Voldtægtsoffer
© iStock

“Du skal ikke nægte mig fisse”

De hårde ord stammer fra Camillas ekskæreste, der voldtog hende, efter de havde slået op. Læs hendes historie

27. november 2016 af Maria Broe Trustrup Hansen

Camilla ligger på gulvet og forsøger at få sin puls i ro. Hun ved, at hun vil bløde mindre, hvis hendes puls ikke tordner derudaf, så hvis hun skal komme levende ud af huset, bliver hun nødt til at tænke praktisk.

Camillas ekskæreste har lige stukket hende i armen med en køkkenkniv, og han står over hende og truer hende med kniven. Hun er skrækslagen. Hendes ekskæreste har før været voldelig, men denne gang er det anderledes.

Et par timer inden havde ekskæresten ringet til Camilla og bedt hende komme. Han havde sagt, at han havde det virkelig skidt, og han truede med at tage sit eget liv. Selvom Camila havde en virkelig dårlig fornemmelse i maven, valgte hun alligevel at køre over til ekskæresten. Han var trods alt far til hendes datter.

“Din latterlige luder”

Da Camilla ankommer, går alting galt. Ekskæresten truer hende, kalder hende for ’en latterlig luder’ og vil ikke lade hende gå. Camilla bliver skubbet ned ad en trappe og får kastet hovedet ind i et køkkenskab. Det er nu, at ekskæresten finder kniven frem og begynder at hugge ud efter hende.

Camilla har aldrig været så bange i sit liv. På et tidspunkt går ekskæresten ind i stuen og tager Camillas telefon og bilnøgler fra hendes taske. Hvordan skal hun nu komme væk?

Gang på gang beder Camilla om at få lov til at gå, men ekskæresten siger nej. I stedet presser han Camilla med op i sengen og kræver, at de skal have sex. “Du skal ikke nægte mig fisse,” siger han, inden han voldtager Camilla. Hun græder, og hun kaster op, da han forsøger at stikke sin pik i munden på hende.

Efter voldtægten vil ekskæresten stadig ikke lade Camilla gå. Hvordan kan hun komme ud af huset? Kan hun hoppe ud af vinduet, selvom de er på første sal? Tankerne flyver rundt i Camillas hoved.

19 timer i eks-kærestens hus

Efter 19 timer i ekskærestens hus lykkes det Camilla at slippe væk. Hun ringer til politiet, da hun rammer motorvejen, og betjenten siger, at hun skal gå til lægen dagen efter. Det gør hun, men da hun har været udsat for en voldtægt, skal hun også på en retsmedicinsk afdeling og blive undersøgt. Fordi Camilla bor i et andet politidistrikt end der, hvor voldtægten foregik, går der et par dage, før det bliver afgjort, hvor Camilla skal undersøges. På det tidspunkt er der ikke spor af sæd tilbage i Camilla, men hun har stadig rifter i underlivet, og hendes krop er gul og blå.

Politiet anholder Camillas ekskæreste, men han bliver ikke dømt. Anklagemyndigheden kan ikke finde beviser for, at det var en voldtægt, da det skete inden for husets fire vægge, da der ikke var nogle vidner, og da eks-kæresten sagde, at det var frivilligt. Det var ord mod ord – på trods af rifterne og de tydelige mærker på Camillas krop. 

“Sagde du nej? Gjorde du?”

Når Camilla i dag tænker på voldtægten, er efterspillet med politiet og retssagen noget af det værste. Hun følte sig ydmyget, da hun sad hos politiet og blev afhørt. Det var som om, at hun skulle forsvare sig selv, og at de ikke troede på et eneste ord, hun sagde. 

“Sagde du nej? Gjorde du?” lød spørgsmålet igen og igen. Camilla kan ikke huske, om hun havde sagt ordet 'nej', men hun havde tydeligt sagt, at hun ikke ville have sex med ekskæresten. Var det ikke nok? 

Hemmelig adresse og en ekstra mobiltelefon

Det er cirka halvandet år siden, at Camilla kørte væk fra ekskærestens hus. Hun har ikke set ham siden, men hun har også hemmelig adresse, så han ikke kan opsøge hende.

Lige efter overgrebet havde Camilla svært ved at spise, led af mareridt og græd svagt i søvne. Camilla var hundeangst, når hun skulle hjem fra arbejde, og hun talte skridtene ud til sin bil på parkeringspladsen. Derhjemme havde hun altid en ekstra mobiltelefon liggende i en oplader, så hun kunne ringe 112, hvis ekskæresten dukkede op.

Nu har Camilla en ny kæreste, og hun føler sig tryg det meste af tiden. Hun får dog stadig kvalme og svedige håndflader, hvis nogen laver en hurtig bevægelse, eller hvis en dør smækker på grund af gennemtræk. Når hun er i supermarkedet, læser hun hele tiden folk, og hvis en person virker blot en lille smule truende eller ustabil, går hun en stor bue udenom. 

Hun ved godt, at det ikke er sundt for hende, at hun hele tiden er på vagt, men hendes krop kan ikke lade være med at reagere. Til gengæld er hun blevet bedre til at håndtere udfordringerne, når de dukker op. Hun stopper op, trækker vejret og tænker sig om. 

Det irriterer hende, at hun har let ved at få angstanfald, og at hun ikke ved, hvornår hun pludselig kan gå i panik, men hun gør sit bedste, lever sit liv, og hun bebrejder ikke længere sig selv, at overgrebet skete. Camilla er på vej videre.

“Voldtægt er noget, vi bør tale om”

I øjeblikket sætter vi her på Woman fokus på voldtægt, da vi gerne vil være med til at bryde tabuet. Vi vil tale og skrive om voldtægt, da eksperterne mener, at det den bedste måde at støtte de kvinder, som har været udsat for et overgreb.

I det nyeste Woman, som er på gaden nu, kan du læse 26-årige Marias historie. Hun blev voldtaget til en fest, men manden blev – ligesom i Camillas tilfælde – aldrig dømt. Læs, hvilke følelser og andre konsekvenser voldtægten havde for Maria.

Camilla er et opdigtet navn. Det rigtige navn er redaktionen bekendt.