Børn i telt, myg, skumfidus på pind
Har du ofte været på camping som barn? © iStock, iStock, iStock

15 ting, du med garanti husker, hvis du også altid blev hevet med på camping i din barndom

Campingpladsens hoppepude var en krigszone, når de fuldvoksne mænd skulle prøve den...

9. maj 2023 af Rie Louise Kirkebjerg

1. Når du og din familie ankom til campingpladsen, var du mere spændt på at finde ud af, hvem I skulle bo ved siden af, end du i dag er på at se en ny sæson af din yndlings-Netflix-serie. Det var nemlig altafgørende for din ferie, om det var en familie med mange børn eller Hans og Gitta på 80+.

2. Den årlige campingtur var den tid på året, hvor du endelig fik lov at smæske dig i Nutella. Og derfor blev den fløjlsbløde chokoladecreme selvfølgelig spist til ALLE måltider.

3. Den ubeskrivelige følelse i kroppen når du kunne mærke hver en lille pind og sten under dig hele natten, fordi du forsøgte at sove på et tre centimeter tykt (eller tyndt) liggeunderlag.

4. Dåsemad varmet over primus, hvis din familie var af den primitive karakter. Pommes og en halv grillkylling fra campingpladsens lokale bistro, hvis ikke.

5. Regn på teltdugen var faktisk rigtig hyggeligt, men efter en hel dag, var det knap så fedt. Især ikke når ALT i teltet var fugtigt (i bedste fald) eller gennemblødt (i værste fald).

6. Panikken, når en myg (eller hveps!) trængte ind i teltet, på trods af at I alle nøjsomt lynede myggenettet op, sprang ud af teltet med et imponerende parkour-hop og hurtigt lynede myggenetslågen på igen, hver eneste gang I forlod det.

7. Den fantastiske følelse det var at sidde og stirre ind i bålets flammer i timevis og tale om alt og intet. Når din far begyndte på gyserhistorierne, og du hørte lyde i buskene uden for, var det dog ikke så hyggeligt længere…

8. De (altid) flade luftmadrasser gjorde, at du satte større pris på din egen seng med dit skyllemiddelsduftende Barbie-sengetøj, når du kom hjem fra jeres ferie. Ahhh...

9. At ose rundt i timer i campingpladsens lillebitte supermarked. Det var en af de absolut fedeste oplevelser på campingturen at kigge på alt lige fra postkort og oppusteligt badelegetøj til udenlandske tegneserier, spændende slik og dåsesodavand.

10. Du formåede altid at få nye venner. Og det gjorde dine forældre også, for de blev nemlig venner med dine nye legekammeraters forældre!

11. Det sukkertrip, du fik af alle de skumfiduser, du bagte over bålet. Gad vide, om du egentlig er skadet den dag i dag, fordi du spiste delikatessen, selvom den altid blev liiiidt sort?

12. Det kaos, der ALTID var på campingpladsens hoppepude. Især når de fuldvoksne, tunge mænd og vilde drengegrupper hoppede samtidig, skulle du være virkeligt varsom!

13. Din krop blev dækket fuldstændigt af myggestik. Så et lille myggestik i dag kan slet ikke slå dig ud.

14. Du skulle altid sende postkort til alle dine veninder, så du fandt det fedeste postkort med et billede af hoppepuden på. Retur fik du så postkort med strande, azurblåt hav og solskin fra venindernes charterrejser. Hver sin charme! 

15. Ja, lidt misundelig var du altså, når veninderne havde købt seje souvenirs med hjem og snorklet med farverige Nemo-lignende fisk. Men du tog morgenbad i en iskold skovsø! Eller i campingpladsens badehus, hvis du var heldig.