En verden af værktøj
Når man har sagt A, må man ofte også sige B. Men hvis man følger den logik, når vi taler om værktøj, så når man hurtigt hele alfabetet igennem mere end blot et par gange, før man er færdig. Der findes værktøj til enhver tænkelig opgave, og ofte findes div. værktøjer også i et utal af varianter. En hammer er ikke bare en hammer. I denne artikel vil vi dog fokusere på el-værktøjer, som kan dække dig ret godt ind i forhold til de fleste DIY-projekter.
1: Skruemaskine
Først og fremmest skal du have dig en god skruemaskine. En batteridrevet bore-/skruemaskine i god kvalitet er fuldstændig uundværlig i værktøjskassen, og kan spare dig for både tid og kræfter, uanset om du skal samle IKEA møbler eller bygge noget helt fra bunden. Gå evt. efter en skruemaskine som har slagfunktion, da du dermed også kan bruge den til at bore/skrue i murværk. Disse maskiner er ofte en lille smule dyrere end modeller uden slag, men den dag du skal bore i en murstensvæg, vil du ærgre dig, hvis du ikke har slagfunktion.
2: Stiksav
Når det gælder save, så er der VIRKELIG mange muligheder, men til husbehov kan de fleste faktisk klare sig med en simpel stiksav. Stiksaven er nem at betjene og kan i princippet klare langt de fleste save-opgaver man kan forestille sig.
En stiksav kan save rundinger og mønstre og er dermed utrolig alsidig - og hvis du skal lave helt lige snit, kan du lægge et bræt - eller hvad som helst, som er lige ovenpå emnet der skal saves i, så du har noget at støtte stiksaven i mod. Så laver du fuldstændig lige og præcise snit - også over længere strækninger.
3: Excentersliber
Hvis du drømmer om unikke møbler derhjemme, kan der være seriøst meget guld at finde på f.eks. loppemarkeder. Det er dog ikke altid at brugte møbler står helt lige så skarpt som man kunne ønske sig - men det kan de komme til! Med en god slibning kan man fjerne gammel lak, maling etc. fra møblerne, give dem en god olie-behandling og få dem til at stå som nye! Men der er lang vej hjem, hvis du skal slibe 4 spisebordsstole (og et spisebord) i hånden. Derfor skal du have en excentersliber! En excentersliber adskiller sig fra rystepudseren ved at køre i cirkler samtidig med at slibesålen roterer om sin egen akse. Det betyder, at den efterlader meget færre - og mindre - slibespor end f.eks. en rystepudser. Og i modsætning til andre slibemaskiner, så kan du også polere med en excentersliber, hvilket gør den helt genial til restaurering af gamle møbler - eller hvad som helst andet, som skal slibes!