© Foto: Privat / Sanne Troelsgaard

Sanne Troelsgaard var tæt på at droppe fodbolden: “Jeg kunne ikke se nogen mening i at spille, når han ikke var der mere”

Karrieren kørte på skinner for Sanne Troelsgaard, da hun i 2013 stod over for sit andet EM. Men kort før turneringen fik hendes far uhelbredelig kræft, og fodbolden blev øjeblikkeligt lagt på hylden. I hvert fald for en stund.

4. juli 2022 af Benjamin Creative for VISA

Mandag er de danske fodboldkvinder på vej mod England, hvor de skal deltage i EM-slutrunden, og det er vanen tro med Sanne Troelsgaard i flyveren.

Hun er igen blevet udtaget til en slutrunde for Danmark, men det kunne have set helt anderledes ud for den 33-årige dansker. I 2013 blev hendes familie ramt af en stor personlig tragedie, som fik deres verden til at falde sammen – og Sanne til at overveje, om hun skulle kvitte sin ellers lovende karriere som professionel fodboldspiller.

Få dage før EM-slutrunden tabte hendes far, ham, hun altid havde delt sin fodbolddrøm med, nemlig kampen til kræft.

“Jeg kunne ikke rigtig se nogen mening i at spille, når han ikke var der mere, fordi det var vores eventyr,” fortæller Sanne i et interview med bold.dk.

Vidste at noget var galt

Det hele startede et halvt år tidligere i december 2012. Sanne skulle en tur til Brasilien for at repræsentere Danmark, men hendes far spurgte, om hun ikke nok ville blive hjemme.

“Jeg tænkte jo ikke videre over det. Det var så fordi, han vidste, der var et eller andet galt,” siger Sanne.

Herfra gik det stærkt. Sannes far blev hurtigt mærket af sygdommen, og det gik op for familien omkring ham, at han nok ikke havde lang tid igen:

“Vi fik at vide 2. januar, at han var syg med lungekræft, og han blev erklæret terminal samme dag. Vi vidste, at der kunne gå alt fra en måned til et halvt år eller et år.”

“Jeg var lige startet på studiet, hvor jeg heldigvis var god til at studere selv og vant til at sætte høje krav. Jeg tog jo bare alle opgaver med på sygehuset, så det var det bedste sygdomsforløb, jeg kunne forestille mig som pårørende. Det er jo det, familie kan. Det er sammenhold, når det er stærkest, og det beviste vi under hans sygdom.“

“Jeg skal ikke til EM, far”

Sanne har altid været et familiemenneske med stort F, og det kom også til udtryk i forbindelse med farens kræftforløb.

EM 2013 stod for døren, og ifølge planen skulle Sanne med. Men i denne tid betød fodbolden pludselig ingenting for hende. Familien var førsteprioritet, og uden tøven valgte hun at sige farvel til EM-drømmen og trække sig fra holdet.

“Jeg kan huske den beslutning, som var det i går. Vi var ude og træne, og i slutningen skulle vi til at lave nogle hårde løb. Jeg havde givet min telefon til holdlederen og sagt til min familie, at hvis der skete noget, så skulle de ringe. Jeg blev så ringet op, og med det samme traf jeg beslutningen om, at jeg ikke skulle med til EM.”

Landsholdet var i denne periode ved at forberede sig i Vejle, så Sanne kunne hver aften besøge sin far, som var indlagt på Vejle Sygehus. Det gjorde hun også denne dag.

“For at min familie og min far forstod min beslutning, skulle jeg tage min kæmpe fodboldtaske på ryggen og stå på Vejle Sygehus, hvor min søster lå inde på det ene værelse i en form for choktilstand og hyperventilerede.”

Sanne og hendes søskende har alle fået en tatovering til minde om deres far.

© Foto: Privat / Sanne Troelsgaard

“Jeg sagde til hende: Jeg skal ikke til EM. Og så begyndte hun at trække vejret. Jeg gik så ind til min far, stillede tasken foran ham og sagde: Jeg er her nu, jeg skal ikke til EM.”

To dage efter sov Sannes far stille ind, mens hun var ved hans side. Hun nåede at tilbringe den sidste tid med ham og understreger i dag, at hun på ingen måde ville have lavet beslutningen om, hvis hun kunne:

“På det tidspunkt vidste jeg, at det var det var det rigtige, og jeg har aldrig nogensinde fortrudt det. Vi var til åbningskampen, min søster, min mor og jeg, og det var en god afslutning på den sommer.”

Benægtede at det var sket

Efter at Sanne havde sagt et sidste farvel til sin far, begyndte en ny svær periode for den danske fodboldspiller. Hun skulle bearbejde tabet af en person, som betød alverden for hende, og det var på ingen måde nemt.

“Til at starte med benægtede jeg alt og tænkte bare, at han var på ferie. Jeg fik så at vide, at jeg skulle starte i en sorggruppe. Men det var ikke lige mig at møde nye mennesker – og slet ikke at sidde i en rundkreds og åbne op.”

Sanne og hendes søster tog dog alligevel afsted, og det er de glade for i dag. Sorggruppen hos Kræftens Bekæmpelse endte med at gøre en vigtig forskel:

“Selvom familie og venner forstod noget, så forstod de ikke, hvad det ville sige at miste, hvis de ikke selv havde stået i det. I sorggruppen blev vi mødt af nogle fagfolk, hvor vi begge bare tænkte: Okay, wow. De har samme historie som os. Vi er ikke alene.”

“Sorgen bliver en del af en, og den tager man med sig. Man skal lade være med at benægte den, da der skal være plads til den. Søg ind i en gruppe og til nogle fagfolk, som forstår dig. Det er det bedste råd, jeg kan give til andre i samme situation.”

“Jeg har ham altid med på banen”

I noget tid var Sanne i tvivl, om hun overhovedet skulle fortsætte som professionel fodboldspiller. Hun manglede jo ham, hun plejede at dele det hele med.

Heldigvis fandt hun dog tilbage til banen, og i skrivende stund er hun med fodboldkvinderne til EM i England. Selvfølgelig med faren i tankerne. Selvom han nu tager plads på lægterne i himlen, er han nemlig fortsat med til at støtte hende:

“Jeg har ham altid med på banen. Når vi står og synger nationalsangen, mindes jeg ham. Så jeg synes, han er med på alle parametre. Hvis jeg bliver hidsig, kan jeg godt tænke, at han ville stå derovre og skrige et eller andet. Han er med hver dag.”

Som minde om sin far har Sanne også fået en tatovering – og det på trods af, at hun faktisk aldrig har været så vild med den slags.

“Det har alle vi søskende fået, så det er en måde, han altid er med os på. I mange år efter spillede jeg faktisk med en t-shirt inden under med ham på. Jeg vaskede den ikke det første år, men det gik jo ikke i længden. Vi tænder også lys nede på kirkegården flere gange om ugen, når jeg er hjemme. Og så har jeg en lille kop i min fodboldtaske med et ‘f’ på, så han også er med ude på banen.”

Hvilken betydning har din far haft for din karriere?

“Han har altid været den, som har troet på mig. Han har lært mig, hvad det er, fodbold kan, og hvilke sejre og nederlag det kan give.”

“Det er grunden til, at jeg nået så langt, som jeg er i dag. Jeg var jo tæt på at stoppe med at spille fodbold, så jeg er glad for, at jeg ikke stoppede trods alt,” afslutter Sanne.

UEFA Women’s EURO 2022TM på Woman.dk er støttet af Visa, og artiklen er udarbejdet i samarbejde med bold.dk.

Hep med, og nyd det!