Engletal
Bliv klogere på de mystiske tal-beskeder her. © Getty Images

Bliver du ved med at se de samme tal overalt? Det er der faktisk en årsag til

Måske er der højere kræfter, der prøver at fortælle dig noget

13. juni 2023 af Ida Hagsholm Jonassen

Forestil dig, at du lige har været på den skønneste date med en, der potentielt kunne blive the one for dig. Du beslutter dig for at tage bussen, for du har lige tjekket Google Maps, og der er 4,44 kilometer hjem. På vejen går du forbi en postkasse med nummeret 444, og da du kommer hen til stoppestedet holder bus 444 og venter på dig. En tilfældighed? Nok ikke. 

Måske er det højere kræfter, som forsøger at sende dig en kærlig besked for at guide dig i den rigtige retning. De gentagende talrækker, du ser igen og igen, hedder nemlig engletal. 

Er du fascineret af astrologi, numerologi og tarokkort, så vil du helt sikkert være fascineret af engletal. Har du aldrig hørt om dem før, eller kunne du godt tænke dig at blive klogere på de mystiske talrækker? Så læs med her. 

Hvad er engletal?

Hvis du ikke har hørt om engletal før, undrer du dig helt sikkert over, hvad det er. Og det kan være, at vi kommer til at skuffe dig nu, for det har ikke nødvendigvis noget med engle at gøre (ja, vi blev også snydt første gang). 

Engletal er gentagende tal (såsom 111, 222 og 333) eller tal, der har en signifikant rækkefølge (som for eksempel 1234 eller 1717). Hver talrække har sin egen helt særlige betydning og kan forklares som små opmuntrende beskeder fra forfædre, åndelige guder, engle og eller universet (hvad end du vælger at tro på), som guider dig til at foretage de rette valg i dit liv.

Engletal findes overalt – det handler bare om at se dem. Det kan for eksempel være på din kvittering fra Netto, hvor dit indkøb kostede 222 kroner, en nummerplade, der slutter med 313, at du kigger på klokken akkurat som den slår 10:10, eller at dit Instagram-opslag får 111 likes. 

Engletal
Ser du de samme tal gentagende gange?© Getty Images

Hvad betyder det, når jeg ser et engletal?

Når du spotter et engletal på et afgørende tidspunkt i dit liv, kan det være en overtroisk kraft, der sender dig et vink om, at du er på rette vej. Det kan for eksempel være, mens du stiller et vigtigt spørgsmål, fletter fingre med dit crush for første gang, eller lige efter du har været til en jobsamtale. 

Engletallene, du ser, er små tegn, der bekræfter og opmuntrer dig at tage gode valg for dig selv. Men det er ikke ligemeget, hvilke talrækker du ser. Hver talrække har nemlig sin egen individuelle betydning.

Her kan du læse mere om de forskellige talrækkers betydning: 

Engletallet 1234

Hvis du ser talrækken 1234 (når du for eksempel står i opgangen til den fedeste lejlighed, og den bliver snuppet af at andet par lige for næsen af dig), kan det have en helt særlig betydning. Engletallet 1234 er nemlig peg om, at nye begyndelser er lige om hjørnet. 

Så hvis du ser talrækken 1234, når du uden held er ved at lede efter en lejlighed, skal du tage det som et tegn på ikke at opgive håbet om drømmeboligen. Talrækken viser sig nemlig for at fortælle dig, at den helt rette lejlighed vil komme din vej. 

Hvis du ser engletallet 1234 gentagende gange:

Bliver du ved med at se talrækken på dine kvitteringer, postnumre, pakkeordre og i dit TV, så er det måskeuniverset, der fortæller, at du skal holde godt fast, for der vil komme endnu mere bevægelse i dit liv.

Talrækken viser sig for at fortælle dig, at gode ting vil komme din vej. Det, du går og drømmer om, er lige om hjørnet. Prøv at være tilstede i øjeblikket, så du kan komme endnu tættere på at indfri dine mål og drømme. 

Engletal
Er der særlige talrækker, du ofte ser?© Getty Images

Engletallet 333

En helt særlig og stærk betydning ligger i dette englenummer. Det er nemlig forbundet med intuition, kreativitet og femininitet. Når du støder på denne talrække, skal du tage det som en kærlig påmindelse om at stoppe med at bekymre dig for meget. 

Hvis du befinder dig i en stresset situation, og du ser talrækken 333, så vil det minde dig om, at din intuition vil guide dig på rette vej. 

Hvis du ser engletallet 333 gentagende gange:

Støder du ofte på denne talrække, så kan det være en god ide at mærke efter helt inde i dig selv, næste gang du ser englenummeret. Hvilke følelser har du? Hvilke tanker tænker du? Hvad er du opmærksom på?

Det kan være dit tegn på at holde en pause for at opleve, hvad der sker omkring og indeni dig. 

Engletallet 999

Ifølge numeorologien repræsenterer tallet 9 afslutningen på en cyklus. Gentagende 9-taller, som talrækken 999, er derfor et tegn på, at der vil være en form for closure eller afslutning på vej i dit liv.

Hvis du ser engletallet 999 gentagende gange:

Ser du engletallet 999 gentagende gange, betyder det, at det er tid til at starte forfra. Måske skal du finde et job, der føles mere rigtigt for dig, måske skal du flytte, måske skal du noget helt tredje. Uanset hvad det er, så viser talrækken 999, at du er klar til at gå videre fra det gamle og give slip.