12 hamrende sjove (og måske lidt platte) grineflip

HAHAHAHAHA!

1. juli 2016 af Maria Greve

1. Aaaav – Hvem stillede en glasdør der? 

Du står ved butiksindgangen og beundrer sommerens kjoleudvalg, da en travl kvinde dybt optaget af sin iPhone marcherer med faste skridt hen mod butikken. Hun ser ikke op og reagerer først, da hun hamrer direkte ind i glasdøren med fjæset først. Totalt akavet og flov prøver hun at lade, som om intet er sket – mens du prøver at kvæle det grin, der buldrer i maven.

2. Børn uden filter

Fra børn og fulde folk􏰀... Og det er eddersparkeme sjovt, når små børn uden at vide det er dybt upassende i offentligheden. “Mooaaar, hvorfor hænger den dames bryster helt nede på hendes mave?” High five til ærlige børn!

3. Ch-Ch-Chip og Chap!

Køb nogle kæmpe heliumballoner, og forsøg at have en alvorlig samtale med din kæreste eller veninden, mens I lyder som Chip og Chap. En diskussion om opvask eller rengøring bliver bare så meget sjovere, når det foregår med pivede egernstemmer.

4. Bøøøøøøøøøøh

Klassikeren over dem alle er en sikker vinder, hvis latteren skal rulle. Stil dig bag en dør, og vent på, at din veninde kommer ind. Spring frem med dit vildeste brøl, og forbered dig på at se ægte dødsangst i øjnene på hende. Muaahahaha, det er skægt. Altså så længe det ikke går ud over os selv.

5. Prut i puden 

Det er superplat, totalt 90’er-agtigt og skide(!)-hamrende sjovt. Snig puden ind på mormors stol, mens hun er i køkkenet, og se hendes ansigt skifte farve, når det brøler fra sædet. Så er der gang i familiefesten! (Dette trick er næsten lige så sjovt, som de ældgamle og super platte banke banke på jokes, der kan løfte enhver stemning).

6. Steril ved jernstang

Mænd, der tuder – vi er fans (undskyld!). YouTube flyder over med videoer af dumdristige mænd, der skal lege akrobater på rulleskøjter ned ad et gelænder og lander midt på gelænderet – med dilleren først. AUCH!

7. Værdifuld pik

Et genialt menneske har gjort det til sit livs mission at sætte små klistermærker med ordet PIK ind på reklamer i stedet for et andet ord. Pludselig er en harmløs bilreklame liiidt griset og virkelig sjov: “Få mindst 18.000 kr. for din gamle PIK uanset mærke og stand.” Wow, en god pris for en pik!

8. Vær hilset Johannes ‘Dypperen’!

Måske vil de ikke indrømme det, men de fleste mænd navngiver deres bedste ven med kreative navne. Har du for eksempel været intim med Brutus? Eller haft lagengymnastik med Erik-tion? Frit veninderne for deres kæresters dillerkælenavne, og få årets bedste grineflip.

9. Dame Edna-katten og Lady Hunden

Dit kæledyr vil hade dig til evig tid – til gengæld vil du klaske dig på lårene af grin. Klæd din bulldog ud som prinsesse, eller forvandl din hamster til en kylling, og få årets griner. Hvis du ikke har et dyr, du kan klæde på, kan du få flere timers skæg ud af at klikke rundt på hjemmesiden petswhowanttokillthemselves.com.


10. Hvid eyeliner og buffalos 

Neeej, det gik jeg bare ikke i! Hiv de gamle fotoalbum frem, og gør dig klar til at få krummede tæer, når du genser dig selv i Harley Davidson-gamacher og hårmascara i lokkerne. Og vær så lykkelig for, der ikke fandtes Facebook og tagging dengang.

11. “... Og så var hans diller altså helt skæv”

Hun er der, hver eneste gang du sætter dig ind i et tog. Kvinden, der plaprer i telefon med sin bedste veninde og fortæller om sit seneste knald med ham, hun samlede op på Crazy Daisy. Du skal virkelig anstrenge når du hører hende ortælle om hans manglende evner i sengen og kønsbehåring i et fuldt pakket DSB-tog.

12. Pimpin’ baby

Når babyer nu ikke kan andet end at æde og kravle, må man jo selv få lidt sjov ud af dem. Og en pludrende baby med gigantiske briller på ER bare hamrende sjov. Men lad være med at stikke dine Chanel-briller på ungen, medmindre du gerne vil have dem gennemtygget.

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman.