10 ting, der altid sker, når du rejser med offentlig transport

Skal du sidde ved siden af ham, der lugter af sved, eller hende, der taler vildt højt i mobil?

30. september 2016 af Diana Bjerregaard Kristensen

1. Du er løbet som en sindssyg for at nå bussen eller toget. Da du når svedende og (overraskende) forpustet frem, får du at vide, at der er forsinkelser.

2. Du kommer altid til at tage den bus, der er allermest proppet. “Ej men for pokker da – nu skal jeg stå op hele vejen til endestationen! Blandt alle de her mennesker! ...Bare jeg ikke falder. Lige som sidst...”

10 ting, der altid sker, når du rejser med offentlig transport
© Giphy.com

3. Hvis du er heldig at få en siddeplads, begynder dit næste problem: HVEM sætter sig ved siden af dig? Selvfølgelig ham, der lugter af sved. Du ender derfor med at tilbringe resten af turen i en akavet stilling, hvor hovedet drejer væk, mens du holder dig diskret for næsen. 

4. Alternativt skal du sidde ved siden af Tina. Du ved, hende som har en utrolig personlig og højlydt samtale om, at ham, hun datede, viste sig at være en nar. –Okay, Tina, vi har fattet, at du vil holde pause fra mænd og fokusere på dig selv. God tur til yoga!

5. Ind kommer ham med telefonen, der IKKE er på lydløs. Dine tanker spænder fra: “Hvorfor spiller idioten Candy Crush med lyd?” til “Ej sikke en amatør, jeg er kommet meget længere.” Hvorfor ved han ikke, at høretelefoner er til for at blive brugt – specielt i bus og tog! Hallo, fister, hvis du vil se en video af en nysende pandabjørneunge, må du dæleme bruge de 10 minutter, det tager at vikle dine høretelefoner fri.

6. Temperaturen er altid forkert – enten er det stegende varmt i den proppede bus (noget, der ikke ligefrem hjælper på lugten). Eller også er der iskoldt i toget, så du skal pakke dig ind i et tørklæde og lave englehop bare for at overleve.

10 ting, der altid sker, når du rejser med offentlig transport
© Giphy.com

7. Børn er en pain in the ass. De kan se nuttede nok ud, men ikke i en bus midt i ulvetimen. Så er de bare små monstre! “Hvorfor må jeg ikke sidde ved vinduet? Neeeeej, jeg vil ikke hjem til farmor, jeg vil se Ramasjang!” Shut. The. Fuck. Up. 

8. Nogen har købt din plads. Bedst som du har taget din computer frem og åbnet din dåsecola, kommer Tove fra Haderslev, der skal sidde på dit sæde, for hun købte da pladsbillet for et halvt år siden. Du får lige hele historien om hendes barnebarn, mens du pakker dine ting sammen og sætter dig på trappen i gangen. Suk.

9. Du kører for langt. “Jeg sætter bare en alarm på min telefon, og så kan jeg lige tage 30 minutter på øjet.” tænker du. En time senere vågner du ved endestationen med savl ned ad trøjen. Ups.

10. Til gengæld: Du har ALTID en god undskyldning for at komme for sent. “Eeeej, det åndssvage tog var altså megaforsinket på grund af sporarbejde.” Selvom du måske i virkeligheden bare stod for sent op, tog et dejligt varmt og langt bad og havde den obligatoriske tøjkrise, så tror alle altid på din undskyldning om DSB. Hurra for elendig offentlig transport! ...not.

Vil du følge med i, hvad vi ellers laver på Woman-redaktionen?

Du vil (garanteret) også kunne lide