De evige fordomme

Fordommene er uendelige når man fortæller folk, hvad man studerer eller arbejder med. Og det er noget, alle er optagede af. Hvad man arbejder med, definerer åbenbart, hvilken starut man er. Jeg er skam heller ikke uden fordomme – det er nok en helt almindelig reaktion på noget, man ikke helt forstår. Når jeg hører ordet revisor, forestiller jeg mig en kedelig, tør person med orden i økonomien, og når jeg hører ordet sælger, forestiller jeg mig en påtrængende, irriterende og upålidelig person. Når jeg så fortæller folk, at jeg skal være psykolog, har de sikkert også et billede af, hvordan sådan en er. Noget af det skal da også nok være sandt – jeg drikker for eksempel meget kaffe. Og jeg mener, man kan lærer meget om folk ved blot at observere dem interagere med andre mennesker.

Analyserer du mig nu? 

Dette er helt klart et af de mest udbredte spørgsmål fra mennesker, man møder, som ikke selv studerer psykologi. Hvorfor tror du, at jeg studerer psykologi? Det er blandt andet, fordi jeg interesserer mig for videnskaben bag det menneskelige sind, hvilket helt klart indebærer det at studere andre mennesker. Så ja – jeg analyserer dig! Men det gjorde jeg altså også, før jeg begyndte på studiet. Nu kan jeg bare gøre det mere kvalificeret, hvilket da må være en fordel for den, der bliver analyseret.

Interessen for andre

Man må da interessere sig for mennesker, når man vælger et studie som psykologi. Jeg har den opfattelse fra andre, at jeg bør være udadvendt, diskussionslysten og hele tiden have en løsning klar til diverse dilemmaer. Sådan er jeg bare ikke. Som pendler fra København til Odense, undgår jeg ofte at følges med mine medstuderende. Ikke fordi jeg ikke kan lide dem, eller lider af socialangst, men mest fordi jeg ikke kan overskue hele tiden at skulle være social! Introugen (som burde hedde intromåneden!) var et mareridt af navnelege, tilfældige gruppedannelser, fællesdans og druk. Jeg kan godt lide fællesdans og druk med mine venner, men hvorfor vi skal hives igennem en sådan social pine en hel uge med folk, vi ikke kender, er mig en gåde.

Jo – naturligvis interesserer jeg mig for andre mennesker, men for mig er der intet lighedstegn mellem smalltalk i toget og interessen for psykologi.

Mærkelig?

Det forventes at man deltager i de sociale aktiviteter. Ellers er man mærkelig. Hvem vil ikke være social og have nye venner? Hvem interesserer sig ikke for totalt fremmede mennesker? Nå, men så er jeg altså mærkelig. Hvis man sidder alene til en forelæsning, synes de andre, man er asocial. Og dem, der bliver betragtet som asociale, bliver der set lidt skævt til – de er jo ikke helt normale, vel? Eller kunne det være fordi det er super irriterende at sidde ved siden af nogen, som småsnakker, ikke helt følger med, sidder på Facebook eller bare generelt ikke går ligeså meget op i det som en selv? Ja, det kunne det godt.

Jeg er ikke sur bare, fordi jeg ikke smiler hele tiden. Jeg er bare i min egen verden. Som jeg gerne vil have for mig selv. Jeg er heller ikke asocial. Det er bare ikke alle mennesker, jeg interesserer mig lige meget for. Bare fordi jeg ikke reagerer ens i alle sammenhænge er jeg altså ikke skizofren. Hvis man spørger min kæreste, hvorfor jeg ikke siger så meget, vil han nok grine højlydt… den side af mig har han nok ikke set endnu.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]