Ah, juleferie er så aaafslappende!
Ah, juleferie er så aaafslappende!

Få den bedste juleferie nogensinde

Sådan får du en sjov, fræk og hyggelig ferie med masser af løjer

27. december 2010 af Stine Bødker Nielsen

Få den bedste juleferie nogensinde


Hurra, så er der ferie - og det er jul! Denne ene gang om året har du endelig en undskyldning for at gå i barndommen og forvandle dit liv til en genudsendelse af Disneys Juleshow. Glem alt om job, uddannelse, fremtid - og alt andet der ellers stresser dig. I juleferien kan du være i nuet sammen med din familie, venner og kæreste (hvis du har sådan en). Vi har samlet et par aktiviteter med julestemnings-garanti, for at du kan få inspiration til løjerne. Så på med vanten, for vi skal hygge - og der er koldt!

MED KÆRESTEN


MED KÆRESTEN


Hold lillejuleaften

Skal du og kæresten holde jul hver for sig? Ingen grund til at ærgre sig - det er en oplagt mulighed for at tilbringe lillejuleaften (23. december) sammen og holde jeres egen romantiske juleaften for to. Gå gerne all in med et lille pyntet juletræ og en stor skål risengrød. Gør det ekstra hyggeligt ved at rykke middagen ned på et tæppe på gulvet, så I kan sidde i juletræslysenes skær og udveksle gaver og kys. For hvad er bedre end at se din elskedes ansigtsudtryk, når han åbner sin gave og ser den flotte islandske sweater, du med stor nidkærhed har udvalgt til ham? Så pyt med om han får den en dag for tidligt, ikke?

Stå på skøjter

I mange byer sættes der udendørs skøjtebaner op i vintermånederne på torve og pladser. Hiv kæresten med og få en sjov date på glatis - det gør ikke noget, hvis du ikke er så god til at stå på skøjter, så har du bare en god undskyldning for, at han skal gribe dig og holde dig fast i sine arme. Tag dit sødeste sæt hue, handsker og halstørklæde på, så du kan føle dig ekstra vinterlækker. Du kan blandt andet finde udendørs skøjtebaner på C. W. Obels Plads i Aalborg, ved Musikhuset i Århus og på Blågårds Plads i København.

Gå en tur i kulden

Selv om træerne er blottede for blade, og kulden bider, er vinteren alligevel en smuk tid i naturen. Hvis der er en park i nærheden, kan I gå en lang og hyggelig tur. Klæd jer godt på, så kulden ikke ødelægger den romantiske stemning. I kan også tage en tur på landet for at få den fuldendte naturoplevelse. Forstil dig et læhegn i den ruskende vind, gamle bondehuse og dyrespor i sneen...åh!

Hvis det er længe siden, I har haft jer en god snak, er en lang gåtur særligt god. Og så hjælper den også til at få gang i fordøjelsen af den tunge julemad!

Dyrk lækker sex i det fri

Dyrk god julesex

I julen har I ekstra god tid til hinanden, så hold kulden ude med et par lækre dage i sengen. Få alle de frække tips til fantastisk julesex her:

Få god julesex

Introducér ham for familien

Har familien ikke mødt din udkårne endnu? Så har du den perfekte undskyldning ved juletid for at introducere manden for den pukkelryggede. Sørg for at medbringe en offergave til din mor, som din kæreste selvfølgelig må overrække hende. Han skulle jo gerne gøre et godt indtryk, ikke? Benyt eventuelt familiejulefrokosten 1. eller 2. juledag til denne begivenhed. Når onkel først har fået et par snaps under vesten, har han også meget nemmere ved at acceptere det nye påhæng. Bare pas på, at det ikke er din kæreste, som går kold inden kl. 16.

Bliv et hit hos svigerforældrene

MED VENINDEN


MED VENINDEN

Byt julegaver
Har du fået grimme viskestykker og et pindsvin i porcelæn af mormor? Det er jo heldigt, for din veninde har sikkert også fået et par skod-gaver, som hun gerne vil have byttet. Shopping er dobbelt så sjovt, når du får nye ting uden at bruge penge, så få en hyggelig veninde-date ud af de uheldige gaver og byt dem sammen. Supplér med en kop varm kakao på en café og få indhentet lidt sladder. Super tøsedag!

Se de gode julefilm
Julen er højsæson for gode film i fjernsynet og store filmpremierer i biografen. Hele syv film har premiere 25. januar 2009, så hvad skal du se? Du kan blandt andet vælge mellem The Imaginarium of Dr. Parnassus, som har afdøde Heath Ledger og über-babe Johnny Depp på rollelisten. Se trailer her:

Der er også den danske komedie Oldboys eller en nyfortolkning af Sherlock Holmes med Jude Law som Watson - underligt, men ja tak!

Kniber det med finansieringen af biografbilletter, fordi du har sprængt budgettet med julegaveindkøb, er der som regel også masser af underholdning at komme efter i det gode gamle tv. Grav dig ned i sofaen med bedsteveninden og nyd de gamle julefilm, mens der stadig er flere julegodter tilbage.

Planlæg nytåret
Hvem skal du fejre nytåret med? Dine venner selvfølgelig! Udnyt ferien til at planlægge årets største fest og gør det til en begivenhed, som I aldrig glemmer. Skal festen have et tema? Hvad skal der være af udsmykning? Snacks? Musik? Selskabslege? Hold en planlægnings-aften og lav en brainstorm på alle de gode ideer. Og når du skal finde nytårsoutfittet, så vær opmærksom på, at butikkerne ofte allerede tager hul på januarsudsalget mellem jul og nytår, så vent med at shoppe den perfekte kjole til et par dage inden nytårsaften. Shopping er generelt en god udnyttelse af ferien!

Spis masser af snask
Nyd det, mens du kan! Guf løs af den gode julemad og marcipankonfekt, mens den gode samvittighed stadig er intakt. Arrangér eventuelt en fælles fråder inden 1. januar og nytårsforsættet om at blive sundere går i gang. Måske kan det endda være, du spiser så meget, at du ender med at få kvalme bare ved tanken om Bridgeblanding, når du når til januar.

MED FAMILIEN


MED FAMILIEN

Tag på julemarked
Kandiserede æbler, boder med tingeltangel og varm gløgg. Nice! Der er julemarkeder rigtig mange steder i landet, så tag mor og søster i hånden og find julestemningen på et julemarked. Blandt de største og mest julede markeder er Julemarked på Christiania, Tivoli Julemarked (København), H. C. Andersen Julemarkedet (Odense) og Jul i Den Gamle By (Århus). Du kan også se en liste over mindre julemarkeder rundt om i landet på markedskalenderen.dk.

Mød julemanden
Er der en lille eller flere små i familien, som du gerne vil give et kæmpe smil på? Så stil dem foran den gladeste mand i verden, Fader Jul himself, og se de små hænder klappe. Om det så er i Tivoli, i gågaden eller det nærmeste shoppingcenter du finder ham, så skal der nok være en julemand inden for en 20 meters radius, uanset hvor du befinder dig. Nogle steder kan I køre med i hans karet, andre steder kan I få taget billeder sammen med ham, og alle steder har han en kurv med godter. Hvis du har været artig, har han sikkert også slik til dig!

Bag kager og julegodter
Giv mutti en hånd med i køkkenet, når hun udøver sine julede, kulinariske mirakler. Og få far og resten af familien med! Så er der for alvor dømt kvalitetstid - i virkeligheden er det jo slet ikke godterne der tæller, vel? Prøv for eksempel:

Mandelchokolader

Ingredienser:

200 g mandler
200 g mørk chokolade
3 spsk Flormelis
små papirforme

Smut mandlerne, og skær dem i strimler. Bland mandelstrimlerne med flormelis, og bred det ud på bageplade med bagepapir. Rist mandlerne ved 200°, til de er gyldenbrune. Smelt chokoladen over vandbad eller ved lav effekt i mikroovnen. Bland de ristede mandler i. Fordel blandingen i små ’klatter’ i papirformene. Lad dem stivne.

Se flere opskrifter på julegodter på dansukker.com.

Læs et juleeventyr
Læs højt eller stir måbende på personen, der gør. Sæt scenen med stearinlys i massevis, og hvis der er en pejs i nærheden, er det nu, der virkelig skal fyres op for bæstet. Julesokker og varm kakao eller gløgg er et must. Gribende juleeventyr er ikke svære at finde, prøv blandt andet:

- Den lille pige med svovlstikkerne af H.C. Andersen
- Grantræet af H. C. Andersen
- Juleevangeliet (Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 1-20)
- Peters Jul af Johan Krohn

Leg
I familiens skød, kan du også lægge op til en selskabsleg, som passer til højtiden. Prøv for eksempel en alternativ udgave af pakkeleg: Lag på lag - Køb en gave og pak den ind i flere lag gavepapir. Selskabet udstyres med et raflebæger, og hvis man slår en 6´er, må man tage et gavepapir-lag af pakken. Den der fjerner det sidste lag vinder gaven.

Se flere ideer til selskabslege på sjovide.dk.