kvinde kigger lige ind i skærmen
© iStock

6 ting, du virkelig skal stoppe med at gøre foran computeren

Få et bedre helbred fra i dag, hvis du dropper disse almindelige skærmvaner

28. juni 2019 af Maria Denise Christoffersen

1. Sidde med krydsede ben

Du gør det sikkert uden at tænke over det, men når du sidder med krydsede ben, risikerer du at give dig selv rygsmerter, åreknuder, dårligere blodcirkulation – og en skæv numse. 

2. Spise uden at være opmærksom

En lille snack hjælper med at holde dampen oppe ved tastaturet. Men når du spiser noget lækkert, mens du sidder foran din computer, er det vigtigt, at du faktisk kigger og smager på din kaffe eller snack imens. Så stop op, og nyd det, du putter i munden! Du bliver hurtigere mæt, og du mærker tilfredsstillelsen ved at spise – i stedet for bare at køre mad bevidstløst ind.

3. Glemme at spritte af

Dette gælder især, hvis du arbejder på et tastatur, som andre også bruger. Men uanset hvad, skal du huske at spritte tastaturet af et par gange om ugen. Tastaturer er smurt ind i bakterier – fra din mobil, fra mad, fra andres hosten og så videre. De bakterier får du direkte ind i dit eget system, når du kløer dig i ansigtet eller tjekker din mobil, mens du arbejder! Det er ikke bare klamt, du risikerer også at blive oftere syg. 

4. Læne dig frem

Pas på din ryg, når du arbejder, ved at læne dig lidt tilbage i stolen. En foroverbøjet eller helt rank arbejdsstilling (90 grader) er for hårdt for din rygrad, hvis du arbejder i mange timer dagligt. Så læn dig tilbage, og slaaaap af.

5. Glemme at blinke

Dine øjne tørrer lettere ud, når du sidder hele dagen og kigger på noget, der er tæt på. Og fordi du koncentrerer dig om informationen på skærmen, har du en tendens til at glemme at blinke – og det tørrer øjnene ud og giver hovedpine. Så husk både at blinke og at tage pauser hver time. Så kan du lave noget andet, der tillader dine øjne kan kigge længere væk end din computerskærm.

6. Sidde stille i timevis

Det er ikke for at piske en stemning op, men... stillesiddende arbejde kan faktisk slå dig ihjel! Forskning viser, at en af de største trusler mod vores sundhed er en stillesiddende hverdag, hvor vi for eksempel arbejder i mange timer foran computeren – eller lægger os foran fjernsynet, når vi kommer hjem. En stillesiddende hverdag øger endda din dødelighed med 40 procent!

Så lav en reminder til dig selv om at komme op at stå og gå lidt rundt i løbet af arbejdsdagen. Du kan for eksempel rejse dig og give beskeder mundtligt, som du normalt ville maile, eller du kan tale i telefon, mens du bevæger dig. 

Kilder: Vidensraad.dk

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Læs mere fra samme kategori