jeg, det er en del af min historie. Nu er jeg i Juventus og er helt vildt glad for det – og hvem ved? Hvis jeg ikke havde slået hovedet, havde jeg måske ikke været her,” siger Sofie med et stort smil.

UEFA Women’s EURO 2022TM på Woman.dk er støttet af Visa, og artiklen er udarbejdet i samarbejde med bold.dk.

Hep med, og nyd det!