Åh, vi bliver en smule nostalgiske, når vi husker tilbage til vores kære folkeskoletid. Den er fyldt med en masse minder – gode, sjove, pinlige og nogle knap så morsomme.
For mange er frikvartererne de bedste minder... men hvad lavede vi egentlig? Smartphonen eksisterede jo ikke endnu.
1. Klappelege og remser
“Andersine, Anders And og Rip, Rap, Rup, de skulle ud og køøøre. Anders And blev træt og lagde sig ned....” Du kan den helt sikkert udenad – og nu har du den på hjernen resten af dagen.
2. Byttede... med ALT
Spice Girls-kort, Pokémon-kort, Diddl-brevpapir, stofklistermærker, servietter, glansbilleder, viskelæder – vi byttede med ALT, der kunne byttes. Og vi havde helt styr på, hvad de forskellige ting var værd. 1 styk Diddl-brevpapir med duft = 3 styk Diddlina-papir uden.
Take it or leave it.
3. Hop over bolden
Hvem gad spille fodbold, når man kunne sparke bolden op mod en mur og hoppe over den? Da ikke os, i hvert fald.
4. S, P eller K
Legen der meget hurtigt kunne blive liiidt farlig. Men ikke desto mindre så legede vi den, for hvad var sjovere end at finde ud af, om Lisa var forelsket i Mads, eller hvor mange procent Kristian ville sætte på Mathilde? Og vinderen: at få Rasmus til at gøre noget klamt.

5. Galgen
Ordlege var altid populære, og den her på tavlen kunne sagtens få frikvarteret til at flyve forbi. Især hvis vi havde et rigtig godt ord, som ingen af de andre kunne gætte. Dø, galgemand!
6. Bubble Trouble
De af os, som var heldige at gå på en skole med computeradgang i frikvarteret, spillede med garanti det rimelig afhængighedsskabende spil Bubble Trouble. De der bobler skulle bare udryddes!
7. Snake
Nokia 3310 var både moderne og smart, men vi brugte den nu mest til at spille Snake på. Da det ikke var alle, der var blevet velsignet med en mobil, lånte vi den ud og sad rundt om hinanden for at heppe: “Gå til højre nu! Åh nej! Nej nej nej... Øv! Men nu er det min tur!”
8. Syvstjerne
Hop, drej rundt, og klap, alt imens du kaster en tennisbold op ad muren. Det handlede om at komme fejlfrit gennem de syv udfordringer, enten med din bedsteveninde, i hold eller for dig selv. Hold nu op, hvor der blev øvet på væggen hjemme, så vi kunne vise vores skills og imponere de seje drenge.
9. Fingerstrik og elastiklege
Det var altså virkelig sejt og slet ikke bedstemor-agtigt. Seriøst!
10. Hørte musik... på CD’er
Der var altid en i klassen, som havde de store hits med på en skive, som vi lyttede til på den klassekasse-financierede CD-afspiller. Længe leve Britney Spears, Justin Timberlake, Avril Lavigne og Soap – R.I.P CD’er.

11. Spark til dåsen
En ægte klassiker, hvor vi kunne gemme os sammen med bedsteveninden, og så kunne vi sidde og snakke løs, imens Kasper løb skolegården rundt for at finde os. Og hvis vi blev fundet, så var vi egentlig også ligeglade. Ha!
12. Flipflapper
En anden nem leg, der kunne skabes med kun en lap foldet papir og farveblyanter. Vælg farve og tal, og åbn så papiret, og modtag en poetisk og livsforandrende besked som: “Du er smuk.”, “Du er cool.”, “Du er sej.” -Altid godt for selvtilliden!
Vil du følge med i, hvad vi laver på Woman-redaktionen? Læs mere her.