14 ting, du ALDRIG gjorde inden Facebook

Brugte du overhovedet ordene ‘tillykke med fødselsdagen’ før 2004?

17. januar 2016 af Marianne Fischer

1. Fortalte alle, hvad du spiste til aftensmad. Højst din mor, men hun likede det til gengæld altid.

2. Gik i panik, hvis du ikke havde internet på telefonen. Bevares, det var da praktisk, at du kunne tjekke din mail. Men i dag får du nærmest koldsved, hvis nettet er ustabilt.

3. Spurgte folk, om de ville være din ven. Eller... det vil sige, at du gjorde det engang på en charter, da du var 8 år, fordi din mor tvang dig, men ellers er det ikke noget, du bruger ude i det virkelige liv.

4. Fik babybilleder af personer, du gik i parallelklasse med i sjette. Før i tiden hørte du højst et rygte (fra din mor) om, at hende fra din folkeskole var gravid. Nu følger du med fra første scanningsbillede til første skridt. Lækkert. 

5. Tjekkede op på dine venner hver eneste dag. Hvis der var noget, I skulle fortælle hinanden, talte I i telefonen – og gerne i flere timer. Nu kan du bare tjekke hendes væg, hvis du skal have en hurtig update.

6. Brugte ordet væg flere gange om dagen. Tidligere brugte du kun ordet ‘væg’ hvert andet år, når du skulle beslutte dig for, om du skulle beholde tapetet eller prøve svampemaling.

7. Bad folk om nye liv. Engang tiggede du din mor og far om flere mønter at spille for i automaten, når der var byfest. Nu beder du alle dine venner om at give dig credits og nye liv, når du spiller Candy Chrush og Sweet Splash.

8. Kom i ophedede politiske diskussioner med folk, du ikke kendte. Skulle man lige give sit besyv med i en debat om asylpolitik på en vens væg? Nej, det skulle man ikke – medmindre man gerne ville bruge tre dage på at følge den til dørs.

9. Råbte til alle, at du havde fået en kæreste, eller at I havde slået op. Det gør du sådan set heller ikke i dag – men det kunne du ligeså godt, for det ryger alligevel ud til 1.000 af dine nærmeste venner, når du ændrer status på Face.

10. Sendte dine feriebilleder til andre. ‘Og her er så et billede af Eiffeltårnet. Er klar over, du også kan Google det, men det her har jeg jo selv taget, så…”

11. Blev opdateret på din ekskærestes liv. Engang var en ekskæreste (gudskelov) lidt af et mysterium. I dag ved du, om han også skal til koncerten på lørdag, hvilke nye venner har har fået og – GISP – kærester!!!

12. Likede ting, folk sagde. ‘Interessant pointe, Ulla. Her får du lige en tommel-op som et bevis på, at jeg synes-godt-om det, du sagde’.

13. Brugte tid på at overveje, hvordan diverse episoder i dit liv kunne formuleres sjovt på skrift. Medmindre du pønsede på en selvbiografi selvfølgelig.

14. Ønskede folk tillykke med fødselsdagen. Var der overhovedet nogen, der fyldte år før 2004?