Julemiddag
© iStock

7 nemme råd til dig, der ikke vil sætte lighedstegn mellem julemad og madspild

Det kommer både dig selv og resten af kloden til gode

18. december 2016 af Maria Broe Trustrup Hansen

Indrømmet. Vi har svært ved at styre os, når juleretterne kommer på bordet. Flæskesteg, brunede kartofler, and, sovs, rødkål, risalamande – og alle julefrokostretterne oveni hatten. 

Julemaden kommer i stride strømme, og de mange retter kan godt give os lidt af en ballonmave, som gør det svært at være i vores nye julefrokostkjoler.

Men overfloden af mad er heller ikke godt for miljøet, og det er især noget skidt, hvis vi ikke spiser op, og den gode mad går til spilde. Vi har derfor fundet 7 gode råd, som sikrer, at du ikke bidrager til verdens madspild – og som også kan hjælpe lidt på den pressede december-økonomi.

1. Planlægning

Få styr på dine gæster. Hvor mange kommer til din julefrokost eller juleaften, og hvor meget plejer de hver især at spise? Find også de opskrifter, du vil bruge, så du kan planlægge mængden af mad. Du kan nemlig sagtens nøjes med en trekvart portion til hver, for de mange juleretter gør, at vi sjældent spiser en hel portion af alle retterne.

2. Brug, hvad du har

Tjek dine skabe og din fryser, og se, om du ikke allerede har en del af ingredienserne til retterne i dit køkken. Vi kommer tit til at købe et hav af dåser og krydderier, som vi allerede har i skabet, eller vi glemmer, at vi for nylig købte en flæskesteg på tilbud, som nu ligger i fryseren. Så led køkkenet igennem, så du undgår at købe ting, du allerede har. Et ekstra tip er, at meget af maden sikkert godt kan bruges, selvom mindst holdbar til-datoen er overskredet. Brug dine øjne, din næse og sunde fornuft og tjek, om maden mon ikke er ganske glimrende og sagtens kan spises.

3. Brug “skraldet”

Vi glemmer ofte, at god mad ikke altid ligner noget fra en lækker kogebog. Halvgamle grøntssager, gammelt brød og uregulært kød kan sagtens bruges, og det er derfor synd, hvis du bare smider det ud.

4. Drop portionsanretningerne

Hvis du øser en ordentlig portion op til dine gæster, vil de måske ikke kunne spise det hele op. Hvis du lader dine gæster tage deres egen mad, undgår du at spilde maden, fordi gæsterne bedre selv kan vurdere, hvor meget de kan spise.

5. Opbevar maden korrekt

Når I har spist og proppet jer med de lækre retter, kan det være fristende at blive siddende og hygge (og slå mave), men det er en god idé at udskyde hyggen en lille smule. Hvis I får resterne på køl med det samme, kan maden nemlig holde sig i meget længere tid, og den går dermed ikke til spilde.

6. Spis dine rester

Rester er fantastiske, for de sikrer dig nemlig, at du ikke behøver at lave mad hver eneste dag – win! Spis resterne i dagene efter jul, men sørg også for at smide nogle af resterne i fryseren, så du i det nye år har en nem aftensmad liggende, som du hurtigt kan varme op.

7. Doner din overskydende mad

Ja, rester er smarte, men dit køleskab og din fryser har jo ikke uanede mængder af plads, så hvis du ikke kan opbevare al din overskydende mad, er det en god idé (og i den helt rigtige juleånd) at donere noget af din overskydende mad. Tjek, om der er nogle herberger eller andre steder i dit lokalområde, som tager imod mad, eller find en Facebook-side, hvor du også kan komme af med dine rester.

Kilde: Food Tank

Vil du deltage i konkurrencer og læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.