Hjemmelavet julegaveindpakninger
Lav helt personlige og unikke julegaveindpakninger i år!© ksoenderholm, runholm_studio

10 flotte julegaveindpakninger, du nemt kan lave selv

Har du overvejet stof i stedet for gavepapir? Eller røde næser i stedet for bånd?

7. december 2021 af Camilla Stubbe

Julen nærmer sig med hastige skridt, og det er snart er tid til den helt store julegaveindpakning. Hvis du er typen, der godt kan lide at pakke julegaverne fint ind selv, er du landet det helt rigtige sted. Vi har nemlig samlet 10 flotte julegaveindpakninger, som du nemt kan lave selv. 

Læs med, og bliv inspireret til at kunne lægge de fineste gaver under træet i år.

1. Elegant, klassisk og rød

Wauw! Denne her gaveindpakning er virkelig gennemført og super flot at have liggende under juletræet. Prikken over i'et må være stemplet, som smukt forsegler indpakningen.

2. Hjemmelavede gavemærkater

Giv dine julegaver et personligt udtryk ved at lave unikke til-og-fra-kort, som virkelig fuldender din gaveindpakning.

3. Genbrug avispapir

Hvis du (eller dine forældre) læser aviser, kan du genbruge avispapiret til julegaveindpakning. Det kan virkelig se pænt ud – især hvis du kombinerer det med noget fint pynt og bånd.

4. Gaveindpakning med stof

Skift det traditionelle julegavepapir med julemænd og snefnug ud med flot stofindpakning. Du kan gå på jagt efter gamle viskestykker eller duge, som kan pryde dine gaver med et flot look!

5. Hæklet pynt

Hvis du i forvejen har styr på flot papir og bånd, kan du give dine gaver en ekstra fin indpakning ved at hækle små stykker julepynt, som du kan sætte på gaven. Så sødt og unikt!

6. En pakke sendt fra Nordpolen

Pak dine julegaver ind, så det ligner, at de er blevet sendt fra Nordpolen. Køb nogle fine klistermærker og få gaverne til at ligne pakker sendt med posten fra selveste julemanden!

7. Rudolf-gaveindpakning

Skal din julegaveindpakning være anderledes i år? Så foreslår vi, at du skifter båndet ud med røde næser i karton samt øjne og gevir tegnet med sort tusch. Sødt? Absolut!

8. Brug tørrede blomster

Er du hoppet med på bølgen med de smukke, tørrede blomster? Hvad med også at bruge dem som pynt på dine julegaver? Det ser SÅ pænt ud, og så kan de jo bruges igen bagefter.

9. Enkelt og fyldt med detaljer

Giv julegaverne et nyt look ved at bruge helt almindeligt brunt papir, som du pifter op med flot pynt. Det kan eksempelvis være lidt gran, en lille julekugle eller tørret kanel og appelsin.

10. Gå ikke ned på bånd

Hvis ikke du er til det skinnende, klassiske og krøllede julebånd på dine gaver, kan det være, du skal bruge velourbånd i stedet. Det giver et så fint udtryk, og hvem elsker ikke velour?

Foto: Ib Laursen & Fru Rosted

Vil du have inspiration, brugbare guides og underholdning? Så tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Du vil (garanteret) også kunne lide