Glad kvinde i sengen
Vi er mange, der har et dybtfølt kærlighedsforhold til vores seng.© iStock

11 tegn på, at du elsker din seng liiiidt for højt

HA! Som om man kan elske sin seng for højt. Tsk...

2. januar 2017 af Sara Møller Christensen

1. Når du er væk fra din seng, glæder du dig altid til at se den igen. Lidt ligesom en ny kæreste (eller en hundehvalp) du bare ikke kan vente med at holde i dine arme.

2. Ligegyldigt hvor lækkert et hotel du bor på, kan sengen der ikke måle sig med din. Du kan ikke rigtigt forklare det, men det er bare en rigtigt god seng altså.

3. Du bliver fornærmet, når et nyt menneske ligger i din seng, og vedkommende ikke anerkender, hvor god den er. Nogle kan endda finde på at sige ting som: “Den er lidt for blød til min smag,” og så har du bare lyst til at sparke dem ud. De har ikke fortjent bedre end at sove på gulvet!

4. Du elsker at forkæle din seng med nyt tøj. Altså sengetøj. Du er næsten mere vild med at shoppe til den end til dig selv, for den ser jo godt ud i alt!

5. Der findes ikke den ting, du ikke har gjort i din seng. Filet negle, tjek. Spist burger, tjek. Skrevet en større opgave på studiet, tjek.

6. Af samme grund kan din seng godt være en lille smule nusset. Du vasker den måske lidt for sjældent, men det gør den bare endnu blødere, og krummer kan nemt lige børstes af – eller sparkes ud med benet, hvis du er for doven til rent faktisk at rejse dig fra sengen (hvilket du typisk er).

7. Du kan godt finde på at snakke til din seng. Og du indrømmer, at det er lidt mærkeligt, men kattemennesker snakker også til deres killinger, selvom de ikke forstår en skid.

8. Du har tit diskussioner med dig selv om, hvornår du egentlig kan ‘tillade’ dig at gå i seng. Svaret ender som regel med at blive: lige efter aftensmad. Men i særlige tilfælde kan det også være: lige inden aftensmad. Så tager du bare maden med i seng.

9. På dage, hvor du er ekstra træt, tænker du på din seng oftere, end du nogensinde vil indrømme over for nogen. Og også på en lidt mere inderlig og længselsfuld måde...

10. Du er ikke såååå vild med at dele din seng. Er det med en kæreste, du har haft i mange år, er det selvfølgelig okay, men fremmede er bare til besvær. Det er, som om de er ude på at stjæle din seng fra dig.

11. Du gruer virkelig for den dag, hvor den skal skiftes ud. Det skal den selvfølgelig kun, hvis den knækker midt over, eller din lejlighed (på 4. sal) bliver oversvømmet eller den slags. Ellers kan intet komme imellem dig og din seng. INTET!

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.