“Jeg har brugt 1 million kroner på min drøm”
Anette, 31 år, pilot
Hvordan opstod din drøm?
“I gymnasiet var jeg ude at flyve for første gang. Det var den vildeste oplevelse. Jeg var fuldstændig betaget af maskinen og syntes, at take-off og landing var enormt fedt. Fra dét øjeblik drømte jeg om at leve af at flyve.”
Hvordan kom du i gang med uddannelsen
“Efter gymnasiet søgte jeg ind på skolen for piloter, men blev afvist, fordi jeg var for ung og uerfaren. Jeg overvejede på intet tidspunkt at søge ind på en anden uddannelse, så jeg tog et job i et callcenter for at få mere ballast. De næste to år gik med at arbejde der, og selvom jobbet ikke altid var fantastisk, holdt jeg ved det, indtil jeg kunne komme ind på min drømmeuddannelse. Efter to år kom jeg ind på skolen sammen med ni andre.”
Hvad har det krævet af dig at blive pilot
“Det har krævet rigtig meget tid og rigtig mange penge. En normal skoledag var på otte timer, og bagefter stod den på læsning, fordi vi konstant skulle til prøver, hvor en dumpekarakter ville betyde et farvel til drømmen. Ofte fløj vi i weekenderne, og hvis det var dårligt vejr, kunne vi bare sidde og vente på, det blev godt nok til, at vi kunne lette. Mine venner og min familie måtte indstille sig på at lave aftaler efter mit skema, for jeg havde tit fri på skæve tidspunkter.
Læs også: “Derfor var jeg sammen med optagede mænd”
Hvordan klarede du det økonomisk?
“Uddannelsen er meget dyr, så jeg tog et lån. Det var før krisen, og det var forholdsvis let for mig at låne pengene, for banken regnede med, jeg ville tjene det hurtigt ind som pilot. Jeg lånte 700.000 kroner til selve uddannelsen, og senere lånte jeg 200.000 kroner for at blive omskolet til at flyve Boeing 737. Pilot var det eneste, jeg kunne forestille mig at være, så jeg havde ingen betænkeligheder ved at få så stor en gæld.”
Hvad har været hårdt ved at nå din drøm?
“Jeg nåede kun at flyve i to år, inden rigtig mange flyselskaber i Europa gik konkurs. Pludselig var vi en overflod af piloter uden job. Jeg så ingen anden vej end at tage et job i Nigeria og flytte dertil. De havde nærmest aldrig set en kvindelig pilot, og flysikkerheden var slet ikke efter europæisk standard. Tit virkede radarerne ikke på grund af strømsvigt, og controlleren på jorden mistede overblikket over flyene. Jeg turde kun gøre det, fordi flyene blev vedligeholdt af Lufthansa, og de har styr på tingene, men efter et år tog jeg hjem igen.”
Lever drømmen op til virkeligheden?
"Uden nogen som helst form for tvivl. Jeg kan huske min første rigtige flyvetur, som gik fra København til Tenerife med et fly fyldt med feriegæster. Undervejs var der masser af arbejde og tjeklister, og lige pludselig var der gået fem timer, og vi var fremme. Det var en fantastisk følelse, og den har jeg heldigvis stadig, hver eneste gang jeg sætter mig op i cockpittet.”
Læs også: Mænd: “Det drømmer vi om”
“Jeg blev opereret og tabte mig 50 kilo”
Camilla, 26 år, pædagogstuderende
Hvor kom drømmen om vægten fra?
“Som ung fik jeg konstateret hormonsygdommen PCO, der gør, at jeg let tager på. Gennem gymnasietiden steg vægten, og hverken motion eller slankekure hjalp. Til sidst blev jeg ligeglad og isolerede mig. Jeg havde svært ved at tale om det, lige indtil min søster sagde, at hun var bange for at miste mig på grund af min overvægt. Der indså jeg, at jeg var nødt til at gøre noget.”
Hvad frygtede du kunne ske?
“Min største frygt var, at jeg skulle dø ung uden rigtigt at have levet. Mit liv foregikbag lukkede døre derhjemme, og det var usandsynligt, jeg nogensinde ville kunne få børn på grund af min vægt. Derfor gik jeg til min læge, og han henviste mig til at få en gastric bypass-operation.”
Var det din drøm at få operationen
“Slet ikke. I mit hoved var operationen de dovnes løsning, når jeg nu ikke kunne tabe mig med motion og mad. Men familie og tætte venner bakkede mig op, og lige så stille indså jeg, at det var den rigtige måde at tabe mig på. Og så er operationen heller ikke nok i sig selv. Jeg har skullet kombinere den med masser af motion og langt mindre mad, end jeg plejer, hvis det skulle virke.”
Læs også: Er du bange for at være dårlig i sengen?
Hvornår så du fremskridt?
“Det gik vanvittig hurtigt. Efter en uge vejede jeg mig og havde allerede tabt fem kilo. Det var fuldstændig surrealistisk, og jeg kunne seriøst gå på vandet den dag, jeg var høj af lykke. Efter det røg kiloene støt af, og det har været ubeskrivelig fedt at kunne se min drøm komme tættere og tættere på.”
Hvordan har det ændret dit liv?
“Jeg er blevet langt mere modig og udadvendt, efter jeg har tabt mig. Før tog jeg aldrig ud i byen, for jeg var bange for, folk ville kommentere min vægt. Men nu tager jeg tit ud med mine veninder og har det sjovt, og det har øget min livskvalitet. Jeg føler, at jeg lever mere nu.”
Hvad har været sværest ved at nå din drøm?
“Det har været svært, at folk ser mig på en ny måde. Før kunne folk finde på at kalde mig fed, men nu får jeg opmærksomhed fra mænd og bliver kaldt smuk. Det er dejligt, men samtidig føler jeg, at de ikke så mig for den, jeg var, dengang jeg vejede 50 kilo mere. Nu er jeg pludselig mere interessant, og det har jeg svært ved at vænne mig til.”
Hvad er slutmålet?
“Jeg er vanvittig stolt over at have tabt 50 kilo, og mit mål er, at mit BMI bliver lavere end 25. Så er jeg normalvægtig. Jeg vil ikke være åleslank, for jeg elsker min figur og mine former. Jeg vil bare være sund og rask.”
Artiklen er tidligere bragt i magasinet Woman