Kvinde står i bus
Bevæger du dig også forvirret rundt i storbyen? © Getty Images

19 ting, som alle os fra små byer oplever, når vi flytter til storbyen

Du bliver chokeret, første gang du køber en kop kaffe og en bolle hos bageren... for 73 kroner!?!

9. september 2022 af Sara Møller Christensen

1. Din største frygt er at løbe tør for strøm på din iPhone. Uden den aner du ikke, hvor du er – eller hvor du skal hen.

2. Din andenstørste frygt er at blive bestjålet. Den slags sker jo hele tiden i storbyen, så du klamrer dig til din taske i bussen!

3. Apropros bussen, så er det helt sindssygt, så proppet den er. Derhjemme kunne du altid få et dobbeltsæde for dig selv.

4. Nogle gange glemmer du helt, at offentlig transport er en mulighed, fordi du er vant til, at busserne stopper med at køre kl. 17. “Så du siger, jeg har cyklet 12 kilometer i regnvejr langs samme vej, hvor bussen kørte. That's great!” 

5. Du er meget overvældet over alle de lækkerier, du kan få. Ikke nok med, at der er mere end ét pizzaria. Der er også indisk, thai, vietnamesisk og japansk – og alt muligt andet! 

6. Du bliver chokeret, første gang du køber en kop kaffe og en bolle hos bageren. 73 kroner!?! Serverer I kaffen i et Royal Copenhagen-krus... som jeg får lov til at beholde?

7. Dine penge forsvinder generelt meget hurtigere, end de gjorde derhjemme. Der går jo konstant mere end to film i biografen – fristelserne lurer overalt! Du får virkelig brug for disse tips til at spare penge i hverdagen.

8. En stor del af dit pengeforbrug skyldes den afsindigt høje husleje. Du betaler det samme for en lille to-værelses, som dine forældre giver for deres 250 kvadratmeterstore hus OG sommerhuset ved vandet. 

9. Du møder aldrig nogen på gaden, du kender. Eller... det passer ikke. Engang så du en kendt person og blev så overrasket, at du kom til at sige hej. Men bare rolig, du er ikke den eneste, der har opført dig pinligt over for en kendis. 

10. Du kan få flere timer til at gå med at kigge på mennesker. Seriøst, hvor køber de deres tøj? Det kan ikke være i gågaden, for der har du været (faktisk var det det eneste sted, du shoppede det første år).

11. Der er aldrig helt mørkt. Dejligt, når du skal cykle hjem. Irriterende, når du har hængt dit rullegardin fra Ikea skævt op.

12. Generelt går vigtigheden af gardiner op for dig. Folk bor jo så tæt, at man kan glo ind i hinandens soveværelser (glimrende tidsfordriv for øvrigt).

13. Du lærer hurtigt, at cykler skal låses med boltlås (er det ikke et ord for en virkelig stærk lås?). Og den skal gerne låses fast til cykelstativet uden for politistationen, hvis du skal føle dig helt sikker.

14. At gå i byen er ikke bare ‘at gå i byen’. Hvis du vil have en reel chance for at møde dine venner, som også er i byen, skal I først blive enige om en bydel, en klub og et tidspunkt – ellers finder I aldrig hinanden! Sådan var det altså ikke, da du gik i byen derhjemme, før du fyldte 18 år.

15. Der er altid noget, der er åbent. Du føler dig helt New Yorker-agtig, første gang du handler efter klokken 20.

16. Pludselig har du naboer, som du ikke snakker med. Medmindre de selvfølgelig kommer for at klage over, at du larmer, men du er bare vant til at kunne skråle ustyrligt højt med på I Will Always Love You og andre hjerteskærende sange. Hvad er problemet egentlig? Det lyder jo godt!

17. Derhjemme var du pissegod til at køre bil, men her tør du knap nok sætte dig bag rattet. Hvordan f... får du skidtet parkeret? 

18. Du bliver pludselig meget nostalgisk omkring din dejlige lille hjemby. Hvor var det egentlig dejligt at bo der. Det burde alle prøve!

19. Hvis nogen spørger dig, om du selv vil flytte tilbage, er du lidt mere tvivlende. Ikke lige nu i hvert fald – du er jo lige ved at lære at finde rundt uden din iPhone.