Kvinde i en mark smiler
Det er noget helt særligt at være fra landet. © Getty Images

12 ting, du kender, hvis du er opvokset på landet

Der skal mere end lidt gylle og en død mus til at hyle dig ud af den

15. december 2019 af Sara Møller Christensen

1. Du er pissegod til at køre bil, men elendig til at parkere. Medmindre det er i en garage eller lade, selvfølgelig. 

2. Du har kun latter til overs for folk, der kalder parker for ‘naturen’. Skal vi også til at kalde vandpytter for søer?

3. Du har aldrig gået til noget mærkeligt som ballet eller kajakroning. Du er enten håndboldpige, fodboldpige eller gymnastikpige (eller alle tre ting), for det var det, man kunne gå til.

4. Du har et meget afslappet forhold til dyr. Og det gælder også de døde af slagsen. Du kan godt lide dyr og synes ikke, de skal lide – men de er ikke mennesker.

5. Du er ret allergisk over for både lys og larm, når du skal sove. Ikke engang mørklægningsgardiner og ørepropper kan hamle op med at sove på landet. 

6. Du bliver dødeligt fornærmet, hvis folk IKKE kan høre på din dialekt, at du er fra landet. De tror, de giver dig en kompliment, når de siger, du snakker rigsdansk. Det gør de ikke...

7. Du synes, at byfolk er lidt forkælede. Du kan ikke helt forklare hvorfor, men der er altså noget ved deres konstante adgang til ting som butikker og spisesteder, der har gjort dem magelige.

8. Du skal engang imellem helt ud af byen for at føle, du kan trække vejret rigtigt. Om det så er i en skov eller ved havet, betyder ikke så meget.

9. Det er altid dig, der skal slå hvepse og edderkopper ihjel, mens resten af veninderne går i panik. Seriøst?!? Så skulle de prøve at fjerne en mus fra en fælde – eller endnu bedre: klaske den med en skovl! 

10. Du er vant til, at alle indenfor en radius af et par kilometer er naboer og dermed skal inviteres med til fester. Det er bare et ualmindeligt svært princip at praktisere i en toværelses i København, Aarhus, Odense eller Aalborg. 

11. Du bliver direkte chokeret, hvis en taxa dukker op efter fem minutter. Skal du være ærlig, glemmer du tit, at taxaer findes.

12. Du synes, at folk er frygteligt sarte, når det kommer til lugt. De har tydeligvis aldrig leget i haven en dag, hvor der blev kørt gylle ud. Eller haft en trøje på, der hang til tørre udenfor selvsamme dag...

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.