“Hvordan får du en bikinikrop? Du tager da bare en biniki på.” Det lyder enkelt, men ikke desto mindre er det svært for mange kvinder at tænke sådan. Faktum er dog, at alle kvinder har en bikinikrop.
Og netop det budskab vil firmaet American Eagle gerne understrege med deres bikinikollektion ved navn Aerie. Derfor har de truffet en beslutning om at stoppe med at photoshoppe deres modeller – det har de blandt andet fortalt om i Business Insider. Siden da har både tatoveringer, skønhedspletter, fregner, ar og appelsinhud fået lov at blive siddende på modellerne.
Ideen om at droppe photoshop var en kollektiv beslutning i firmaet. “Vi satte os sammen i teamet, og tog en snak omkring hvad der i virkeligheden sker med den nye generation og 'millennials', og vi følte allesammen, at unge piger i dag er mere selvstændige og stærkere end nogensinde før," fortalte Aeries talskvinde, Jennifer Foyle, til Business Insider.
Sælger mere end før
Det er ikke første gang, at modeller viser deres appelsinhud i badetøj, og for American Eagle har det vist sig at være en særdeles god og ikke mindst indbringende idé. Salget af deres bikinier er nemlig steget med 32 procent, siden de droppede photoshop.
Og deres kampagnebilleder er da også stadig vanvittigt flotte, så vi forstår godt, at deres bikinier sælger! Se nogle af firmaets skønne fotos nedenunder.