5 ting, du ikke skal sige til os, der har en depression

For et par år siden fik jeg en middelsvær depression. Jeg var ikke så langt nede, at jeg mistede lysten til at leve, men omvendt var et par psykologsamtaler heller ikke nok til at hjælpe mig videre. På en måde var det som at falde ned i et dybt, koldt hul fyldt med vat. Jeg kunne fornemme lyset fra verden udenfor, men selvom jeg stod på tæer for at nå op til kanten, kunne jeg ikke se ud. Det hele var bare... noget lort.

Jeg husker de tre værste måneder som et maraton af selvbebrejdelse, hævede øjne, snottede kleenex, bunker af mad, ubesvarede opkald og bekymrede familiemedlemmer. Jeg sov hele tiden, så timevis af tv, og der var meget få dage, hvor jeg ikke bebrejdede mig selv, at jeg var så pivringe til alting.

Derfor har jeg tænkt over nogle råd, som du kan bruge, hvis din veninde har en depression, og du gerne vil være der for hende.

5 ting, du ikke skal sige til en med depression (selvom du mener det godt):

1. “Du må jo sige til, hvis du har brug for at snakke.” Jeg havde to veninder, som var der hele vejen igennem, og det glemmer jeg dem aldrig for. Vi sås kun, fordi de blev ved og ved (og ved) med at dukke op og ringe.

At have en depression er lidt som at ryste et træ. Bagefter ser man de få æbler, som hænger tilbage, når resten er faldet ned. Vil du oprigtigt gerne være der for din veninde, som har det skidt, så ring, mød op, eller kom med forslag til konkrete dage, hvor I skal ses. Det betyder alt, når man ikke selv har energi til at række ud.

2. “Prøv, om du kan være lidt glad, bare i dag.” Det kan være svært at forstå, når man ikke selv har været der, men mennesker, som lider af depression, kan ikke bare tage sig sammen. –Så ville de gøre det, trust me. Giv i stedet plads til tristheden, og acceptér, at din veninde kører i et meget lavere gear, end hun plejer. Det er jo ikke for evigt.

3. “Prøv at dyrke motion, det hjælper.” Det er videnskabeligt bevist, at motion virker, men opfordringer om at løbe en tur eller gå til yoga kan føles vildt uoverskuelige, når man er fanget i tristhedsland. Og så vokser den dårlige samvittighed. Over ikke at magte det, over at man “burde” hjælpe sig selv, over at man ikke engang kan dét.

For mig var det guld værd at få at vide: “Du er okay. Det er i orden bare at være. Alt, du skal i dag, er at trække vejret. Er du træt, så tag en lur. I morgen er en ny dag, og der er vi her stadig for dig. Så kan vi måske gå en lille tur sammen der.”

4. “Lykkepiller er noget møg. Bare spørg min moster/veninde/etc.” Der er mange meninger om antidepressiv medicin, men respektér din venindes valg. Det sidste, man har brug for, når man er sårbar, er skrækhistorier eller velmenende holdninger fra folk, som har set noget i fjernsynet om tankens helende kraft. Angst avler mere angst. Ro har samme mønster.

5. “Du bliver snart den gode, gamle dig igen.” Det er der desværre ingen garanti for. Jeg glemmer aldrig min læges ord: “Du skal ikke forvente at blive helt den Maria, du var før.” Tanken skræmte mig, for jeg kunne jo godt lide den gamle, glade mig. Men lægen havde ret – livskriser forandrer. Nogle ting bliver bedre bagefter, andre sværere. Sig hellere: “Du skal nok blive glad igen” fremfor løfter om, at alt bliver som før. Sådan fungerer livet ikke. Og det er også okay. Det er langt vigtigere at have gode venner omkring sig, som 1) Kan lide dig, som du er. 2) Er gode til at give kram.

Med hjælp og støtte skal din veninde skal nok komme igennem sin depression. Og til den tid vil du være glad for, at du var et af de æbler, der blev hængende på træet.