© Getty Images

12 ting, du ikke skal bekymre dig om

Tryk delete på disse bekymringer, og brug din hjernekapacitet på noget, der gør dig glad

13. august 2016 af Redaktionen

1. Din pinlige sms, du sendte ham i din brandert

Lød du som en sexhungrende skøge? Så er han smigret. Lød du som en ulykkeligt forelsket skolepige? Så er han smigret. Skrev autocorrect størstedelen af beskeden for dig, så indholdet blev noget i stil med ‘hopsa mindstebarn plask’? Så er han flad af grin. Win, win, win

2. Din alder

Den er bare så svær at ændre på. Medmindre du selvfølgelig er virkelig god til at lyve og kender en skummel type, der vil sælge dig et falskt id.

3. Dine bryster

Medmindre du er så træt af dem, at du overvejer at få dem opereret, så stop de negative tanker lige nu! Dem bliver dine bryster nemlig hverken større, mindre eller mere faste af. Tværtimod kommer de på magisk vis til at se meget bedre ud i spejlet, hvis du bestemmer dig for, at de er flotte (og vi er sikre på, der er mange mænd, der vil give dig ret.) 

4. Hvad en fødsel gør ved dit underliv

Der er absolut ingen grund til at gruble over, om dine private parts mon bliver på størrelse med Valbyhallen, når dine imaginære børn engang er kommet til verden. Du skal nok blive dig selv igen dernede – det siger alle dem, der har prøvet det i hvert fald.

5. Hvad folk tænker om din nye kæreste

Bliver veninderne tilpas imponerede? Eller lægger de mærke til, at han har lidt topmave? Helt ærligt – er det dig eller dem, der skal gå i seng med ham? Det eneste, du behøver bekymre dig om, er: ‘Hvordan får jeg det i maven, når jeg kigger på ham?’.

6. Vejret

‘Aiiiij altså, vi skal i sommerhus i weekenden, og det begynder måske at regne’. Og hvad vil du gøre ved det? Pak gummistøvlerne i kufferten – og lad så være med at bruge energi på det!

7. At have samme kjole på til to fester i træk

Noterede du selv kollegaernes påklædning ned i din telefon til julefrokosten? Nej? Så er det nok heller ikke sandsynligt, at Pernille fra HR gjorde det (og hvis hun gjorde, for tjener hun da faktisk den lille glæde i livet, det er at fange dig i samme kjole to gange). 

8. Hans sms'er

Du kan i hvert fald være helt sikker på, at han ikke bekymrer sig om dem!

9. Den Snickers, du spiste igår

Yes, det er usundt – men nu er det ligesom sket, ikke? Fokusér i stedet på de lækre grøntsagsstænger, du vil snacke på i aften.

10. . Antal timer, til du skal stå op

Nu er der kun seks timer og 33 minutter, til du skal op. Nu skal du altså VIRKELIG sove. Seks timer og 32 minutter ... Argh, stress! 

11. Alle de mænd, du ikke burde have været sammen med

‘Puha, nu er mit magiske tal oppe på 27 – er jeg billig? Er det for meget at være sammen med tre mænd på to uger?’. Nej og nej! Et tal er kun et tal, og du har haft det sjovt! 

12. Din vægt

Måske har øl- og pizzakalorierne fået både måsen og tallet på badevægten til at vokse lidt. Lev med det, eller gør noget ved det. Det ændrer sig i hvert fald ikke af, at du tænker så meget over det.

Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman. 

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.