Kan du heller ikke give slip i fortidens minder?
Kan du heller ikke give slip i fortidens minder?© iStock

Den store guide til tilgivelse

At tilgive er lettere sagt end gjort - men det kan lade sig gøre

2. juni 2009 af Mette Andrea Boesgaard

Lær at tilgive andre (eller dig selv)


Er du blevet svigtet af kæresten? Har din veninde svigtet dig? Har din kollega såret dig? Det er umuligt at komme igennem livet uden af få knubs. Men det handler om at lære af dine erfaringer og komme videre – som et stærkere menneske. Det er bare ikke altid så let, som det lyder.

Hænger du fast i en følelse af vrede, frustration og måske endda had? Så læs Womans guide til, hvordan du tilgiver og kommer videre med dit liv.


Derfor skal du tilgive


DERFOR SKAL DU TILGIVE:
Når du ikke kan tilgive, går det i virkeligheden slet ikke ud over den, du ikke kan tilgive – men dig selv! Den, der har såret dig, er efter al sandsynlighed helt uvidende om, hvor ondt hun har gjort dig, eller hun er kommet videre med sit liv og er som sådan hamrende ligeglad med, om du tilgiver hende eller ej. Hvis du holder fast i gamle skuffelser, nag, irritationer, svigt, ufølsomheder og vredesudbrud, spilder du derfor både din tid og din energi. Det er dårligt for dit fysiske og mentale helbred – uforløste følelser giver stress, søvnløshed, smerter og på sigt hjerteproblemer – og på sigt ender du med at blive hadefuld og bitter og skubbe folk væk, så du bliver ensom.

Så gør en indsats for at tilgive – hellere idag end i morgen!

Skal jeg ikke hellere hævne mig en tilgive?
Det føles uden tvivl fantastisk at udtænke gruopvækkende hævnakter over den formastelige, der sårede dig – og måske er det vitterligt også en skøn tilfredsstillelse at udføre din hævn. Problemet er bare, at det ikke løser en dyt (det kan endda gøre det sværere at finde en løsning på problemet på sigt). Dertil kommer, at det giver dig et hak i din selvfølelse at opdage, at du er i stand til at være så nedrigt et menneske – og det holder dig fast i den vrede og frustation, du føler. Så overvej grundigt, om tilgivelse ikke er en bedre vej – for dig selv!


Sådan tilgiver du


SÅDAN TILGIVER DU

Sæt ord på dine følelser
Hvis du vil tilgive et menneske er først skridt at få sat ord på dine følelser, så du kan få lagt den sårende hændelse bag dig. Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal sige det til den, der har såret dig – den anden behøver ikke at få at vide, at du har tilgivet hende, for du tilgiver mere for din egen skyld end for hendes. Men hvis du vil bibeholde et godt forhold til den, der sårede dig, er det nok en meget god ide at få talt ud med vedkommende...

Tager du den svære samtale med hende, der sårede dig, så lad være med at hidse dig op – aftal et tidspunkt og et roligt sted for jeres møde, og tal roligt sammen om det, der skete. Når du skal præsentere sagen for hende, så tag så vidt muligt udgangspunkt i, hvordan du oplevede hændelsen (start sætninger med ”jeg” – for eksempel ”jeg blev meget ked af det, fordi....”), og selvom det er dig, der skal tilgive, så husk også at lytte til hendes version af sagen; den kan hjælpe dig til at forstå, hvorfor det gik, som det gjorde.

Få flere tips til, hvordan du gennemfører den vanskelige samtale

Vil du ikke have mere at gøre med hende, der sårede dig (eller er jeres forhold allerede forbi)? Eller har du god grund til at tro, at tingene kun bliver værre af en konfrontation? Så skriv i stedet et brev og riv det bagefter i stykker eller brænd det. På den måde fik du sagt det, du ville, og så kan du komme videre.

Stop fortællingen
Hvor mange gange om ugen – eller endda om dagen – fortæller du dig selv historien om, hvor dybt du blev såret og hvor frygteligt uretfærdigt, du er blevet behandlet? Hvis du har svært ved at tilgive, er det sikkert fordi, du i din hjerne bliver ved med at afspille den traumatiske hændelse.



Næste gang, fortællingen om din oplevelse melder sig, så distrahér dig selv. Tænk på noget godt – en smuk oplevelse du har haft, et menneske, du elsker, noget, der gør dig glad. Forestil dig dit nye liv uden had. Tænk på andre, der har overkommet det, du går igennem lige nu – og som har overlevet. Hvis du har brug for mere konkret afledning, så gør noget, der afleder din opmærksomhed: Løb en tur, sæt musik på og dans. Ring til en veninde. Se en film i fjerneren. Hvad som helst, der stopper filmen i dit hoved!

Se på det positive
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget, siger det gamle ordsprog. Og selvom din oplevelse gør ondt, har den garanteret også medført noget godt – måske ikke lige umiddelbart, men på sigt kommer den til det. Måske tvang hændelsen dig til at revurdere dit liv og dine værdier og træffe et valg, der ændrede dit liv? Måske fandt du støtte til at komme igennem den svære situation fra helt uventet kant, og du fik en ny veninde? Måske lærte du at påskønne det, du har, i højere grad?

Om du kommer forholdsvis let gennem oplevelsen og videre i livet handler i høj grad om, hvad du fokuserer på. Så sæt dig ned og skriv om de fordele, du har opnået ved hændelsen. Og husk så dig selv på dem, når fortællingen om din traumatiske oplevelse starter forfra igen...

Dyrk din medfølelse
I stedet for at se hende, der sårede dig, som fjenden, så prøv at forstå, hvorfor hun handlede, som hun gjorde. Gik hun igennem en svær tid? Har du nogensinde begået en lignende fejltagelse? Prøv at huske hendes gode kvaliteter og gå ud fra, at hendes mål ikke var at skade dig (medmindre selvfølgelig at du klart kan se, at det var det) – så bliver det lettere at tilgive. Og nej, det betyder ikke nødvendigvis, at du skal bifalde det, hun gjorde mod dig. Men din forståelse og medfølelse gør det bare lettere at tilgive (og igen: Husk at du tilgiver for DIN skyld – ikke for hendes!)


Kan du stadig ikke forstå, hvad der fik et andet menneske til at såre dig så dybt? Så arbejd på at acceptere, at visse ting ikke kan forstås og forklares. Det nytter ikke noget at tærske langhalm på en uforklarlig hændelse – det holder dig bare fast i din vrede og frustration. Først når du giver slip, kan du lægge det bag dig.

Hav tålmodighed
De følelsesmæssige spor, din traumatiske oplevelse har sat i dig, forsvinder ikke som dug for solen på ingen tid, bare fordi du har sat dig for, at nu skal du videre! Vær tålmodig og overbærende med dig selv – og forvent både gode og dårlige dage. Hvis du gør en seriøs indsats, vil du vågne op en dag og finde ud af, at du faktisk har tilgivet...

Beskyt dig selv
Nogle gange er det svært at tilgive, fordi du kan frygte, at hvis du tilgiver, er det ensbetydende med at give vedkommende tilladelse til at gøre det samme en gang til. Derfor er du nødt til at tage dine forholdsregler, så du undgår at ende i en lignende situation. Hvis en veninde for eksempel har viderefortalt din hemmlighed, så lad være med at betro dig til hende igen – i hvert fald indtil du er klar til at vise hende den tillid igen. Hvis en kollega har stjålet dine ideer, så flyt afdeling eller endda job. Og nej, at du ændrer dig – fremfor at den anden gør det – er ikke det samme som, at du har ”tabt”; det handler om at beskytte dig selv og og dit eget velvære. Hvis du venter på, at den anden ændrer sig og forstår, kan du meget vel komme til at vente længe – men jo før du fjerner dig fra situationen, desto før kan du komme videre med dit liv.

Efter tilgivelsen


HAR DU TILGIVET EN, DU STADIG HAR ET FORHOLD TIL?

Tillykke – du har gjort et godt arbejde. Men husk, at bare fordi du har tilgivet – og har fortalt vedkommende, at du har tilgivet hende – så kan din grimme oplevelse godt dukke op i dit hoved igen. Sker det, så lad være med at smide hendes fejltagelse i hovedet på hende igen, første gang I bliver uvenner. Lad fortid være fortid – ellers skader det hendes tillid til dig (og er du ligeglad med det, har du ikke tilgivet endnu!)

HVORNÅR SKAL JEG IKKE TILGIVE?
Hvis vedkommende, der har såret dig, gør det igen og igen, på trods af at du har fortalt hende, at det sårer dig og gør ondt, er det måske på tide at kaste håndklædet i ringen og afslutte jeres forhold. Det betyder selvfølgelig ikke, at du slipper for det opslidende arbejde med at tilgive – det betyder bare, at du kan lægge svigtet og dine sårede følelser bag dig og tilgive, når du er klar til det. Og jo hurtigere du vinker farvel til den, der bliver ved med at såre dig, desto hurtigere kan du også komme videre med din tilgivelse og i dit eget liv.

Sådan slår du op med kæresten

Sådan slår du op med veninden




Jeg kan stadig ikke tilgive... hvad nu?


Jeg KAN ikke tilgive. Hvad gør jeg?
Det handler om at tage et valg. Når du siger: Jeg kan ikke tilgive den person, siger du virkelig: Jeg vælger ikke at tilgive den person. Hvis du i stedet vælger at tilgive, så kan du også.

Ja, det kan være vanskeligt at glemme fortiden og komme videre, særligt hvis hændelsen var meget traumatisk. Hvis du bliver ved med at have problemer med at tilgive en, der har såret dig, kan du måske have gavn af at opsøge en professionel terapeut, der kan arbejde med dine følelser på et dybere plan og støtte dig i processen.

I Woman nr. 130 kan du læse om, hvordan tre kvinder fandt sammen med deres eks-veninde igen

Du vil (garanteret) også kunne lide