4 apps, der gør hverdagen lettere

Womans chefredaktør, Sara, anmelder 4 apps, der gør hverdagen lidt nemmere

25. december 2014 af Sara Møller Christensen

EPISODES, Gratis, 5 stjerner
Er du en serienørd som mig? Så vil du elske Episodes, der hjælper dig med at holde styr på, hvilke tv-serier du har set, og hvor langt du er nået. Jeg har tit gang i fire-fem serier på én gang, og så er det genialt med en app, der fortæller mig, hvilket afsnit jeg er kommet til. Samtidig kan du se, hvilke tv-serier de andre brugere bedst kan lide, og den anbefaler nye serier ud fra dine præferencer. Jeg er fan!

WEEK CALENDER, 15 kroner, 4 stjerner
Jeg er fuldstændig afhængig af at have en kalender på min telefon! Den, der ligger på telefonen i forvejen, er ok, men Week Calendar fungerer endnu bedre for mig. Den har nemlig ugenumre, hvilket er smart i blandt andet ferieperioder, hvor vi danskere jo tit taler om uger i stedet for datoer. Og så er den designet, så du kan se alle dine aftaler på en uge i et let og overskueligt layout uden at skulle scrolle op og ned. Det spiller - men du skal så også hoste op med 15 kroner for den.

REMEMBER THE MILK, Gratis, 3 stjerner
Mmn, to do-lister, findes der noget bedre? Okay, det gør der, men jeg er nu ret vild med at lave dem - både på jobbet og i fritiden. Jeg plejer at bruge notefunktionen på min telefon, men nu har jeg opdaget Remember the Milk, hvor listerne skal oprettes på bestemte dage, så du ved, hvad der skal gøres hvornår - og der kan også tilknyttes alarmer, så du ikke glemmer noget. Det er ret overskueligt, men nok mest oplagt til dig, der laver virkelig mange to do-lister.

FOR RESTEN, Gratis, 4 stjerner
Jeg laver næsten aldrig mad, og en af grundene er, at jeg altid får en masse madvarer til overs, som jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge til. Det problem løser For Resten. Tast den madvare ind, som du gerne vil have brugt - så kommer appen med en masse opskriftsforslag til dig. Selve designet er superlækkert og enkelt, så det er helt sikkert en keeper på smartphonen!