14 ting, du ikke skal sige til kvinder, der elsker at shoppe

Det vil sige stort set os alle, men derfor skal vi stadig finde os i dumme kommentarer

17. november 2015 af Sara Møller Christensen

1. “Man siger jo, at den perfekte garderobe kun indeholder 35 ting...” Du skal ikke tro på alt, hvad folk siger. Tror du også på julemanden?

2. “Hvad har den kostet?” Spørger du, fordi du er oprigtigt interesseret og synes, den er fed? Så skal jeg nok svare. Spørger du bare for at dømme? Så kan du spørge hånden, for jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at svare.

3. “Du mangler jo ikke noget.” Nej, det er der jo ikke nogen af os forkælede danskere, der for alvor gør. Men ejer jeg alt fedt tøj i hele verden? Nej? Så føler jeg altså stadig, jeg mangler noget!

4. “Sådan én der har du da i forvejen.” Du mener en sort kjole? Ja, dem har jeg mange af, men de er jo vidt forskellige, så hvad snakker du om?

5. “Har du virkelig ikke noget bedre at bruge dine penge på?” Hvis du med ‘bedre’ mener, om jeg ikke har noget andet, jeg kan købe, der kan gøre mig ligeså glad, så nej.

6. “Shopping er jo bare en måde at få afløb for følelserne på – ligesom trøstespisning.” Eller også er tøj bare min hobby, og den synes jeg, det er fair at bruge penge på.

7. “Man kan slet ikke se, du bruger så mange penge på shopping.” Og man kan slet ikke se på dig, at du er nederen, men det fik du da lige afsløret der.

8. “Der er mennesker i verden, der ikke engang har råd til ét sæt tøj.” Og dem føler jeg virkelig med! Men hvis vi aldrig kunne gøre noget, bare fordi andre ikke har samme mulighed, ville verden være et (endnu mere) trist sted.

9. “Du får vist for meget i løn, hva'?” Nej, jeg prioriterer nok bare anderledes, end du gør – for eksempel ved at følge disse geniale sparetips i hverdagen.

10. “Hvorfor shopper du ikke bare på nettet? Netshopping er meget hurtigere!” Når Cristiano Ronaldo går på fodboldbanen, gør han det jo heller ikke for at få det hurtigt overstået, vel?

11. “For samme beløb kunne du have fået en middag på en dyr restaurant/en flybillet/et surfbræt/en ansigtsbehandling.” Men hvis jeg hellere ville have haft én af de ting, havde jeg nok købt dem.

12. “Fortryder du aldrig dine køb?” Det er næsten umuligt at undgå fejl, når du shopper, men jeg er efterhånden så rutineret, at det er sjældent, det sker.

13. “Du burde blive personlig shopper eller arbejde i en tøjbutik eller sådan noget.” Jeg forstår ikke rigtigt... What's in it for me?

14. “Du ved godt, shopping er en afhængighed ligesom ludomani og stofmisbrug, ikk'?” Medmindre det her er en intervention eller et afsnit af ‘Luksusfælden’, så tror jeg nu nok, jeg skal klare mig uden en løftet pegefinger.