7 ufede ting, vi alle har udsat vores veninder for i fuld tilstand

Julefrokostsæsonen er over os, og det betyder små sorte (kjoler) og små hvide (snaps) i massevis. Og mens opstarten på sådan en julefrokost – eller en fest generelt – altid er fyldt med velpolerede selfie-smil og gode manerer, har de fleste af os det med at blive lidt mere uhøflige ud på natten. Og ja, det går også (eller måske især) ud over vores veninder, når vi er fulde. Jeg har i hvert fald gjort mig skyldig i følgende fulde veninde-synder i årenes løb. Hvilke af dem har du begået?

1. Jeg taler over mig

Jeg er virkelig god til at holde på hemmeligheder... indtil jeg bliver fuld. Så har de det med at fosse ud af mig i samme tempo, som alkoholen ryger ind. Og dagen efter har jeg det forfærdeligt. Undskyld, veninder! Fortæl mig aldrig mere noget, som er for uimodståeligt svært at lade være med at dele på et toilet til festen.

2. Jeg drikker mig alt for fuld

Og det er okay, for min veninde er der jo til at sørge for, at jeg kommer i en taxa hjem – og at min designertaske og iPhone kommer i samme taxa...

3. Jeg dropper hende til fordel for en mand

“Jeg mødte lige ham her oppe i baren, og så glemte jeg helt, at du eksisterede. My bad!”

4. Jeg tørrer irriterende mænd af på hende

Er jeg den eneste, der er absurd dårlig til at afvise mænd, som jeg ikke er interesseret i, direkte? I stedet har jeg en tendens til at pudse mine veninder på dem: “Kan du ikke lige få ham der til at gå? Så er du en skat, tak!”

5. Jeg snerrer ad hende

Den, man elsker, snerrer man ad, når man er fuld. Det gør jeg i hvert fald! Men der er simpelthen ikke noget, der er mere nederen end at være ‘mean drunk’, så det arbejder jeg virkelig på at holde op med. Virkelig.

6. Jeg laver houdinien

Når jeg skal hjem, skal jeg hjem. Og ja, det sker ofte uden den veninde, som jeg højt og helligt havde lovet at følges med. Nogle gange vinder kebabrulle i sengen bare over at vente på veninde, der først lige skal drikke ud, finde sin jakke og flirte færdig. Am I right?

7. Jeg overøser hende med al den klæbrige kærlighed, som jeg har lidt svært ved at sætte ord på til daglig

Fordi jeg jo elsker mine veninder og skylder dem en stor tak – ikke mindst fordi de kan holde mig ud, når jeg er fuld...

Sara siger

Sara er 32 år og tidligere chefredaktør på Woman. Hun er i et livslangt forhold med Cola Zero, men er ellers single. Her deler hun sine tanker om alt fra tøjstørrelser til tv-serier og Tinder – og du kan også læse hendes seneste ledere fra magasinet.

Du vil (garanteret) også kunne lide