7 ting, du ALDRIG skal sige til os, som ikke har fået børn i 20'erne

1. “At få børn er meningen med livet!” Mit liv føles faktisk rimelig meningsfuldt allerede. Måske kunne jeg lige snuppe en rejse mere, men ellers vil jeg faktisk mene, at det kører ret godt!
2. “Før man får børn, er tilværelsen ét stort egoshow.” Sådan var dit liv måske. Vi andre har ikke været nødt til at føde et barn, før vi lærte at sætte andre mennesker først indimellem.
3. “Bliver du ikke skruk, når du ser sådan en lille én?” Hmm, tja, dit barn er da rigtig nuttet – men nej. Jeg har til gengæld kig på nogle festivalbilletter og en tur til Indien. Uuuh, det kilder helt i maven, når jeg tænker på det!
4. “Du må jo tænke på dit biologiske ur!” Og du må tænke på, at der er meget andet, man kan bruge sin tid på, end at blive forælder. For eksempel at blande sig udenom.
5. “Du ville altså være sådan en god mor!” Måske. Eller også virker jeg bare sjov og overskudsagtig med dine børn, fordi jeg ikke har været oppe klokken halv fem?
6. “Alle børn er dejlige. Og det vil du også synes, når du bliver mor!” Skal vi vædde? I så fald skal jeg have en hjernetransplantation. For jeg kan garantere dig, at jeg aldrig vil synes dét, så længe mit hjerte slår, og jeg har luft i lungerne til at råbe ad en flok provokerende møgunger.
7. “Vil du passe børnene en weekendaften, så min mand og jeg kan få lidt kærestetid?” Sorry. Spørger du en hverdag, så hellere end gerne. Men fredag-lørdag har jeg altid planer. Jeg har jo netop ikke valgt at tvangsindlægge mig selv til Disneyshow og fredagsslik de næste 18 år. Til gengæld får I al familiehyggen søndag, når jeg ligger med tømmermænd. Så skal vi ikke bare sige, at det går lige op?
PS. Shout out til de fantastiske mødre i mit liv, som formår at være geniale veninder samtidig med, at de har børn. I viser os andre (og jeres børn), hvordan det skal gøres!