At leve med angst

Anna har skrevet et smukt essay om, hvordan det er at leve med psykisk sygdom – og kæmpe for at komme tilbage igen

20. december 2015 af Anna Guldbrand

Som en dråbe

Har du nogensinde siddet i en bil og fulgt regndråbernes færden på tværs af ruden med din finger? Har du forsøgt at følge en dråbes rute i det rette tempo og i det rette mønster for at opdage, at dråben pludselig går i stå?

Da jeg var barn, var der drømme i hobetal. De levede frit, jeg var frejdig, livet var fint. Store drømme, små drømme, barnedrømme. Præcis den rette mængde drømme til at få mit barneliv til at hænge sammen på allerbedste vis. Drømme nok til, at i morgen gav mening, men få nok til at holde hovedet i virkelighedens verden.

Men så en dag gik min verden itu. Jeg var som en dråbe på bilruden. Jeg gik i stå, alt i mens verden omkring mig for forbi i en vældig fart.

En tilstand af stilstand.

Angsten kom og dræbte drømmene. Jeg blev overmandet af mørke, blind for fremtiden. En voldsom kronisk hovedpine kaprede mit overskud, og sygdom besatte mit sind.

Barndommens drømme var ikke knuste, de var blot forsvundet; som sunket i kviksand, druknet i et kulsort hav.

Findes der drømmefangere for gode drømme? Har jeg misforstået konceptet?

 

Pludselig drømte jeg kun om natten, mareridtsdrømme. Jeg var splittet i to – hvad ønsker du mest: Endnu en søvnløs nat eller endnu en nat med mareridt? Eller bedst af alt: En smuk forening af disse onder? En bittersød følelse, når natten nærmede sig. Det tætteste jeg kom på fred – hvis jeg var heldig – en stille stund, befriet fra livets larm, endelig fri fra dagen. Men natten var også det tætteste, jeg kom på en ny dag. Det tætteste jeg kom på en ny kamp.

Jeg ophørte med at eksistere; der var kun puls tilbage, og selv pulsen ville jeg helst være foruden. Jeg skiftevis kiggede ind i væggen og talte loftsbrædderne endnu en gang. 28 stk. i min barndoms trygge hule. Indholdsløst tankemylder. Skrig i mit indre. Kaos. Kommer der nogensinde ro igen? Får jeg lov at trække vejret frit? Hvornår kommer natten?

Da angsten dræbte drømmene, mistede jeg håbet, og uden håb er der ingen mening. Meningsløsheden manifesterede sig som en rungende, bragende tomhed – jeg vandrede rundt i ingenmandsland. Alene i mængden. Ved siden af mig selv. Ved siden af dig, men heldigvis og desværre så du ikke sliddet og kampene. Heldigvis og desværre så du bare facaden, du brød ikke igennem panseret. Teflonpigen, kaldte de mig. Men de vidste ikke, at det var rent bedrag. De vidste ikke, at intet prellede af på mig, når alt kom til alt. Livet slog hårdt. Jeg samlede resterne af ondskab op, gik hjem og integrerede det i min kerne. Bød djævlen på min skulder op til dans. Lod selvhadet rase.

Angsten levede det liv, drømmene før havde haft. Angsten styrede mig, gav mig retning og gav mig det tætteste, jeg kom på formål. Alt var en flugt. En flugt fra hverdagen og fra mennesker – fra livet. En flugt fra nærhed og kontakt, en flugt fra ensomhed. Alt – hver en ting – i mit liv blev beskuet gennem en linse af angst. Altid var min krop i allerhøjeste alarmberedskab, aldrig var der ro. Kun hjemme i min egen lille hule var der fred. Kun bag en låst dør var jeg beskyttet fra verden, kun der kunne jeg i momenter lade angsten ligge. Der var kun mig selv at være bange for. Men det er heller ikke altid helt uden grund.

Alt imens kaosset rasede i mig, mens mit hoved var ved at eksplodere i smerte og tunge tanker, mens mit hjerte forkulledes og meningsløsheden voksede, mens verden for forbi, drømte folk omkring mig videre.

Pia Kjærsgaard drømte om færre flygtninge,
min kammerat Bjarke om at inddæmme ondskab med kærlighed.
Mine Facebook-venner drømte om en verden uden edderkopper,
og om at mange ville like billedet af deres cheesecake
– og deres flade maver og baller af stål selvfølgelig.
Drengene drømte om, at deres odds ville gå hjem i weekendens kampe;
om guld og grønne skove. Om en hvid jul.
Kristina drømte om, at hendes nabo ville skrue ned for musikken,
og Line drømte om, at DSB kørte til tiden.
Nogle drømte om at nå det 12. trin,

andre om at tage det første skridt.
Enhver svigermor drømte om…
Ja, hvad drømmer svigermødre egentlig om?
I vesten drømte man om at tabe et par kilo,
i Afrika om at gå mæt i seng.
Pigerne drømte om en nat med Ryan Gosling,
om end nogle kunne nøjes med mindre.
Jeg tror, at ham nede i nummer 17 drømte om,
at der kom en og vaskede hans vinduer.
Min mor drømte om at se mine smilehuller,
og mine venner om at have dem;
lad dem få dem, tænkte jeg – jeg bruger dem alligevel ikke.

Har du nogensinde siddet og betragtet din dråbe på ruden, efter den er gået i stå? Hvornår mon den bevæger sig igen? Tænk engang, at den overhovedet kan sidde så stille der på ruden, mens bilen drøner afsted og alting rusker omkring den. Det burde slet ikke være muligt – strider det ikke mod fysikkens love? Men så helt stille nærmer en ny dråbe sig din dråbe. Langsomt, men på rette kurs. Dråberne rammer sammen, kolliderer, fusionerer, forenes, bliver til én. Således får dråben liv igen, således bevæger din dråbe sig atter i nye retninger; skaber nye spor.

En dag lod jeg igen mennesker nærme sig mig, lod mig mærke deres omsorg og kærlighed og lod dem træde et skridt tættere på for hver en mareridtsnat, der var gået. Du kom, og du trådte et lille skridt nærmere end alle de andre. Varsomt og ganske forsigtigt bar du noget med dig. Med fremstrakte arme lod du mig kigge, og i en lille sprække mellem dine hænder så jeg, at du bar mine drømme. Du havde holdt mine drømme for mig. Præcis ligesom man beder naboen tømme postkassen og vande blomsterne, mens man er bortrejst, havde du sørget for mine drømme, mens jeg var stemplet ud. Du gav mig drømmene tilbage én ad gangen, i det tempo du fornemmede, jeg kunne bære dem. Således var det, at jeg i mødet med dig – ligesom dråberne på bilruden – atter fik lidt gang i tilværelsen.

Langsomt, men sikkert, fandt livet vej tilbage til mig. Tog sig en lille smule plads i det tunge hjerte. Angsten var der stadig, mørket var der stadig, hovedpinen var der stadig, men drømmene var på vej tilbage igen. Nu skulle drømmene blot gøres til håb, så alting – eller i det mindste nogle ting – igen kunne få mening.

Mens du varsomt leverede drømmene tilbage en for en, passede du på mig, sørgede for, at jeg fortsat kunne se livet, også på de dårlige dage.
“Jeg kan se, at du har det skidt,” sagde du.
“Lad være med at tro, at hver dag skal være en god dag. Nogle dage skal du bare have en dag. Måske bliver i morgen bedre. Jeg lover at passe på dig, mens du heler.”
Sådan blev det muligt at hele. Jeg passede på mig selv, de dage jeg kunne det. De andre dage gav jeg slip og lod dig gøre det.

Jeg nærer ingen illusioner om et Facebook-liv. Drømmer ikke utopiske drømme om glitter og glimmer. Drømmer ikke om at svælge i varm kakao og honningkager. Det skulle jo nødigt blive vulgært.

Oftest drømmer jeg drømme så små, at de bærer håbet i sig selv.

Jeg drømmer bare om at være ‘okay’.

Jeg drømmer om at være smertefri,
jeg drømmer om et lettere hjerte.
Er det for meget at drømme om?
Jeg synes, at det er fromme ønsker.

Nogle gange, når livet griber mig på det forkerte ben, når det river gulvtæppet væk under mig, og afslører, at der alligevel var fejet noget ind under det, så sker det, at jeg stopper med at drømme igen. Bare for en stund.

Men lige i disse dage drømmer jeg.

Nogle gange drømmer jeg om, at mørket og de drømmeløse stunder vil holde sig væk for altid, andre gange bare om, at jeg, når drømmene forsvinder, midt i al angsten kan finde modet til at spørge, om du vil holde mine drømme for mig.

Jeg drømmer om at sove godt om natten, jeg drømmer om at være taknemmelig, når den nye dag kommer. Jeg drømmer om fortsat at værdsætte min puls. Jeg drømmer om, at min mor vil se nok til mine smilehuller og er glad for, at det ikke var muligt for mig at forære dem bort. Jeg drømmer om, at jeg vil finde en mand, og at min mor en dag vil afsløre, at han er præcis dét, alle svigermødre drømmer om; blot for at få en afklaring.

Jeg drømmer om, at folk vil kigge op og smile til mig på gaden – ja, jeg ved godt, at jeg sagde, at jeg ikke drømte utopiske drømme, men der var alligevel en enkelt. Jeg drømmer om, at mine medmennesker får øjnene op for, hvad deres smil kan gøre ved mig. Jeg drømmer om, at alle de dråber, der er gået i stå, en dag vil strejfes af en anden og igen blive sat i drift. Jeg drømmer om ro og sunde tanker. Jeg drømmer om, at det ligegyldige preller af på mig, og om at djævlen bliver træt af at danse. Jeg drømmer om at være okay – ja, nogle dage, når solen står rigtig højt, så tillader jeg mig faktisk at drømme om, at livet går hen og bliver godt, at Bjarkes drøm får liv, og at sultne børn i Afrika en dag ikke skal sulte mere. De dage begynder jeg endda at overveje, om jeg skal vaske vinduerne for gutten i nummer 17, men der må alligevel være grænser; et lille skridt af gangen.

I stedet smiler jeg til ham, når jeg går forbi ham. Måske bliver han lige så glad for det, som jeg gør, når nogen smiler til mig. Måske vil han faktisk meget hellere have et smil, end han vil have rene vinduer. Måske drømmer han om begge dele.

Jeg ved, at der er forskel på at være i live og på at leve. Jeg vil gerne leve, så jeg prøver at give drømmene plads og sørge for, at de er i sikker forvaring, når angsten driver dem bort, og jeg i ny og næ går i stå som en regnvejrsdråbe på bilruden.