© iStock

Er du blevet voldtaget? Så er du ikke alene

Det er aldrig offerets skyld, at hun er blevet voldtaget. Mød en kvinde, der bryder tabuet

1. november 2016 af Rikke Hovn Poulsen

“Jeg troede, jeg skulle dø”

Laura blev voldtaget af en fremmed mand under et au pair-ophold i USA. Hun har brug for at være åben omkring det – også selv om folk ikke bryder sig om at høre det.

Hvad skete der?

“Jeg var ude at drikke kaffe med en ven, jeg havde mødt et par gange. Det var hyggeligt, og jeg lovede at køre ham hjem, for han boede lige i nærheden. Men da vi satte os ind i bilen, sprang en fremmed mand pludselig ind på bagsædet. Han og min ven talte lidt sammen på et sprog, jeg ikke forstod, og det var tydeligt, at de kendte hinanden. Den fremmede sagde til mig, at jeg skulle køre med det samme. Jeg blev bange og turde ikke andet end at adlyde.”

Hvor kørte I hen?

“Hjem til ham, der sad på bagsædet, og så forsvandt min ven ret hurtigt. Jeg ville væk, men inden jeg nåede at få fat i min taske, ramte mandens knytnæve mig i ansigtet, så jeg fløj ned på sofaen. Han låste døren, slog mig hårdt 5-10 gange, skruede op for musikken, tændte en joint og en pornofilm – og så vidste jeg, hvad der skulle ske. 

Han voldtog mig flere gange. Hver gang jeg sagde noget, slog han mig. Til sidst lå jeg bare og kiggede ud i luften og tænkte: ‘Det her sker ikke for mig!’. Jeg var sikker på, at jeg skulle dø; at han ville slå mig ihjel, når han var færdig med mig. Men efter tre timer slap han mig fri, og jeg gik grædende ud i bilen og kørte hjem. Jeg havde ingen følelser indeni på det tidspunkt – jeg var bare helt tom.”

Hvad skete der så?

“Min værtsfamilie kørte mig på hospitalet, hvor jeg blev undersøgt og afhørt af politiet i 13 timer. Men jeg var helt i chok, så der gik lang tid, før jeg rigtigt kunne huske, hvad der var sket. Det endte med, at sigtelsen blev droppet; de mente ikke, at der var beviser nok.Men politiet fortalte mig, at han havde gjort det samme mod seks andre piger, og at han var i ledtog med min ‘ven’.”

Snakkede du med nogen om det?

“Min værtsfamilie ville ikke give mig fri bagefter. Så jeg gik rundt som i en tåge og passede deres børn. Jeg følte mig som en slave! Det var først, da min søster kom til USA for at hente mig, at jeg rigtigt fik snakket om det og kom til psykolog. Men jeg ville ikke glemme noget, så jeg skrev hele historien ned på papir i alle detaljer.Det var vigtigt for mig, at den eksisterede andre steder end inde i mit eget hoved.”

Hvordan fortalte du det til dem derhjemme?

“Da jeg kom hjem fra hospitalet, ringede jeg til min mor og sagde: ‘Der er sket noget forfærdeligt – jeg er blevet voldtaget’. Det var grænseoverskridende at sige ordet ‘voldtaget’. Det lyder så hårdt, og jeg har stadig svært ved at forstå, at det har noget med mig at gøre. Jeg bad min mor sige det videre til familien og min kæreste. Senere skrev jeg en mail til mine fem tætteste veninder og fortalte, hvad der var sket. Den var meget svær at skrive, men de skulle vide det, så de kunne forstå, hvorfor jeg opførte mig anderledes, end jeg plejede.”

Hvordan påvirkede det forholdet til din kæreste?

“Det var svært at være sammen i starten – der gik flere måneder, før jeg overhovedet kunne kysse ham igen. Jeg skammede mig så meget, fordi jeg på en måde så voldtægten som utroskab fra min side. Jeg kunne jo bare have ladet være med at være så godtroende og naivŒ... Men han har været der for mig hele vejen – igennem to år. Det har selvfølgelig også gjort ondt på ham, når jeg har været ked af det. Men han har været god til at sige til mig, at jeg stadig er skøn og dejlig.”

Læs også: Lider du af socialangst?

Hvorfor har du valgt at være åben omkring det?

“Jeg går igennem en proces, hvor det skal ud af min krop, og det hjælper at sige det højt. Jeg har ikke brug for folks medlidenhed, men de skal vide det, så de kan forstå mig. En del af mine bekendte har lagt afstand til mig, efter jeg kom hjem fra USA. Jeg tror, det er, fordi de ikke ved, hvad de skal sige, og de er bange for at gøre mig ked af det. Men de behøver faktisk ikke sige så meget – jeg har ikke brug for at snakke med dem om det. De skal bare være der og lade mig forstå, at det er o.k., at jeg er en anden Laura end den, jeg var for to år siden.”

Hvordan har du det i dag?

“Det er stadigvæk svært, og jeg kæmper med de mørke tanker hver dag. Skyldfølelsen er nok det værste; jeg føler mig så dum, fordi jeg stolede på min ‘ven’. Men jeg kan alligevel mærke, at det går langsomt fremad. Der kommer flere af de gode dage og færre af de slemme. Men det går langsomt.”

Lauras råd, hvis du selv er blevet voldtaget

Let dit hjerte: Sørg for at have nogen at snakke med. Du behøver ikke fortælle om det til Gud og hvermand, men vælg nogle stykker blandt familie og venner, som du betror dig til. Det letter at få snakket om det!

Få input: Tag imod den hjælp, du får tilbudt. En psykolog giver dig noget at arbejde med, så du kan komme videre.

Giv tid: Giv dig selv den tid, du har brug for. Lad være med at kaste dig ud i for eksempel arbejde, før du er helt klar. Der er ingen grund til at stresse over, at du ikke får tingene gjort.

 

 
Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman. Laura er et opdigtet navn. Det rigtige navn er redaktionen bekendt.

Læs mere fra samme kategori