Kvinde kigger på sushi
© iStock

Er sushi ikke din favoritspise? Sådan lærer du at elske det med disse 5 råd

Du behøver ikke at spise rå fisk (til at starte med)

11. juni 2018 af Simone Overgaard Aaberg

Veninderne foreslår (igen, igen), at I skal have sushi til aftensmad. De synes, det er en vildt god idé, men du væmmes bare ved tanken om den rå fisk i den klistrede ris-masse. 

Er ovenstående et scenarie, der virker bekendt? Eller er det måske i virkeligheden dig, der er sushielskeren, og det er din søde kæreste, som godt kunne trænge til et par gode råd? Som med mange andre lækre delikatesser, så kræver sushi tilvænning – derfor har vi samlet fem måder, der kan få dig til at elske den japanske specialitet. 

1. Lav din egen sushi

Den nemmeste måde at blive fortrolig med sushi er ved selv at tage kontrol over den. Det gode ved at lave din egen sushi er, at du har mulighed for at proppe lige det i, som du vil. Du kan lave nogle fyldte med grøntsager, med kød i stedet for fisk eller med mindre ris i – det er kun fantasien, som sætter grænser.

Gør det til et aften-hygge-projekt med veninderne, hvor I har god tid til at give sushirullerne godt med kærlighed (det kan nemlig godt være tidskrævende, men det er det hele værd!)

Ris på sushi-rulle
© iStock

2. Prøv med vegetar sushi

For nogle er det fisken (eller kød generelt), som ikke er så tiltalende ved at spise sushi. Men hvis du ikke har lyst til at være den evige ‘nej-hat’, når gruppen foreslår sushi, så kan du prøve at bestille vegetar-sushi.

Der er mange forskellige grøntsager og dressinger, som supplerer ris-rullerne på bedste vis. Så det er bare om at kigge menukortet godt igennem – og ellers spørg tjeneren, så kommer de garanteret på nogle gode, kød-frie alternativer.

3. Bestil tempereret fisk 

Måske er det tanken om rå fisk, som får dig til at stå af, når det kommer til sushi? Selvom langt de fleste steder behandler og serverer den rå fisk med omtanke, så er den trods alt stadig rå – og det kan måske godt være lidt af en udfordring for en ikke-sushi-elsker.

Vælg derfor sushistykker, hvor kødet er behandlet. Blandt andet kan du vælge de lækre uramaki-ruller med friturestegte rejer eller måske en nigiri med flamberet laks? Begge ting er vildt lækkert!   

4. Skift fisken ud med kylling eller and

Hvis du bare ikke kan døje tanken om fisk, så er det heldigt, at der også findes gode muligheder for at nyde et godt stykke sushi – uden hverken laks eller tun. Har du for eksempel prøvet sushi med kylling? Eller and? Det kan virkelig være lækkert, og de har ofte samme grøntsagsindhold som de almindelige fiske-ruller. Du kan derfor sagtens nyde et godt stykke sushi, uden at det behøver at have svømmet i havet først. 

Sushi med kylling
© iStock

5. Spis det igen og igen 

Nu er sushi jo godt nok ikke det billigste alternativ på markedet, men det kan virkelig være pengene værd! Har du kun smagt sushi én enkelt gang, så giv det lige en chance (eller fem) til – jo mere du vænner dig til smagen, desto større chance er der for, at du en dag vil ELSKE det! 

Vil du deltage i konkurrencer, læse flere spændende artikler og nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Hvad synes mændene?