Julehader
© Getty Images

15 ting, der (røv-)irriterer alle os, der synes, at julen er komplet overvurderet

Nu har vi vist hørt den Mariah Carey-sang...

4. december 2016 af Maria Broe Trustrup Hansen

1. Retter med gris. Flæskesteg, rullepølse, medister, frikadeller, sylte, leverpostej. Hvor meget svin kan ét menneske spise? Du håber virkelig, at det IKKE er sandt, at man bliver, hvad man spiser...

2. Julemusik på repeat. Okay, nu har vi ligesom hørt Mariah Carey og Wham! (hvad sker der iøvrigt for udråbstegnet?) sådan cirka tyve(tusinde) gange for mange. Er der ikke blevet opfundet en ny julesang de sidste ti år, eller hvad sker der?

3. Grådighed i butikkerne. Alle butikker er proppede med mennesker, som febrilsk hiver ting ned fra hylderne, som var 24. december en slags dommedag og ikke juleaften. I ved godt, at butikkerne åbner igen på den anden side af jul, ikk'?

4. Gaveræs generelt. Du kan aldrig finde på noget at ønske dig, og du mistænker, at alle andre har det på samme måde. Ergo bytter I bare forskelligt bras med hinanden, som I ville have købt selv, hvis I virkelig manglede det. Og der er så mange af dem! Mandelgaver, adventsgaver, kalendergaver – jesus christ

5. Konceptet med pakkeleg til julefrokosten. Du troede, at dine venner var ganske fornuftige, voksne mennesker. Du troede forkert... Hey venner, ro på battet – det er bare en dåse hakkede tomater og en rulle toiletpapir, I kan vinde!

6. Nissevenner på jobbet. “Næ, hvor sjovt, at du har gemt mit tastatur i skuffen og hældt grødris ud over hele mit skrivebord.” Og med sjovt mener du irriterende.

7. Når folk serverer risengrød. Det er ikke mad for mennesker. I hvert fald ikke mennesker, der ikke er med i Oliver Twist. 

8. Begejstringen for julekalendere. Behøver I HVER dag at snakke om, hvad der skete med den ligegyldige nisse i gårsdagens afsnit? I forstyrrer min frokost. Shh...

9. Brunkager og pebernødder. Hvem i alverden har opfundet det tørre stads, som folk kalder småkager? Stik mig en flødesskumskage, og jeg lover, at jeg klapper i.

10. Hjemmelavet konfekt. Nu vi er ved nederen snacks (og nej, man skulle ikke tro, at ting med så meget sukker kunne være nederen), så er lunken marcipan, som folk har rullet med fedtede fingre, heller ikke noget, der ryger lige i løgneren. Det er selvfølgelig lidt svært at takke nej, når det er din egen mormor, der har lavet det med sine gigtplagede hænder.

11. Nissehuer til voksne. Ikke seje på J-dag, når julesneen falder (den smager for øvrigt af rensdyrpis) og ikke seje i resten af december. 

12. De djævelsk uimodståelige æbleskiver, som serveres alle steder. Okay, indrømmet – de smager godt. Faktisk alt for godt, så det er umuligt at holde sig væk. Skal jeg nu også tage fem kilo på, bare fordi det er december? Det er ikke fair.

13. Lugten (nej, ikke duften) af gløgg. Den søde, kvalmende lugt af halvlunken rødvin overskygger alt andet i et rum. Og hey, det er altså spild af vin.

14. Slik formet som nissemænd. Hvorfor skal din skumfidus, din chokolade, din vingummi, dit bolche og resten af din slikskål absolut ligne små creepy nisser? Vi spiser jo heller ikke små chokoladekors med vingummi-Jesus på.

15. Traditionen med kalenderlys. Forstå det nu – I når ADRIG NOGENSINDE at brænde det helt ned, så det er en komplet ligegyldig måde at holde styr på dagene i december.

Vil du have flere sparetips, deltage i konkurrencer og få spændende nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.