Karma-boomerangen vender altid tilbage - hvis du giver gode ting ud i verden, får du også gode ting igen. Det alene skulle være en grund nok til at gøre gode gerninger, og hvis du ikke mener det, så husk på hvor dejligt det føles at glæde og hjælpe et andet menneske. Det beriger nemlig også dit eget liv.
Kan du ikke kan finde ideer til, hvilke gode gerninger, du kan gøre? Så er hjælpen nær. Woman har nemlig samlet en håndfuld ideer til dig her. Følg dem og gør en andens (og din egen) dag lidt bedre!
STØT EN GOD SAG
Der findes et hav af organisationer ude omkring i det ganske danske land - også en, der støtter din hjertesag. Hvis du har lyst til at støtte en god sag, så find den organisation, der støtter din sag og giv dem en skærv.
Du behøver nu ikke give kontante donationer. Enhver sag med respekt for sig selv sælger efterhånden også lækre ting og sager, som du kan erhverve for en billig penge og samtidig give en slat penge til sagen. På sitet www.engodsag.dk kan du for eksempel støtte den sag, du helst vil, når du shopper på nettet - det eneste, det kræver, er at du downloader programmet Det Gode Program
FRIVILLIGT ARBEJDE
Selvom du ikke har penge til at støtte alverdens velgørende formål, kan du sagtens gøre en god gerning alligevel. Måske har du en uddannelse, (job)erfaring eller nogle andre kvalifikationer, der gør, at du kan arbejde frivilligt for en organisation.
Du kan også hjælpe på andre måder - for eksempel ved at give dit blod, rydde ud i dit tøj og give dit gamle kluns til velgørende organisationer eller melde dig som indsamler, når de store hjælpeorganisationer samler penge ind.
GLÆD EN VENINDE
Du behøver ikke støtte sultne børn i Afrika for at gøre en god gerning; det luner mindst lige så meget, hvis du gør noget godt for dem, du omgiver dig med dagligt. Køb blomster til din mor - giv din veninde et kompliment - besøg din gamle bedstemor - send et kort, ring til en gammel ven, giv andre en hånd med de små dagligdags opgaver som for eksempel opvasken og rengøringen.
GLÆD EN FREMMED
Alt for tit går vi rundt i vores egen lille verden og skumler over, at damen bag os i Netto-køen kørte ind i vores hæle, at folk kører som gale, at tingene ikke går som smurt? Men hele verden bliver faktisk et bedre sted, hvis vi hjælper hinanden lidt, så bare kast dig ud i at hjælpe de fremmede på din vej, der godt kunne bruge en hånd. Hjælp en ældre dame over vejen. Betal den femmer ham, der står foran i køen, mangler. Vend tingene rigtigt på kassebåndet. Smil til folk du møder.