9 grunde til, at det faktisk er fedt at være en dårlig taber

Og hvis du vover at sige os imod, smadrer vi noget i raseri!

16. maj 2016 af Sara Møller Christensen

1. Det gør det meget sjovere at spille og quizze og alt sådan noget. Tænk, hvis du var komplet ligeglad med, om du vandt (for det er der jo underligt nok nogen, der er). Hvorfor så overhovedet være med?

2. Du føler virkelig med andre, når de taber. For du ved, hvor freakin' elendigt det føles. Det er lige til at tude over.

3. Du får nogle aggressioner ud, når du konkurrerer. Og det er da bedre at gå amok på et spil Ludo end på kæresten og hans sure sokker, ikk'?

4. Folk vil gerne være på hold med dig. For de ved, der er en god chance for, at dit hold vinder, fordi du giver dig selv 100 %. Okay, så 120 %. De skal selvfølgelig kunne leve med, at du måske kommer til at råbe lidt ad dem.

5. Du keder dig aldrig, for du kan gøre alt til en konkurrence. “Okay, så vi skal sidde i den her bil tre timer endnu. Den, der kan få øje på fleste grønne biler, vinder.”

6. Det er godt for din sundhed. Du kan nemlig ikke dyrke motion uden at konkurrere med dig selv eller andre, og det får dig til at presse dig selv. Derved undgår du at begå en af de mest almindelige fejl, som kvinder begår i fitnesscenteret.

7. Sport bliver sjovere at se på, når man går op i, hvem der vinder og taber. Dater du for eksempel en håndboldspiller, vil du kun synes, det er fedt at komme med til kampene. 

8. Du gør dig automatisk umage, når du sætter dig noget for. Alt, der ikke er perfekt, føles lidt som et nederlag i din verden – og de gør hjernedødt ond på et konkurrencemenneske som dig, så du gør alt for at undgå dem.

9. Du hoverer ikke aaaalt for meget, når du vinder. Du ved jo, det føles som at blive stukket i hjertet med en kniv, og det er ikke alle, der kommer sig ligeså hurtigt over det som Jon Snow.

Læs mere fra samme kategori