Confessions of a Shopaholic
Får du også altid en desperat trang til at shoppe, når der er udsalg? © Touchstone Pictures, Jerry Bruckheimer Films

10 vanvittige fejl, du begår, når du er på juleudsalg

Det er det samme år efter år efter år... Julen er vel traditionernes tid, ikk'?

27. december 2016 af Tine Sandorf

1. Du tager alt for meget og for besværligt tøj på. Nej, det var så heller ikke en god idé i år at tage strømpebukser og fire lag trøjer på!

2. Og selvfølgelig skal du også have dine smarte sko på. Du skal vel på shopping? En time senere finder du ud af, at de er knap så smarte, når de får dig til at gå underligt, fordi de gnaver.

3. Du glemmer, at din kvalmegrænse for julesange og glimmer er nået – og at butikkerne stadig er fyldt med begge dele!

4. Du vælger den helt forkerte shoppemakker. Ja, vi mener din kæreste!

5. Du har udset dig et hav af ting på nettet, som du lige skal se i virkeligheden, inden du køber dem. Det tænkte de 10.000 andre i storcentret så også, og lige dér går det op for dig, at der er noget virkelig smart over netshopping.

6. Der er også noget virkelig smart over at vente med at bytte julegaver til januar, hvor der stadig er udsalg. Men hallo, hvem kan vente så længe? Du har jo allerede ventet i hele to dage nu – og det føles som lang tid!

7. Du føler, at du har sygt mange penge – for du har jo lige fået hele 200 kroner tilbage for den afskyelige vase fra moster Maren. Big spender!

8. Du skal da lige sikre dig, at den ting, du allerhelst vil have, ikke bliver udsolgt. Så er det bare ærgerligt for dine arme, når der er fire timers udsalgsshopping i vente, og det samtidig er den største ting, du kan finde i hele centret!

9. Skidt pyt med, at du har brugt 1.000 kroner på ting, som du ikke har brug for – du har jo også sparet 1.000 kroner, fordi de var på halv pris!!

10. Når dagen er omme, og du gør regnskabet op, indser du dog, at du har brugt lige så mange penge på busbilletter og latte, som du har sparet på udsalget. Og så er alt, som det plejer at være!

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.