© iStock | Ikea

20 ting, der altid sker for os, der på ingen måde kan styre os i IKEA

Du skulle jo bare have nogle servietter og en opvaskebørste...

25. maj 2021 af Sara Møller Christensen

1. Det starter altid med, at det er din veninde, der skal derud. Men du kan da godt tage med – for hyggens skyld.

2. Nu du tænker over det, mangler du også et par småting. Du har lavet en liste over dem, og den holder du dig til!

3. Du tager alligevel lige en blyant, da du ankommer til varehuset. De er jo så nuttede og er også gode at have hjemme i køkkenskuffen (hvor der ligger cirka 23 i forvejen).

4. Du tager også lige en gul pose. Den kan jo bare hænge på din skulder, indtil du når ned i småtingsafdelingen og finder de servietter og den opvaskebørste, der står på din liste.

5. Du går bare hurtigt igennem køkkenafdelingen – du skal jo ikke have noget. “Okay, hvordan f....n kan de have så mange ting på så lidt plads? Sådan en krydderihylde med kroge skal jeg også have!”

6. Koster den her skål virkelig kun 13 kroner? Købt! Måske du skulle tage to for at være på den sikre side?

7. Da du når til sengeafdelingen, er du lidt træt, så du lægger dig lige lidt. Og mærker til din store forbavselse det blødeste sengetøj, du nogensinde har ligget i, og som du bliver NØDT til at have med hjem. Det gamle trænger også til at blive vasket.

8. Da du når til kantinen, skal du have lidt kötbullar at styrke dig på. Og med lidt mener vi selvfølgelig minimum 20. 

9. Mandeltærte til en flad 20'er er simpelthen også for godt til at gå glip af. Sådan et stykke ryger selvfølgelig også op på bakken.

10. Fem glas sodavand senere er du klar til at indtage småtingsafdelingen! Helt frisk – og meget, meget mæt.

11. Okay, først tissepause! Men hvor pokker er der et toilet, som ikke er en udstillingsmodel?

12. Og NU: Småtingsafdelingen! Du bliver lige nødt til at finde en ny gul pose først, for den første er på mærkelig vis blevet fyldt... “Er det måske et tegn på, at du er lidt for glad for at shoppe? Nej, vel?)

13. Du køber stort set alt, hvor der er IKEA Family-rabat. Det er dit næstbedste kort i pungen, efter dankortet. Uh, badetøfler!

14. Planteafdelingen er umulig at modstå every freakin' time. Hvem vil ikke gerne have et hjem, der ligner Randers Regnskov?

15. Du når til lageret med det smarte reolsystem og bliver endnu engang imponeret over, hvor smart det er. Hvis bare du kunne lave et lignende system i din garderobe.

16. Du finder reol 13, plads 25... og du skal ærligt indrømme, at du ikke havde set det komme, at en lillebitte kommode kunne fylde så meget. Nå, pyt – du havde også tænkt, du skulle i gang med at træne.

17. Du smider dine ting op på kassebåndet, og WHAT?!? Hvordan kan du have brugt så mange penge? Du skulle jo bare have servietter og en opvaskebørste.

18. Du har så også fået virkelig meget for pengene. Hvordan du skal få det hjem, aner du dog ikke lige pt.

19. Det er bedst, du lige styrker dig på en pølse og en softice ved udgangen. Og fem glas sodavand mere, selvfølgelig!

20. Med fornyet energi kommer du i tanke om, at du selvfølgelig bare låner en trailer til at slæbe dine 32 ting hjem. Gotta love IKEA!

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.