Et f*cking almindeligt liv

Et kedeligt liv?

Som en forholdsvis almindelig kvinde, der befinder sig midt i den bedste tid i sit liv – det er i hvert fald det folk omkring mig, hele tiden siger – sker det, at jeg tvivler. Jeg tvivler på, om jeg nu også får det bedste ud af livet. Får jeg det bedste ud af de ting, der er mig givet? Nyder jeg mine venner, livet, familien og kæresten nok? Svaret er: JA! Et stort rungende, gennemtrængende og øredøvende ja!

Jo vidst er der dage, hvor jeg er doven. Dage hvor jeg ikke gider at lave mad eller være sammen med mennesker. De dage kan jeg godt sidde på sofaen med min kop the (og i nattøj klokken 16), og bliver i tvivl, om jeg er et ”dårligt menneske”, fordi jeg kan lide at være alene. For ifølge Facebook opdateringer, og Instagram billeder burde jeg jo være ude, og nyde livet! Være sammen med interessante mennesker, der kan give mit et nyt blik på livet. Eller dyrke acroyoga, windsurfing og maratonløb – på samme tid!

Lad os hylde dovenskab

Det er svært, at finde opdateringer, eller billeder der hylder dovenskaben. Hvis der bliver smidt et billede op på Instagram af afslapning på sofaen, bliver det ofte akkompagneret med en kort (eller til tider lang) beskrivelse af, hvor aktiv man har været – og man dermed har fortjent et hvil på sofaen, i selskab med grøn the, tørrede frugt og national geographic på flimmeren.

Hvorfor ikke hylde den rigtige dovenskab? De dage, hvor du sover til klokken 12, bare fordi du kan. De dage, hvor du ser dårlige serier, og tuller rundt i nattøj til langt over den samfundskorrekte tidsperiode. Lad os hylde de dage, hvor du kigger i køleskabet klokken 18, finder intet du vil have, og beslutter dig for, at bestille pizza – hvilket pudsigt nok også er samme dag, hvor du skulle have haft trænet, men var for træt efter studiet.

Jeg stemmer for et opgør med det ”perfekte”

Vi skal gøre op med de hjemmebagte boller, hvor du selv har dyrket alle ingredienserne (inklusiv melet). Vi skal hylde dem der siger: ”Ja, jeg skulle have trænet i 2 timer i dag, men jeg gad sgu ikke. Så i stedet spiste jeg slik på sofaen”. For helt ærligt kvinder (og de enkelte mænd der måske har sneget sig herind), så er livet andet end gluttefri måltider, og træning 7 dage om ugen.

Jeg nyder mit liv, som det nu engang former sig. Nej, jeg er ikke super tonet og slank. Desuden dyrker jeg heller ikke min egen mad, eller sylter for den sags skyld. Men jeg har det stadig godt! Jeg vil vise, at man godt kan have indholdsrigt, og spændende liv, selvom man ikke laver ironmans, eller hjemmesylter i weekenderne.

For mit liv er bare; ”Et f*cking almindeligt liv”.

Gæstebloggere
Woman-læserne skriver

Velkommen til. Her kan du læse indlæg fra andre Woman-læsere præcis som dig selv. Hvis du har noget på hjerte, du gerne vil dele med os og de andre læsere, kan du kontakte os på [email protected]