“Er det mig, der er noget galt med, siden jeg ikke savner en mand i mit liv?”

“Hvordan går det med kærligheden?”

Hvis du ligesom jeg er single, er det med garanti et spørgsmål, du er blevet stillet flere gange, end Kanye West har sagt noget dumt. Jeg plejer at svare, at der ikke sker det store på den front, hvilket for det meste fremkalder et lettere medlidende blik, i nogle tilfælde et klap på skulderen og stort set altid en kommentar a la:

“Nå, men det skal jo nok komme!”

Jeg ved godt, at folk siger det i en god mening, men helt ærligt: Hvornår blev det at have en kæreste noget, vi alle bør stræbe efter, og som automatisk efterlader os singler i et trist tomrum, indtil det sker? Det er jo nærmest, som om det er værre at være kæresteløs end arbejdsløs! (Og intet ondt om arbejdsløse, men de fleste af dem vil rigtigt gerne have et job og leder aktivt efter det, men det samme gælder altså ikke alle singler).

Dates-pusherne

Du skal ikke misforstå mig – jeg vil da gerne have en kæreste, hvis den rigtige mand dukker op. Selvfølgelig! Men helt ærligt er det ikke noget, jeg savner i mit liv, og heller ikke noget, jeg rigtigt gider lede aktivt efter. Men det er der mange, der syntes, jeg burde.

Det er et evigt tilbagevendende punkt på venindedagsordenen at diskutere min singletilværelse – og ikke mindst hvordan jeg kan ændre på den. Hvem har en passende mand i sin omgangskreds, jeg kan blive matchet med, hvad er der sket på Tinder siden sidst, og burde jeg ikke også snart se at få oprettet en rigtig datingprofil?

Fordi de ved, at jeg er så ekstremt et konkurrencemenneske, har de endda forsøgt sig med væddemål: “Hvis du har været på date inden næste gang, vi ses, så har du vundet en biografbillet/en kasse cola/æren af at være typen, der dater”. Og hvis du kendte mig, ville du vide, at der er et eller andet seriøst galt, når jeg ikke bider på en udfordring af den type.

Jeg giiiider bare ikke.

Eller... det vil sige, at jeg da lejlighedsvis synes, det er sjovt at logge ind på Tinder, skrive med nogle mænd og også mødes med nogle af dem. Men det sker ekstremt sporadisk og uden det erklærede formål at møde en kæreste. Det er mere sådan for hyggens skyld.

Så er det nu!

Min alder har uden tvivl også noget at gøre med det, for der var knap så mange, der blandede sig i mit datingliv, da jeg var 25 år. Men nu er jeg 32 år, og hvis jeg vil have en baby, så skal det altså til at være nu! Sådan er der i hvert fald en del, der føler på mine vegne, men jeg er heldigvis ikke selv én af dem.

Det ville da være spild af gode singleår at bruge dem på at sukke over det, jeg ikke har i mit liv, når jeg har så meget andet. Frihed, for eksempel. Og fester. Og en løn, der kun skal bruges på det, som jeg synes er sjovt. Desuden har egenskaberne ‘skruk’ og ‘desperat’ sjældent gjort noget godt på datingmarkedet, så vidt jeg ved...

Det kan godt være, der kommer en dag, hvor jeg virkelig begynder at savne at have en kæreste, og når den tid kommer, så skal jeg nok begynde at gøre mig mere umage med at finde én. Men indtil da, kære veninder i forhold, så må I tro mig, når jeg siger: “Jeg er glad for at være single – og det er der ikke noget galt med.”