Kvinde med flyvende basketball
© Giphy

De her ting kender du kun alt for godt, hvis du også er boldspasser

Lad nu bare være med at kaste den bold til os!

30. juni 2016 af Maria Denise Christoffersen

1. Dit hoved tiltrækker bolde som en magnet. Du piver ikke engang, når du får en fodbold skudt i synet mere. Du har prøvet det så tit.

2. I idræt blev du altid valgt til sidst. Du stod helt sølle tilbage, når alle andre var fordelt på hold. Intet under, at ingen ville være på hold med dig, når du faldt over dine egne ben, bare du skulle hente boldene i skabet.

3. Du har prøvet utallige sportsgrene uden held. Surpriiise – det var ikke kun håndbold, fodbold, basketball, rundbold og badminton, du var dårlig til! Det var alt med en bold. Det tog elleve år af dit liv, samt en kavalkade af blå knæ og brækkede arme, før dine forældre var enige i, at du bare skulle være spejder.

4. Når folk råber: “Grib!” bliver du ramt af intens angst. Hvad er det ved ordet “Neeeej!”, de ikke forstår?

5. Bowling er ikke sjovt - det er en straf! Når svigerfamilien skal hygge i ferien, bowler I altid. Ja, hurra!? Du hænger jo fast i kuglen! Så var det næsten mindre akavet, dengang svigermor braste ind, mens I knaldede.

6. I skolen var håndbold din værste skræk. Din lærer gav dig endda ekstra harpiks på hænderne – lige lidt hjalp det! Til fodbold kunne du i det mindste fake en smule ved at løbe hurtigt rundt og råbe. Måske skulle du bare nøjes med at date en håndboldspiller i stedet?

7. Du stemte altid på, at I skulle løbetræne i idræt. Eller ligge i planke i halvanden time, whatever. Bare du ikke skulle rende rundt efter en bold.

8. Sport på tv siger dig (heller) ingenting. Sidste gang, du forsøgte med en fodboldlandskamp, grinede dine venner hånligt, da du spurgte: “Hvor mange point har de scoret?”

9. Du synes, at jonglører er nogle idioter. Det er jo unaturligt at have styr på så mange bolde ad gangen. Måske skulle man ringe til Anti Doping Danmark og få vedkommende undersøgt?

10. De eneste bolde, du er tryg ved, er faktisk badebolde. De er nemme at gribe, vejer intet, når de rammer dit fjæs, og de flyver endda langsomt hen imod dig... Aaaaah! Verden ville være et tryggere sted, hvis alle bolde var sådan.