Mormor og barnebarn gør rent
Mormor kan nogle geniale tricks, når det gælder husholdning. © Getty Images

11 geniale mormor-tricks, du ikke kan leve uden i dit køkken

Hun ved blandt andet, hvordan du steger den perfekte bøf

23. juni 2021 af Redaktionen

Husholdningseksperten Ann-Alicia Thunbo Illskov er blogger og medforfatter til bogen Hold da helt hus, som er fyldt med tips til hverdagen. Hun har arbejdet fem år i Kongehuset og interesserer sig for madlavning og husholdning – og her deler hun sine bedste tips til at holde hus som mormor. 

1. Afrim din fryser

Læg alle madvarerne ned i en køletaske, eller pak dem godt ind i håndklæder, og læg dem under din dyne. Sluk for fryseren, og stil en skål med kogende vand ind i den. Lad døren stå på klem, og vent et par timer. Så kan du let tørre fryseren af med en våd klud med lidt opvaskemiddel på. 

2. Steg en god bøf

Skru helt op for blusset, og lad panden blive så varm, at du kan mærke varmen, når du holder din hånd henover. Hæld fedtstof på, og når det akkurat er smeltet, lægger du din bøf på panden.

De fleste foretrækker en medium stegt bøf. Den er klar, når den har samme konsistens som din næsetip, når du trykker på den med en finger. Saften må godt være lidt rød, når du trykker på den. 

Veninder der laver mad
Mormor har altid geniale tips til madlavning, så du kan blære dig overfor din veninde med din gode mad.© Getty Images

3. Rens ovnen rigtigt

Hav altid en bradepande beklædt med stanniol stående i bunden af ovnen. Så kan du nøjes med at rengøre bradepanden eller smide stanniolet ud. Er ovnen meget beskidt, skal du vente, til den er ved at køle af. Når den er på cirka 50 grader, skal du tage gummihandsker på og smøre den ind i brun sæbe. Lad den blive helt kold, og tør sæben væk med lunkent vand. 

4. Hold køleskabet rent

En gang i løbet af ugen, når du lige har købt ind, og dit køleskab er allermest tomt, tager du en våd klud og kører hen over hylderne, inden du sætter den nye mad ind. Husk at gøre det regelmæssigt – så behøver det ikke været et stort arbejde. Sørg for, temperaturen altid er på tre til fem grader. 

Kvinde rydder op i køleskab
Husk at ryd ud i dit køleskab, så det forbliver rent. © Getty Images

5. Få et skinnende komfur

Hvis der er mange fastbrændte madrester, kan du starte med at bruge en komfurkniv til at skrabe dem af. Herefter putter du lidt brun sæbe på en skuresvamp og skrubber komfuret godt. Afslut seancen med at tørre af med lunkent vand. 

6. Undgå glaspest

Glaspest opstår, når du vasker dine glas på mere end 55 grader. Du skal derfor vaske dem på et kort program på opvaskemaskinen på mindre end 55 grader og undgå opvaskemaskinens tørrefunktion. Eller du kan vaske dem i hånden. 

7. Lav en gammeldags opbagt sovs

Smelt 50 gram smør, og tilsæt et par spiseskefulde mel, indtil det bliver til klumper. Hæld en deciliter mælk i, mens du pisker i sovsen med et piskeris. Lad den koge op, og hæld mere mælk i, indtil den har den ønskede konsistens. Til sidst tilsætter du en bouillonterning og lidt salt. 

Du kan også tilsætte karry eller lidt marmelade for ekstra smag, alt efter hvad sovsen skal bruges til. 

Kvinde laver mad i køkken
Imponer dig selv (og andre) med en fantastisk sovs, som kun mormor ville lave den. © Getty Images

8. Kog kartoflerne rigtigt

Husk salt i vandet, så kartoflerne kommer til at smage af noget! Lad være med at lade vandet buldrekoge – det bliver kartoflerne ikke hurtigere færdige af. Lad vandet småkoge. Så snart du kan stikke en kødnål eller gaffel gennem en kartoffel, er de færdige. Vælg én kartoffel, du stikker i, så du ikke laver huller i dem allesammen. 

9. Sådan afkalker du dit afløb og elkedel

  • Dit afløb skal afkalkes en gang om ugen – når du alligevel koger vand til te eller kaffe – koger du lige en liter ekstra og hælder den i afløbet. Hvis det er stoppet, hælder du en halv deciliter opvaskemiddel i afløbet sammen med det kogende vand. Er det meget grelt, tilsætter du en hel deciliter opvaskemiddel og bruger en svupper.
  • For at afkalke din elkedel, skal du købe en liter lagereddike. Hæld halvt eddike, halvt vand i kedlen, så den er helt fuld, og lad det koge op. Lad det bagefter stå en time i kedlen og hygge sig. Hæld eddikevandet ud, og kog kedlen igennem med rent vand tre gange. 

10. Sådan laver du sprød svær

Gnid sværen med salt, og sæt stegen ind i en varm ovn på 230 grader i 20 minutter. Skru ovnen ned på 170 grader, og hæld en liter vand ved stegen. Hæld hver halve time noget af vandet hen over stegen. Efter to timer skal du tage vandet fra og gemme det til sovsen. Skru ovnen op på 250 grader varmluft, og giv kødet de sidste 20 minutter i ovnen. 

11. Gode tips til grønt

Du skal altid skylle alt det grønne som salat og frugt. Hold det ind under vandhanen, mens du vender og drejer det og tæller langsomt til fem.

Pynt dine retter med grønt – persille og pur- løg fungerer til næsten alting. Når du blander salat, kan du med fordel lade de sidste to ingredienser – dem med mest farve – blive liggende i toppen. 

Artiklen er tidligere bragt i magasinet og er skrevet af Cordelia Weber.

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide