21 uhyggelige ting, som skræmte livet af os, da vi var børn

Kirsten Lehfeldt i rollen som kulsoen kan intet barn ryste af sig. Hun bragte stof til mangt et mareridt. Så kom ikke og sig, at du ikke har fået noget for licensen.

Hver gang politiet efterlyste en gerningsmand på denne måde, var det meget uhyggeligere, end hvis de havde haft et rigtig foto af forbryderen. Alene ordet “fantomtegning” antydede, at manden måske var et spøgelse af en art.

...det bliver så heller ikke bedre af, at ham her er Bob fra Twin Peaks.

Klamme mænd, der pludselig smed bukserne, var desværre ikke en plage, man kunne være sikker på at slippe for som barn. Og vi frygtede at møde en blotter, som vi frygtede at møde et monster.

I dag synes vi nærmere, at de er lidt ynkelige.

Tanken om, at vi kunne blive bortført i et rumskib, var en helt reel frygt for os!

Der løb en kold rislen ned ad ryggen på os, når vi sad klar foran tv'et, og Red Joppe gik i gang.

Damn you, Fjernsyn for dig, vi sov ikke i dagevis efter på grund af den uhyggelige intro!

Kriminalserien, der indprentede sig i vores barnesind, ikke mindst på grund af scenen, hvor skurken (spillet af Torben Jensen) udgiver sig for politimand ved at vise en mønt i stedet for politiskilt. Mind = blown!

At politiet faktisk kunne finde på at arrestere og fængsle en 7-årig for at stjæle tyggegummi i Brugsen var en helt sandsynlig – og hårrejsende skræmmende – tanke i vores univers.

Derfor stjal vi (næsten) aldrig!

Garrett Slan brød ind i strandlejligheden og voldtog næsten Donna. Vi var stadig børn, da vi fulgte med i Beverly Hills for første gang, og ham her brændte sig fast i vores hukommelse. 

Urgh!

Især fugleedderkopper og sorte enker brugte vi meget tid på at kigge efter under sengen og i brusekabinen.

Pyt med, at der ikke levede den slags spidermen på danske breddegrader – man kunne jo aldrig vide!

Fremmede mænd med slik skulle man holde sig fra. Også fremmede mænd, der ville give et lift.

Vi tænkte aldrig nærmere over, hvorfor de der børnelokkere egentlig skulle have lyst til at lokke os, men ræd for dem, det var vi ved Gud.

Hvordan kunne vores forældre være så skråsikre på, at der ikke var spøgelser på loftet?

Uanset at vi ikke ejede noget, der var værd at rende med, frygtede vi alligevel det øjeblik, hvor vi skulle stå ansigt til ansigt med en indbrugstyv på vores værelser.

De gik jo primært efter Lego og Barbie, det ved enhver.

Alene titelmelodien fik os til at holde os for ørene af skræk. 

Der var ikke den hyggelige location, som ikke kunne forpestes af mørke. Selv vores mormors hyggelige stuer blev lidt creepy, når lyset blev slukket.

Frygten for at blive ædt af en haj satte sig for evigt i os efter at have set Dødens gab eller dokumentarprogrammer om hajangreb.

Og angsten var der også, når vi var i svømmeren.

Vi rystede i bukserne, når vi nærmere os en kompostbunke.

Han er stadig creepy, når han svæver rundt helt ordløs og mørk.

Gud nåde og trøste os, hvis vi havde fået lov at være længe oppe, og Spielbergs miniserie Det onde blev vist på tv.

Når Benny drak alkohol og gik ud for at myrde nisser, var både julen og vores nattesøvn i fare.

Vi kunne vi jo aldrig vide, om en morder/slange/haj/indbrudstyv havde gemt sig og bare lå og lyttede efter vores vejrtrækning!

Tv-programmet Rescue 911 hed Liv eller død på dansk, og der blev altid afspillet væmmelige autentiske telefonopkald til alarmcentralen, som vi ville ønske, at vi ikke havde hørt.