Sofie Junge besøger Chiparamba Breakthrough Sports Academy
© Foto: Privat / Sofie Junge

Sofie bruger sin succes på fodboldbanen til at hjælpe andre

“Jeg ser virkelig fodbold som en fredsmaskine, der kan skabe så meget glæde og udvikling.”

27. juli 2022 af Benjamin Creative for VISA

Sofie Junge er ret godt kørende inden for kridtstregerne. Hun har repræsenteret Danmark ved EM og vundet flere mesterskaber med blandt andet Juventus. Men bold er ikke det eneste, den 30-årige midtjyde lever og ånder for.

Uanset hvor godt det går med fodboldkarrieren, er det også vigtigt for Sofie at gøre en indsats uden for banen. Derfor har hun som den første danske kvindelige spiller valgt at være en del af Common Goal, hvor hun donerer én procent af sin løn til velgørenhed.

Donationerne bliver brugt på udviklingsarbejde rundt omkring i verden, og det er Sofie stolt over at bruge både sine penge og sin tid på, fortæller hun til bold.dk:

“Jeg synes, det er vigtigt, at fodboldverdenen giver tilbage til samfundet. I det hele taget synes jeg, at alle mennesker skal bidrage,” siger Sofie og tilføjer:

“Der er jo mange af os, der kommer fra den rige del af verden, som kan bidrage, og det burde vi også, fordi vi er så megapriviligerede. Derfor synes jeg også, at Common Goal er en god bevægelse til at skabe forandring. Det er en meget rig fodboldindustri, hvor der er masser af penge, så jeg synes bare, at man skal give lidt tilbage.”

Sofie Junge der spiller sport med børnene fra Chiparamba Breakthrough Sports Academy

I Zambia besøgte Sofie blandt andet Chiparamba Breakthrough Sports Academy.

© Foto: Privat / Sofie Junge

Giver karrieren ny betydning

Common Goal-projektet er en blanding af professionelle spillere, trænere og klubber, som vil bruge deres ressourcer til at skabe forandring. Men ønsket om velgørende arbejde har boet i Sofie længe, inden hun blev et velkendt ansigt i fodboldverdenen.

Den 30-årige EM-spiller har ofte mærket en følelse af uretfærdighed, når hun har set, hvordan nogle mennesker uden for Danmarks grænser har det – så hun er glad for, at hun nu selv er med til at gøre noget ved det.


Hvad betyder det for dig at kunne bruge tid og penge på velgørenhed?

“Det er fedt at kunne bruge sin platform til at være en del af noget udviklingsarbejde. Jeg kan nogle gange godt føle, at det er en lidt egoistisk verden – også for mig selv. Jeg spiller jo på to hold, Danmark og Juventus, hvor jeg også kun tænker på at blive bedre.”

“Men at kunne bruge fodbolden til at gøre opmærksom på nogle ting, såsom klima og Common Goal, det gør for mig, at min fodboldkarriere betyder mere end bare noget for mig selv. Jeg kan bruge den til at hjælpe andre.” 

Fodbolden som fredsmaskine

Udover at Sofie donerer en del af de penge, hun tjener på at spille fodbold, til velgørenhed, bruger hun også sin fritid på at rejse rundt i verden og deltage i forskellige sociale projekter.

Blandt andet har hun været i Ghana med DGI Midtjylland og i Zambia med Common Goal, hvor hun har trænet unge fodboldspillere.

“Jeg ser virkelig fodbold som en fredsmaskine, der kan skabe så meget glæde og udvikling. Det er en stor oplevelse at se, hvor meget fodbold også betyder i et land som Ghana,” siger Sofie.

“Mange af dem (red. de unge fodboldspillere) har ikke sko, men at spille fodbold skaber så meget glæde for børnene og de voksne dernede. Ikke kun for dem, der spiller, men også for lokalsamfundene, der kommer og støtter op om de kampe, der bliver spillet.” 

Sofie Junge der spiller sport med børnene fra Chiparamba Breakthrough Sports Academy
© Foto: Privat / Sofie Junge

Turene til Ghana og Zambia har med andre ord betydet meget for Sofie, og generelt rører det hende at se, hvilken effekt noget så simpelt som en rund bold kan have.

Derfor er hun heller ikke et sekund i tvivl om, at hun vil fortsætte med at bruge tid på udviklingsarbejde i fremtiden – også efter hun selv har lagt støvlerne på hylden.

“Det gør mig glad at se det, og det er fantastisk at opleve, hvor stærke de her piger, drenge og folket i det hele taget er. De har svære vilkår, men får virkelig meget glæde ud af fodbold,” lyder det fra Sofie.

UEFA Women’s EURO 2022TM på Woman.dk er støttet af Visa, og artiklen er udarbejdet i samarbejde med bold.dk

Hep med, og nyd det!