Er du rødhåret? Så er du nærmest født til at være chef

Miranda VAR jo også den klogeste (og mest bossy) af veninderne i Sex and the City

27. oktober 2016 af Carsten Nymann / illvid.dk

Vi er mange, som misunder folk med den flotte (og unikke) hårfarve. Og vidste du, at der faktisk er rigtig mange grunde til, at det er ekstra fedt at være rødhåret? Julianne Moore, Emma Stone, Mick Hucknall, David Caruso og vores søde chefredaktør Sara bør i hvert fald alle sende takkekort til et lille gen kaldet MC1R.

Genet bærer nemlig ansvaret for de røde lokker, som har været medvirkende til (om end ikke eneansvarlige for), at de kendte sangere og skuespillerne brænder igennem på scener og lærreder.

Men MC1R påvirker muligvis andet end bare hårpragtens kulør, fastslår en række undersøgelser, som har kigget på rødhåredes særkender.

Rødhårede tåler stærk mad

Rødhårede har mange forskellige ry, som vi hurtigt kan have lyst til at spørge ind til. Blandt andet for at kunne tåle mindre smerte end andre mennesker, og at de (måske af samme grund) behøver mere anæstesi for at blive bedøvet.

Men undersøgelser foretaget på Aalborg Universitet i Danmark viste allerede i 2012, at rødhårede blot reagerer kraftigere på nogle typer smerte såsom tandsmerter og ekstrem kulde.

Hvad angår stik, pres og den brændende fornemmelse af ekstrem stærk mad, viser de rødhårede sig til gengæld at være mere modstandsdygtige end andre mennesker.

Samme dobbelthed gælder lægemidler. Hvor de rødhårede ganske vist er vanskeligere at bedøve, reagerer de bedre end gennemsnittet på visse typer medicin.

Rødhårede kan være mere intelligente?

Ifølge de danske forskere lader MC1R til at være involveret i centrale funktioner i hjernen sammen med undergrupperne MC2R, MC3R og MC4R.

Måske kan genet ligefrem kobles til intelligensen. En britisk-amerikansk undersøgelse kommer frem til, at rødhårede har en fire gange højere sandsynlighed for at blive administrerende direktører end andre inden for samme demografi.

Vidste du ... 

At rødhårede faktisk kun udgør to procent af verdens befolkning? Rødt hår er globalt set en sjældenhed – så tillykke til jer, som har vundet hårfarvelotteriet. 

Så måske gik du rundt og troede, at du tændte på rødhårede, mens du faktisk bare tænder på intelligens! Så kan det faktisk være, du er sapioseksuel. Eller også er det bare de røde lokker, der fanger din opmærksomhed.