“Det sværeste er at tilgive mig selv”

Jeg har været i et forhold. I lang tid. For lang tid.

Et forhold, hvor jeg konstant skulle forstå, hvorfor jeg ikke fik et svar. Hvorfor han ignorerede mig i byen. Hvorfor han syntes, andre piger var interessante.

”Du var måske ikke den lækreste pige på skolen” kunne jeg få af vide, eller ”jeg overvejede at droppe vores første date, for jeg vidste ikke, hvad drengene ville sige til det”.

Du tænker måske: Hvorfor fandt du dig i det? Det håber jeg, du gør. For det tænker jeg nu.

Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvordan kunne jeg tillade ham at være sådan? Han kunne gå en uge på en festival og slet ikke ville ses med mig. Han ville knapt nok sige hej. Jeg kunne kun bruges, når han var blevet for fuld, og hans venner derfor ikke gad ham.

Hvem siger fra?

Og alligevel sagde jeg ikke fra. Eller…Jeg prøvede. Jeg fortalte ham, at jeg ikke ville finde mig i det. Det gjorde jeg faktisk hver eneste gang. Men gang på gang fik han mig til at føle, at JEG overreagerede. At det var normalt, det han gjorde.

Jeg tænkte: ” Hvad ved jeg, jeg har aldrig haft en kæreste før”. Mine veninder gav mig ret gang på gang, men det værste var nok, at jeg aldrig fortalte hele sandheden til dem. Jeg forsvarede ham altid. Men først for nyligt er jeg stoppet med det, og først for nyligt er jeg kommet videre. Sådan da...

Tvunget

For jeg blev tvunget til at komme videre. Jeg gik fra ham for knap to år siden. Han var knust. Jeg blev pludselig værdsat på en måde, jeg aldrig var blevet før. Men det var for sent. Og jeg var faktisk videre. Derfor gik vi et år uden kontakt. Indtil en dag jeg tog det dummeste valg i mit liv. Jeg ville have ham tilbage. Det blev pludselig mit livs vigtigste kamp. Jeg VILLE bare have ham igen. Jeg kunne slet ikke klare tanken om alle de dage, jeg ikke havde været en del af hans liv, og jeg kunne slet ikke klare alle de gange, han havde kysset med en, der ikke var mig. Jeg kunne åbenbart ikke klare, at jeg ikke var afhængig af en, der var ligeglad med mig.

Overtalt

Efter utallige forsøg, fik jeg ham overtalt til at mødes. Han gjorde det klart fra start, at han tvivlede. At han ingen følelser havde. At han ikke havde tænkt sig at holde sig tilbage. Jeg måtte vente, hvis jeg da 'gad'. Allerede dér, skulle jeg være stoppet. Have stoppet drømmen om, at han ville ændre sig. De næste måneder blev nemlig kun værre. Han nedbrød det selvværd, jeg så småt havde fået bygget op igen. Hans måde at ignorere mig på blev endnu værre. Han begyndte at lyve om, at han lavede noget, for at vi ikke kunne ses.

Han slog op gentagne gange på få måneder – uden ‘rigtigt’ at gøre det en eneste gang. Han stoppede bare pludselig med at svare. ”Han turde ikke sige sandheden”. Lige så knust, jeg var hver eneste gang, han stoppede det, lige så forhåbningsfuld var jeg hver gang, han overbeviste mig om, han ikke kunne se sig selv i øjnene. At han ikke vidste, hvorfor han gjorde, som han gjorde. At han fortrød. Undskyldte. Ville kæmpe for det her.

Jeg vil aldrig se dig igen

Men kampen stoppede brat. Jeg tog på ferie. Kom hjem. Vi skulle pludselig ikke ses mere. Jeg var afklaret. Ikke rigtig forelsket mere. Indtil den dag, jeg afviste, at vi skulle ses som venner. Han blev nærmest et monster herefter. Et monster med et iskoldt hjerte. Og ham, jeg havde haft fornuftige samtaler med om det hele, han var væk. Ham, der var enig med mig i, at vi ikke ville ”acceptere”, at vi var vokset fra hinanden, havde ændret sig på et splitsekund. Om søndagen ville han gerne have en god afslutning på det hele, mens jeg om tirsdagen ALDRIG skulle kontakte ham igen. Han ville ALDRIG svare mig igen. Se mig igen. Og han stoppede med at svare.

Og imens han stoppede, startede alt for mig. Nedgangen. Tårerne. Tankerne. Følelserne. Det næste halve år skulle jeg igennem et helvede, hvor jeg mest af alt manglede svar. For hvad havde jeg gjort forkert? Hvorfor var jeg ikke god nok? Var han virkelig ligeglad med mig? Og er jeg sådan en, ”man bare er ligeglad med”? Er jeg intet værd?

Ham vs. mig

Jeg har stadig ikke fået svar. Vist har han svaret på få sms’er sidenhen. Men det har vel at mærke været sms’er, hvor han har ment, jeg kun havde udnyttet ham. At jeg kun skrev, jeg savnede ham, fordi det var valentinesdag. Og andre åndssvage kommentarer, der har tvunget mig til at tage to skridt tilbage på vejen. Den dag i dag er jeg stadig såret. Stadig ked af det. Og selvom jeg aldrig tilgiver ham, er det sværeste at tilgive mig selv for at gå tilbage til en, jeg faktisk var kommet videre fra. Men i dag er jeg også ualmindelig glad for, at det værste (forhåbentlig) er overstået. At jeg nu ved, hvad jeg skal være opmærksom på. At jeg nu lytter til mig selv og mine venner. Og at jeg nu elsker mig selv – og ikke ham.