Fødselsdagstraditioner i Danmark
Vi har mange sjove fødselsdagstraditioner i Danmark. © kanel25aar.dk, bilkamadudafhuset.dk

6 fødselsdagstraditioner, der er helt almindelige i Danmark, men som alle andre synes er skøre

Du kan lige vove på at servere vandbakkelse til en fynbos fødselsdag!

26. januar 2023 af Ida Storm Frøslev Hansen

I Danmark er vi glade for traditioner – hele året glæder vi os til jul, vi går rundt og siger: “glædelig jul og godt tub'år” til alle på J-dag, og vi elsker at holde fødselsdage!

Det er dog ikke alle danske fødselsdagstraditioner, der er lige nemme at forstå for folk, der ikke selv er opvokset i Danmark. Men det forstår vi seriøst ikke – det er da helt normalt at overdænge folk med kanel på deres 25-års fødselsdag? 

Vi har her samlet seks ting, vi danskere gør på vores fødselsdag, der for alle andre virker rimeligt skøre. 

1. Flag på bordet

I Danmark er vi vilde med fødselsdagsflag! Vi hejser flaget i haven, vi sætter flag på bordet, vi sætter små klistermærke-flag på gaverne og tegner dem på lykønskningskortet.  

Men folk fra udlandet er ikke helt med på vores hyppige brug af Dannebrog, når vi har fødselsdag. Onde tunger vil endda mene, at den massive brug af flag virker som en overdreven national manifestation. Men hey – det jo bare god, dansk, fødselsdagshygge?

Dannebro
Selvfølgelig skal flaget op, når vi har fødselsdag! © Getty Images

2. Uddeling på jobbet eller i skolen

Fødselsdag er bare noget særligt – endelig en hel dag, der handler om dig! 

Men selvom det er den eneste dag på året, der udelukkende er DIN dag, er det stadig DIG, der skal byde på kage eller snolder til dine kollegaer eller klassekammerater. Altså nu vi tænker over det – burde det ikke være omvendt?

3. Kaneltraditionen

Synes du, det nogle gange dufter af risengrød, når du går rundt i de jyske gader? Også når det ikke er december? Jamen så er det nok bare, fordi der er en, der er fyldt 25 år!

Kaneltraditionen er helt unik for Danmark og stammer faktisk fra Nordjylland. Traditionen går ud på, at den 25-årige fødselar skal bindes (for eksempel til en lygtepæl) og blæses til med indholdet fra utallige poser ren kanel. 

Og helt ærligt, ikke? Denne tradition kan vi godt forstå, at andre synes er lidt mærkelig. Faktisk siges det også, at det kan være farligt, så det kan være en god idé at tænke en ekstra gang over, om din ven virkelig skal fejres med kanel... Et alternativ kan være at give fødselaren kanel-giflar – dem ville vi i hvert fald selv blive ret taknemmelige for!

Kaneltradition
En helt almindelig 25-års fødselsdag i Danmark.© kanel25aar.dk

4. Pebertraditionen

Men kaster vi kun kanel på folk, når de har fødselsdag? Nej, selvfølelig ikke! Vi danskere kaster også omkring os med peber, når vores venner fylder 30 år og er ugifte. 

Proceduren er den samme, som når den ugifte fyldte 25 – op ad en lygtepæl, bind fødselaren fast og så står den ellers på et lækkert peberbad fra fødselsdagsbarnets bedste venner. 

Men på 30-årsdagen kaster vi ikke kun med peber – nej, vi giver det faktisk også en gave, for enhver 30-årige drømmer selvfølgelig om at eje et peberkværn (eller hvad?). 

Og igen – det er fair nok, at andre ikke helt fatter denne tradition. Vi har også svært ved at forklare, hvorfor vi gør det, men hey, det er jo en tradition!

5. Kagemand – wienerbrød, brunsviger eller vandbakkelse?

Kagemand er bare lækkert. Men den lækre kage kan skabe splittelse, ragnarok og utilfredse fødselarer, hvis ikke kagen passer til lige præcis den landsdel, fødselsdagsbarnet kommer fra. 

Faktisk kan man lave et helt danmarkskort med forskellige, egnsbestemte kagemænd og variationerne er mange.

På Fyn spises der brunsviger, i Thy spises der wienerbrød, i Hvide Sande spises der kanelkage og i Lemvig spises der vandbakkelse, så det er altså ikke helt ligegyldigt, hvilken kagemand du bestiller til din favorit-fødselar nede ved bageren. 

Kagemand
Hvilken kagemand du foretrækker afhænger meget af, hvor I landet du er opvokset.© bilkamadudafhuset.dk

6. Flødeboller

Wow, vi har spist mange flødeboller i folkeskolen! Hvorfor? Selvfølgelig for at fejre fødselsdag! 

Blev vi altid lidt skuffede, når fødselaren havde flødeboller og ikke Dumle-slikkepinde med? Ja, det gjorde vi. Men spiste vi dem alligevel og bad altid om en ekstra bagefter? Jeps, det gjorde vi også!

Selvom den lille, lækre sag faktisk ikke er dansk (say what?), er den en fast del af det danske fødselsdagsritual, og vi siger aldrig nej tak til en god, gammeldags flødebolle. 

Herunder kan du se en sjov video, hvor en kvinde fortæller om, hvordan hun som udlænding oplever, at vi holder fødselsdag i Danmark (men hvem fortæller hende, at det ikke kun er børn, der drikker varm kakao?):