12 gode manerer, du ALTID skal huske ved middagsbordet

Selv Emma Gad ville blive glad, hvis du husker dem

22. oktober 2016 af Amanda Vejle / Bo Bedre

Det er givet, at du er bevist om, hvordan du holder på bestikket og at du ikke spytter maden ud på tallerkenen efter en omgang mellem kindtænderne. Men er du klar over, at kniven aldrig må røre munden, at gaflen ikke må røre bordet, efter du har brugt den første gang? Og at række ud efter salten, kan være direkte uhøfligt?

Når du er til middag hos andre eller i byen, er der altid et sæt uskrevne regler, der følger med for manerer og etikette. Det er klart, at det ikke er til alle selskaber, du behøver, at rette dig efter nedenstående regler – men du kan komme i situationer, hvor det kan være rigtig rart, at have kendskab til dem.

Her kommer 12 gode råd til, hvordan du klarer dig gennem middagen, uden at fornærme nogen og på samme tid efterlade det bedst mulige førstehåndsindtryk.

1. Kom til tiden

Dét der med, at komme lidt over 18, hvis man er inviteret til kl. 18, den går ikke. Det virker useriøst og sløset. Kom til tiden. Det kan være, at din værtinde har gjort sig umage og arrangeret velkomstdrinks og en lille appetizer inden middagen.

2. Rene negle

En ulækker fejl du kan begå, er ikke at vaske hænderne ordentligt inden du sætter dig til bords. Den går ikke! Sørg for at dine negle er rene og tjek for skidt, der måtte have sat sig fast på vej til middagen. Det er for det første mere hygiejnisk, at spise med rene hænder og for det andet har du ikke lyst til, at de øvrige gæster skal væmmes ved dine beskidte negle.

3. Få styr på bestikket

Hvis du er kommet et sted hen, hvor spisningen kræver flere former for bestik, kan det være svært at holde styr på hvilken orden, bestikket skal benyttes i. Men som hovedregel er bestikket altid placeret i en logisk rækkefølge af dens anvendelse. Man starter yderst og bevæger sig ind mod tallerkenen. Den yderste gaffel bliver altid brugt til salat, gaflen i midten til fisk og den sidste gaffel til selve hovedretten. Den samme regel gælder for knivene som altid er placeret til højre for tallerkenen. Det er vigtigt at den skarpe side af knivene peger ind mod tallerkenen. Over tallerkenen ligger bestikket til desserten.

4. ”Gaffel” ikke ”Gaffeltruck”

Lad være med at overfylde din gaffel med mad og skovle det ind i munden. Gaflen holdes i venstre hånd og kniven i højre. Brug kniven og gør små stykker mad klar til spisning, gang efter gang. Vend gaflens ”tænder” ned af, så du ikke skovler maden op på gaflen, men derimod bruger gaflens tænder til at samle maden op i små bidder. På den måde undgår du overfyldte ”hamsterkinder”, som desværre hverken er lige så nuttede eller charmerende på dig, som på hamstret.

5. Bestikkets hemmelige sprog

Første regel: Når først bestikket har været brugt, skal det aldrig røre bordet igen. Hvis du holder pause i spisningen skal bestikket ligge på en bestemt måde, så du ikke signalerer at du er færdig. Forestil dig, at tallerkenen er en urskive. Hvis du ikke er færdig, men blot holder pause, skal kniven ligge i kl. 1 position. Gaflen skal ligge i kl. 4 position. Hvis du derimod gerne vil signalere, at du er færdig med at spise, placerer du både kniv og gaffel parallelt i forhold til hinanden i kl. 4 position med knivspids og gaffeltænder i tallerkenens centrum.

6. Hold kniven i ro

Brug kun gaflen når det kommer til at spise. Kniven bruges til at skære maden og ikke til andet. Kniven skal aldrig røre ved munden – så ikke noget med, at slikke kniven for sovs eller andre rester. Når du ikke bruger dit bestik, skal det ligge på tallerkenen og kun tallerkenen. Ikke halvt hvilene på bordet.

7. Er du kræsen?

Hvis maden der bliver serveret, ikke lige er din kop te, så hold det for dig selv. Vær høflig selvom rosenkål eller muslinger måske ikke er din livret. Smag altid på maden, også selvom du har en forud antagelse om, at du ikke vil bryde dig om det. Det er uhøfligt at afvise maden, før du har smagt på det. Hvis du ikke kan lide det, lader du det ligge uden at kommentere på det.

8. Undgå gribbesyndromet

Tag mindre portioner på din tallerken. Det er mere elegant og civiliseret, at tage mindre fyldige portioner og derefter tage anden gang, hvis du stadig er sulten. Undgå at bygge et uoverskueligt bjerg, som en grib der ikke har fået mad i flere uger. Det kan både være uappetitligt for dig, men i den grad også se sådan ud for resten af selskabet. Når du mangler noget uden for din rækkevidde, skal du altid spørge, om en anden person ved bordet vil række dig det. Aldrig ræk hen over bordet, heller ikke med frasen; ”Undskyld, jeg rækker lige over her”. Spørg altid andre om at sende genstanden ned til dig.

9. Shh...

Spis så lydløst som muligt. Luk munden når du tygger og undlad at slubre, når du drikker. Skær din mad et stykke af gangen, ikke det hele på én gang. Når du skærer din mad, så prøv at være så lydløs som muligt. Lad være med at bruge bestikket som "værktøj" der larmer på porcelænstallerkenen. Til sidst, men ikke mindst – tyg af munden før du taler. Aldrig tal med mad i munden, det er ucharmerende og uhøfligt og afbryd aldrig, når andre taler. Hvis du venter med at tale, til det bliver din tur, udviser du både høflighed og respekt for resten af selskabet. 

10. Mobiltelefonen, hvilken mobiltelefon?

At være Iphone-afhængig er efterhånden ved at være en folkesygdom, men det betyder ikke, at din telefon ikke skal gemmes væk, når du sætter dig ved middagsbordet. Medmindre du venter på et vigtigt opkald eller nogen er syg, så skal telefonen gemmes langt væk. Vær til stede i lokalet og opmærksom på resten af selskabet. Der er ikke noget værre end at sidde i et hyggeligt selskab og få øje på toppen af hovedet, af den person der sidder over for dig – fordi denne er dybt opslugt af sin mobiltelefon. Hvis du absolut skal bruge din telefon, undskylder du dig selv og forlader rummet. 

11. Bordet er til mad, ikke dine ejendele

I modsætning til hvad mange tror, er det faktisk ikke kutymen, at placere sin håndtaske hængene over stoleryggen i remmen. Håndtasken, clutch eller hvad det ellers måtte være, skal placeres på gulvet ved dine fødder eller i skødet – aldrig på bordet.

12. Servietter og signalering

Hvis du forlader bordet under middagen, placerer du servietten på din stol – ikke på bordet. Når alle er færdige med at spise og skal forlade bordet, er det okay at placere servietten ved siden af tallerkenen. Du skal ikke krølle den sammen, placere den på tallerkenen eller folde den sammen som ”var den ny” igen. Nøjes bare med at placere den til venstre for din tallerken.

Så er du klædt på til middag. Ret ryggen, på med det pæneste sæt tøj du har og kom af sted og gør et fantastisk godt indtryk på dine middagsværter. 

Læs mere fra samme kategori